Anmeldelse af Ottetusinde på Svalegangen

Skrevet den 10. april 2016 kl 00:00 Af Pernille Søborg

Aarhus Rutebilstation. Bamses Venners “8000 Århus C” som lydspor. Et tilfældigt møde mellem to gamle venner. Således kastes publikum ud i åbningsscenen på Brian Wind-Hansens “Ottetusinde” på Svalegangen. De to karakterer på scenen har tydeligvis været tæt på at blive kærester, engang. I hvert fald, skulle de have været på en rejse til Tyrkiet sammen. Mødet er akavet. Man fatter hurtigt sympati for de unge mennesker, som har den fyldte Ny Sal på Svalegangens udelte opmærksomhed. Fyrens forfølgelse af pigen, som fører dem gennem flere af Aarhus Sporvejes bybusser, vækker latter hos publikum.

Nærværende kulisse

Vi møder i alt 9 karakterer, hvis veje mødes på kryds og tværs, med Aarhus C som kulisse. Vi bliver ført gennem Aarhus’ vartegn, som Domkirken, Kvindemuseet, Fatter Eskil og Casino Royal, til soundtracket af kendte musikere med ophav i Aarhus. Til sidst befinder de sig alle sammen på toppen af Aros, i den famøse regnbue, der synes at være omdrejningspunktet.

De Hvii’e og Bamse

Forestillingen har undertitlen “En had-kærligheds-komedie til Aarhus”. Det formår holdet at leve op til. Vi mærker f.eks. kompromisløs kærlighed til Bamse, forsvarsmekanismen når De Hvii’e fornærmes og rysten-på hovedet af trafikale problemer. Københavneren Lucas rammer desuden den stereotype, måske uddaterede, sjællandske holdning til Aarhus: Der er konstant en underlig lugt fra havnen, AGF stinker, Rainbow Panorama reflekterer rødt pornolys ind af mit soveværelsesvindue og åen er fyldt med “prætentiøse amatør-caféer”.

Godt skuespil

Essensen i “Ottetusinde” kræver lokalkendskab, men titlen lader ikke forvente andet af sig. De 3 skuespillere gør det godt. Jeg tror på dem. Et par gange falder dialekterne dog igennem. Jeg hører sporadisk københavnsk dialekt fra socialpædagogen og jeg bliver mindet om en vis hr. Fiffig Jørgensen fra Holme-Olstrup, hos forskeren. I en forestilling med geografisk præmis, mener jeg ikke, at dette burde ske. Skuespillerne forbliver på scenen fra start til slut, da omklædningen mellem deres i alt 3 roller hver, foregår på scenen. Det fokuserer man dog ikke på, da næste scene allerede er gået i gang, før man når at opdage det. Det er flot klaret.

For mange historier

9 karakterer var for mange. En anelse klichéagtigt, a la opskriften for en populær 90’er tv-serie, hvor flere etniske racer og klasser skal være repræsenteret, for at den kan blive en succes. Socialpædagogen, 2. generationsindvandreren, bøssen, den nørdede forsker, den fraskilte mand, pigen der konverterede til islam, pædagogen, gymnasiefyren og Københavneren. Det var som om, at antallet af historier blev for uoverskueligt og vigtigheden af de forskellige møder føltes derfor en anelse forcerede. Især da socialpædagogen sender 2. g-indvandreren, med PTSD, op i Unibaren for at mødes med den socialt handicappede forsker, der går så meget op i sin forskning, at han har en hel koloni af orme i maven. Det var uforståeligt, at forsker-Henrik, som stod i sin kittel og drak en øl, skulle fungere som en slags mentor for den unge mand.

Min vurdering

“Ottetusinde” er en selvironiske hyldest til Smilets By. Stykket tager, desværre, munden for fuld. De mange karakterer resulterer i en unødvendig forvirring. Det tager fokus fra et ellers velskrevet og humoristisk manuskript med overvejende velspillende medvirkende.