Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhus Central Food Market udvider – klar med flere siddepladser 

Af anders@sommersangdigital.dk

Madmarkedet på Skt. Knuds Torv er til tider så velbesøgt, at det kan være svært for de gourmetglade gæster at finde en siddeplads. Men det bliver der heldigvis lavet om på nu hvor Aarhus Central Food Market går fra at have 180 siddepladser til fremover at have 260 siddepladser inde i den gamle Aarhus-hal.

 

Succes fra dag 1

”Lækker mad til gode priser, men der er alt for få siddepladser”. Sådan lyder en af anmeldelserne på Facebook, og den oplevelse vil arrangørerne af Aarhus Central Food Market nu lave om på. Leder af Marketing og Events, Signe Trier Simonsen, siger: ”Vores marked er for alle, og vi ønsker det skal være muligt at tage hele den pukkelryggede med, også selvom familien tæller seks eller otte personer eller måske endda endnu flere. Tidspunkterne omkring frokost og aftensmad har været de mest pressede, og derfor udvidede vi åbningstiderne, så man nu kan besøge os alle ugens syv dage. I denne uge supplerer vi så med endnu flere siddepladser lige foran CANblaus tapasbar, og det tror jeg bliver rigtig godt.”

 

StoneBros flytter til Ingerslev Marked 

Udvidelsen med de ekstra indendørs siddepladser er gjort muligt, fordi StoneBros har valgt at flytte deres købmandsbod, og samtidig er møbleringen blevet optimeret. StoneBros er med egne ord blandt landets førende indenfor LCHF med speciale i ernæringsmæssig ketose. I boden har man kunnet få råd og vejledning til palæo-kost og købe økologiske stenalderbrødblandinger, smørrepålæg, bullitproof coffee og andre gluten- og mælkefrie produkter, hjemmelavet af de to brødre og indehavere Paul og Carsten Fisker.

”Det har været fantastisk at møde nye kunder på Aarhus Central Food Market. Men vi savner den levende  torvestemning, og derfor rykker vi nu StoneBros op på Torvemarkedet, Ingerslevs Boulevard, hvor man kan finde os allerede fra næste lørdag. Den faste torvedag vil vi supplere med foredrag, one-on-one-coaching, hjælp til virksomheder og fokus på vores webshop stonebros.dk,” fortæller ernæringsekspert Carsten Fisker.

Selvom mange står i kø for at overtage StoneBros’ plads på Aarhus Central Food Market, forsikrer Signe Trier Simonsen om at pladsen skal bruges på de ekstra, nye siddepladser. Madmarkedet har således i alt 260 indendørs siddepladser og 64 udendørs siddepladser. Aarhus Central Food Market holder åbent alle ugens dage fra kl. 11.30.

 

Læs mere her: 

 

Del artikel

Andre læser også