Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

MOMU – Maden på Moesgaard Museum blæste os ned ad skråningen

Af Line Ingwar Karlsen

Når vi taler om museer og kulturinstitutioner, er det sjældent maden, som imponerer. ARoS er undtagelsen. De har formået at skabe en toprestaurant, som trækker gæster til. Men så skete det igen. Denne gang var det Moesgaard Museum, som blæste os ned ad skråningen på vej ud i bugten. Sjældent, har jeg fået en så stor positiv overraskelse som den dag på Moesgaard Museum. Et mere eller mindre ukendt spisested har i al stilhed formået at lave mad, som er på niveau eller bedre end på nogle af de bedste frokostrestauranter i Aarhus.

 

Ydmyg tilgang

Et moderne cafeteria kan man kalde restauranten eller en café, som de selv kalder den. Grunden til, at vi kom til at tænke på cafeteria, var fordi, vi bestilte og betalte et sted, og maden fik vi et andet sted. Men glem det ord. Det holder ikke her.

Forventningerne til cafémad er typisk ikke særlig høje. Hvorfor Moesgaard underspiller her, ved jeg ikke. Men en ting er helt sikker – og det er, at maden her intet har med cafémad at gøre. I så fald, er det noget af det bedste mad, jeg har fået på en café.

moesgaard

Du sidder nærmest i naturen

Et åbent lokale med god plads og højt til loftet. Disken er i den ene side, og det er der, du bestiller din mad og drikke, samt henter din mad. Når chippen på bordet vibrerer, blinker og bipper er det op at hente maden samt bestik og servietter. Personalet hjælper dog gerne gæsterne med at bære maden ned til bordet. Det er gratis at komme ind på cafeen, hvilket mange benytter sig af. Hver onsdag er der desuden åbent om aftenen. Køkkenet lukker en time før, museet lukker.

 Café Moesgaard Museum

Enkelt, men varieret menukort

12 retter er der at finde på menukortet. Smørrebrød, sild, frokostplatte, salater, suppe og sågar en burger plus en del mere. Derudover kage og specielle børneretter. Vi bestilte hjemmelavet stegte sild, dagens smørrebrød, frokostplatte og et hyggebræt samt to øl. Råvarerne kommer ofte fra små lokale producenter, og alt er hjemmelavet fra bunden.

 

Et par lækre og store sild

Hjemmelavede stegte sild til 85 kroner. Det tegner godt, når der er sild på bordet. En helt forrygende god omgang. Dertil var der røget kartoffelmos med syltede rødløg, æblemos med kapers og friskbagt rugbrød. Det var to store sild. Syrligheden var et stykke præcision. Den røgede mos, var ren opvisning i smag. Den må være en hyldest til kartoflen. Til prisen har jeg sjældent oplevet noget så skarpt. Bedste sild i år. Intet mindre.

byens-bedste-stegte-sild-paa-moesgaard-museum

Et rigtig efterårsstykke

Med vinden susende udenfor og synet af træernes farverige blade faldt dagens smørrebrød godt ind. Det var med røget ribbensteg og hjemmelavet rødkål. Rugbrødet var hjemmebagt, frisk og smurt med smør. Derpå et sprødt stykke salat, friterede grønkål, valnødder og tranebær. På toppen brøndkarse og en foldet skrive gul bede. Et rigtig efterårsstykke. Der var ikke sparet på ribbenstegen. Rødkålen var hjemmelavet og med god syre. Velsmagende og godt samstemt. 59 kroner kostede dette store stykke.

Café Moesgaard Museum

Hyggebræt

Et stort hyggebræt med fem slags charcuteri; lomo, chorizo, oksesalami, danske spegeskinke og oksepølse med krydderier. Mayo med trøfler, syltede sager som grønne tomater og rødløg, fantastisk bønnemos med hvide og røde bønner med hvidløg, oliven med svampe, cornichoner, sprødt og hjemmebag. Der var god variation, lækre pølser og en bønnemos, der smagte af mere. 110 kroner var prisen.

Café Moesgaard Museum

Dagens frokostplatte

På bunden af salat blev serveret hjemmelavet hamburgerryg med italiensk salat. En let salat hvor både ærter og de små gulerødder var perfekte. Der var bid i den. Varmrøget laks med urtedressing, sild med æggesalat og hjemmelavet rullepølse. Dertil cornichoner, grønne tomater, kapers og rødløg. Af oste var det den lokale ost, Krystal Karl og Danablu fra Høng. Et sikkert valg.

frokosttallerkene-paa-moesgaard-museum

Hjemmebagt brød

Til hyggebrættet og frokostplatten blev serveret en stor brødkurv med rugbrød, grovbrød, hvidt brød, knækbrød, brødpinde og økologisk smør. Alt var hjemmebagt. Det var lækkert. Fadøllene var fra Aarhus Bryghus.  Vi valgte en Jazz og en Juleøl skænket helt til toppen. 45 kroner stykket.  

frisk-broed-til-frokosten-paa-moesgaard-museum

Egen konditor – hvorfor ikke?

Til at slutte frokosten af bestilte vi deres egen æblekage og et stykke af deres lagkage med kaffe til. Moesgaard Museums café har deres egen konditor ansat. Det kunne i den grad smages. Begge kager vandt på hver deres måde. De lokale æbler havde en perfekt syrlighed. Smukt. Oversøde kager er no go, selvom man ser dem alt for ofte. Lagkagen ramte og plet på sødmebalancen. Præcis og velsmagende håndværk.

desserten-paa-moesgaard-museum

Service med stort S og pris med lille p

Vi betalte i alt 677 kroner for hjemmelavede stegte sild, dagens smørrebrød, frokostplatte og et hyggebræt, to gange kage og kaffe samt fire øl til 45 kroner stykket. Der er det, man på jysk kalder en god pris. Den var absolut fair. Value for money. Som endnu et plus, så er der fri parkering på Moesgaard, hvilket også tæller op.

Fotograf: Rógvi N. Johansen©

Der var personale nok, og betjeningen var i den grad oppe i gear. Imødekommende, smilende, arbejdsom og venlige. De arbejdede godt sammen. Kunne svare på alle vores spørgsmål, og guidede os på fornemmeste vis gennem menukortet. Alt i alt en betjening, som passede fint ind i det høje niveau, arkitekturen og maden på Moesgaard har.

Café Moesgaard Museum

Vores vurdering

Moesgaard Museum rykker for vildt. De er, sammen med ARoS, byens ubetingede stoltheder. Men, at Moesgaards “spisested” holder et så højt niveau, kom som et chok for mig.

De er i den grad undertippet. Måske er det bevidst på grund af de mange gæster som er der. Jeg ved det ikke. Men de er jo jyder. Anretningerne var pæne. Kvaliteten og råvarerne i top og portionerne store. Du får god mad for pengene her.

 

Lokalet byder på stor arkitektur. Der er stilrent, ryddeligt og indbydende. Stemningen er afdæmpet. Akustikken god og udsigten er gudesmuk gennem de store vinduer. Jeg har fundet en ny yndling. At den ligger på et Museum, havde jeg ikke lige set. Men er kun et plus. Vi giver, uden den mindste tvivl, det største anbefaling af Moesgaard Museums Café. Dejligt, at museets imponerende kvalitet, også smitter af på maden.

 

Café Moesgaard Museum

Moesgaard Allé 15
8270 Højbjerg
Telefon: +45 87 39 40 00
Mail: info@moesgaardmuseum.dk

Website:

Åbningstider
Tirsdag fra 10.00 til 17.00
Onsdag fra 10.00 til 21.00
Torsdag til søndag fra 10.00 til 17.00
Mandag er der lukket

 

Del artikel

Andre læser også