Den årlige uddeling af Michelinstjerner sker på onsdag – hvordan er mulighederne for Aarhus?

Tiden nærmer sig. Den tid på året, som restauratører og mad- og vinentusiaster – også kaldet foodies (jeg hader det ord) ser frem til med spænding: Det er blevet tid til den årlige uddeling af Michelinstjerner i The Michelin Guide Nordic Countries 2017. Ingen anden madguide har på samme måde formået at skabe røre om sit virke. Nok udgives såvel Den Danske Spiseguide som White Guide under stor fanfare, men kun uddelingen af de små macarons i den røde bog kan få den samlede presse til at rydde forsiderne.

 

Hvor vil stjernerne drysse i 2017?

Sidste år fik Danmark og Norden som bekendt sin og sine første trestjernede Michelinrestauranter, idet Geranium i København og Maaemo i Oslo begge opnåede den ultimative hæder indenfor faget. Spørgsmålet er nu, hvor stjernerne vil drysse i 2017?

2017-udgivelserne (som for de flestes vedkommende blev annonceret i sidste halvdel af 2016) var en interessant omgang. I juli kom den første guide nogensinde for Singapore, hvor to foodtrucks opnåede at få en stjerne hver (jeg tror dog ikke på, at Aarhus Street Food får nogen stjerner). I september kom så en helt ny guide for Shanghai efterfulgt af Washington DC og siden Seoul; og helt uventet blev Kroatien optaget i guiden i år.

 

Michelin Guiden er bredt repræsenteret

Disse udgivelser kan synes langt fra Danmark og Aarhus, men når jeg alligevel nævner dem, skyldes det, at Michelin i højere grad end før synes at kigge udad. Aldrig før har Michelin Guiden været repræsenteret så bredt som nu, og det er positivt, også for Danmark og især danske restauranter i provinsen. Derudover, tror jeg, at Michelin i år vil have en helt særlig grund til at være interesseret i Aarhus.

 

Stjerneoptimisme

I 2017 er Aarhus kulturhovedstad, hvis nogen skulle være i tvivl, og det giver grund til stjerneoptimisme. Vi må huske, at Michelin er et kommercielt foretagende (de sælger dæk) og ikke en public service-kanal. At de i år vil være mere synlige i Aarhus er naturligt set ud fra et kommercielt synspunkt. Dermed ikke sagt, at evt. nye stjernerestauranter er kommet sovende til det. Tværtimod!

At niveauet i Aarhus er højt nok til flere stjernerestauranter end de nuværende, tør jeg godt skrive under på. Men det er blot for at forklare, hvorfor Michelin i år skulle interessere sig mere for byen, end de gjorde sidste år. Hvem, hvad, hvor afsløres næste onsdag. Indtil da må I nøjes med mine bud for Aarhus og Østjylland, som naturligvis står for helt egen regning (læs: ren spekulation baseret på delvist egne oplevelser, og delvist hvad man ellers ser, læser og hører).

 

Der skal falde to stjerner til…

Frederikshøj får i år sin anden stjerne. Helt fortjent og på høje tid. Substans og Gastromé, som sammen med føromtalte var de første danske restauranter udenfor København til at få stjerner, vil beholde deres stjerner. Læg dertil mindst to nye stjernerestauranter. Restaurant Koch, som sidste år blev snydt, vil i år endelig opnå stjernestatus. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig andet. Til gengæld tror jeg ikke helt på, at de laver en ”Fäviken” og scorer to i ét hug. Stjernestatus får også Domestic i Mejlgade. Efter min personlige mening en af Aarhus’ bedste og mest modige restauranter.

Endelig har jeg Castenskiold og Mejeriet som potentielle outsidere til en stjerne. Det er dog spørgsmålet, om Mejeriet overhovedet har nået at få besøg. Pondus og Hærværk beholder deres Bib Gourmand-status, men også her er der potentielle tilføjelser i form af SåRT, GÄST og Møf. Jeg tror selv mest på GÄST.

 

Hvad med Tree Top og Molskroen?

Ser vi på resten af regionen, er Molskroen den oplagte kandidat til en stjerne. Inspektørerne har været der, resten er op til Steffen Villadsen. Tree Top i Vejle er allerede at finde i guiden for Norden, men uden stjerne. Som en by i det østjyske tæt på Aarhus, er det ikke utænkeligt, at Tree Top får en stjerne, jf. min bemærkning om tilstedeværelse i regionen i kulturåret; niveauet på Tree Top er der helt sikkert allerede. Stor tiltro har jeg også til Ti Trin Ned i Fredericia. Det er en fantastisk restaurant. I Silkeborg ved vi, at inspektørerne har været forbi Traktørstedet Ludvigslyst. Jeg tror ikke på stjerner her, men har de været rundt i Silkeborg? Og hvem vil have potentiale her? Karoline Amalie, måske?

 

Noma lukker ned på nuværende adresse

På den lidt større scene bliver det spændende at se, om Norden igen i år får en trestjernet restaurant. Det skulle i så fald været Mathias Dahlgrens Matsalen i Stockholm, som lige nu har to stjerner, der er det mest oplagte valg. Noma vil med stor sandsynlighed ryge helt ud af guiden, da man som bekendt lukker ned på nuværende adresse. Spændende bliver det dog at se, om Nomas lillesøster, 108, får en stjerne. Omend jeg fandt stedet en kende overhypet, så vil jeg ikke blive overrasket, hvis stjernen falder her. Og hvad med Fyn (Pasfall, Falsled Kro m.fl.) og Nordjylland (Ruths Gourmet, Mortens Kro, Restaurant Tabu, Vendia m.fl.)? Alt sammen vil som nævnt blive afsløret onsdag den 22. februar i Stockholm.

 

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar