Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhus Festuges fulde program er nu online

Af anders@sommersangdigital.dk

aarhusfestuge.dk kan man nu gå på opdagelse i årets fulde program til Aarhus Festuge, der udover allerede offentliggjorte arrangementer indeholder bl.a. samtaler om syrerock og satire samt en kæmpe koncert med Birthe Kjær. Aarhus Festuge er ude i god tid med programmet.

 

På dags dato er der kun knap to måneder til, at Aarhus Festuge og byen igen summer af liv og kultur. Festugens gæster kan se frem til 10 dage med et væld af tilbud og oplevelser for enhver smag, uanset om man er til gode, gamle klassikere i et af byens musiktelte, prisvindende japansk teater på en roterende scene eller black metal i kirkerummet.

 

Her er et udpluk af nogle af de arrangementer, der er blevet offentliggjort:

 

Aarhus Jazz Orchestra og Birthe Kjær

Den folkekære sangerinde vender tilbage til Festugen, hvor hun de sidste to år har underholdt i Rådhushallen med et bagkatalog af klassikere og et veloplagt orkester. I år må Rådhuset dog vige pladsen, når koncerten afholdes i Ceres Arena for flere tusinde publikummer. ’Sommer og sol’, ’Arrivederci Franz’ og ’Pas på den knaldrøde gummibåd’ vil uden tvivl skabe god stemning og fremkalde glade minder. Overskuddet fra koncerten går til Alzheimerforeningen.
Dato/tid: 27. aug. kl. 15.00-16.30 (for-arrangement starter kl. 13.00)
Sted: Ceres Arena
Pris: 30 kr. ekskl. gebyr via aarhusfestuge.billetten.dk og hos FO-Aarhus, Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus C

 

Musikalske samtaler og satiriske succesopskrifter

Festugegæsterne behøver ikke gøre andet end at læne sig tilbage og lytte, når der inviteres til samtaler på Dokk1. Som en del af den nye musikfestival ’Understrøm’, vises filmen ’Born to lose’ om dansk syrerocks frontfigur, Lorenzo ’Guf’ Woodrose, hvorefter han og filmens instruktør, Palle Demant, sidder klar til en samtale. Også som en del af ’Understrøm’ indvier Den Sorte Skole publikum i deres arbejdsproces, hvor de sammensætter lydbidder fra hele verden i deres samplingsunivers. Og direkte fra en liveudsendelse i Rådhushallen snakker mændene bag ’Den korte radioavis’ med Anders Agger om satire og tankerne bag det succesfulde program.

2. og 3. sept. på Dokk1

 

Kvindekomik af høj kvalitet

Angela Merkels forkærlighed for buksedragter og fallossymboler er blot nogle af de yderpunkter, de to komikere Gráinne Maguire og Kate Smurthwaite kommer omkring, når de optræder med hver deres show i Festugen. Gráinne Maguire har bl.a. optrådt på BBC og Comedy Central og bringer et forfriskende og humoristisk pust til den politiske debat. Kate Smurthwaite har mere end 10 års erfaring fra standupmiljøet og kaster et skarpt og latterfremkaldende blik på det 21. århundredes mandlige kultur.
Dato/tid: 31. aug.-1. sept. (Gráinne Maguire) og 2.-3. sept. (Kate Smurthwaite) kl. 20.00-21.00
Sted: Radisson Blue Scandinavia Hotel, Aarhus
Pris: 100 kr. ekskl. gebyr via aarhusfestuge.billetten.dk
Aldersbegrænsning: 16 år
Sprog: Engelsk

 

Festugens samlingspunkt for hele familien

Et godt sted at starte sin tur rundt i Festugens mange muligheder er Byparken mellem Rådhuset og Musikhuset Aarhus. Her vil der gennem hele Festugen være et væld af forskellige arrangementer lige fra fægteopvisning og førstehjælpsundervisning til fysikshow og cirkusforestillinger. Her er plads til både leg, læring og afslapning for hele familien.

26. aug.-4. sept.

 

 

I forvejen tæller programmet højdepunkter som gallaåbningen med det japanske, animerede popfænomen Hatsune Miku, der optræder i 3D med sin særlige, computer-genererede stemme, Leandro Erlichs byrumsinstallation ’Bâtiment, der i bogstaveligste forstand vender byen på hovedet, og koncerter i vidt forskellige musikgenrer i nogle af byens kirker.

Programmet på hjemmesiden bliver løbende opdateret med de nyeste oplysninger og eventuelle ændringer.

DB_AarhusUpdate-bannerreklamer_3_930x180

Del artikel

Andre læser også