Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Årets store øko-vinfestival og madmarked på Brandbygegaard

Af anders@sommersangdigital.dk

Det er den 25. og 26. juni, det sker. Årets store øko-vinfestival, med tilhørende madmarked, løber af stablen på Brandbygegaard syd for Odder. Gården derude er omgivet af vinstokke og frugttræer. Det er et sandt mekka for os, som elsker den frie natur, og når man har muligheden for det, er det med at komme afsted.

 

Tankevækkende?

Ved du, at vin er én af de allermest giftsprøjtede afgrøder i verden? Og måske den vare hvor selv bevidste forbrugere oftest vælger de konventionelle udgaver? Men det er der jo heller ikke noget at sige til, når langt det meste vin, vi drikker, kommer fra supermarkedets hylder. Her er udvalget af øko- og biovin stort set ikke-eksisterende. Er du også træt af at vælge den samme flaske vin hver gang eller gå på kompromis med din overbevisning og tage en flaske konventionel, så er denne festival lige noget for dig!

 

Danske importører bakker op

Lone “Landmand” og Søren “Sørøver” residerer på Brandbygegaard. De har sat sig i hovedet, at de vil præsentere os for en verden fuld af diversitet – med uendelig mange muligheder for at drikke fantastisk og velsmagende vin, som er økologisk, biodynamisk eller naturlig. De danske importører af disse vine bakker helt vildt flot op om arrangementet og størstedelen er med i år.

Lone og Søren på Brandbyegaard

Derfor er det med stolthed i stemmen, at Lone “Landmand” og Søren “Sørøver” kan invitere dig til øko-vinfestival med en lang række af branchens allerbedste og største kapaciteter indenfor genren. En historisk smagning af hundredevis af vine og mulighed for at købe flasker med hjem og spare skuffelsen næste gang du er i supermarkedet. De lægger hårdt ud med en intropris på 0 kroner. Jeps, det koster gratis! Det her er vores og importørernes gave til alle, der har lyst. Og vi glæder os til at se jer! Kom og smag, nyd vinen og stemningen, gå en tur i vinmarken eller æbleplantagen inden du fylder bagagerummet op med fantastiske flasker.

Brandbygegaard syd for Aarhus

Andet end vin

Nu må vinen ikke stige os til hovedet, så vi glemmer maden. Den 25. og 26. juni hylder de naturligvis som altid maden! De gode råvarer, det flotte håndværk og smagen ikke mindst. Derfor vil der vanen tro også være små producenter og importører af dejlig mad og råvarer til dig.

Gedeost i verdensklasse på Brandbygegaard

Dertil kommer selvfølgelig denne lille frokostrestaurant på gården, som i år byder på et udvalg af noget af det helligste – tarteletter. Vi har lokket den lokale håndværksbager til at bage en gudsjammerlig bunke økologiske festtarteletter, som vi vil overøse med det ene hjemmelavede fyld efter det andet. Det bliver kæmpe stort, og du bliver glad og mæt. Der er naturligvis vin på glas, øl på fad og frisklavet saft direkte fra gårdens vinhus, bryggeri og landkøkken.

Søren Sørøver på Brandbyegaard

Den hyggeligste folkemiddag

Lørdag aften skal der være fest som altid, og derfor er der folkemiddag med den store landbuffet klokken 18.00 Det koster kun 150 kroner, og pladsbestilling er nødvendig. Det skal ske på mail:  sk@detlillevineri.dk

Folkemiddagen på Brandbygegaard

Det giver sig selv, at alle disse former for beruselse godt kan udfordre ens køreegenskaber, og derfor stiller Lone “Landmand” og Søren “Sørøver” en mark til rådighed, hvor du kan slå dit telt op eller trille din campingvogn ind. God stil og service!

 

Del artikel

Andre læser også