//Takeaway

Anmeldelse: Velkommen til en planet, hvor pita’en er specialet

Af Sofie Duedahl Lauridsen

Pitaen er et populært måltid. Når en pita laves, som ved Pita Planet, så kan vi godt forstå pita’ens berettigelse! Der langes cirka 500 pitaer over disken på en normal dag ved Pita Planet. De har derfor lidt øvelse i at lave pitaer – og det kan smages!

Fyld der stimulerer smagsløgene – yummi!

Pita Planet rocker for vildt! Konceptet er gennemført. Alt skulle være hjemmelavet. Pitabrødet bliver lavet på stedet. Et grovere alternativ til det helt hvide klassiske pitabrød, som vi ellers kender. Det nybagte dampende pitabrød er et kæmpe plus for smagsoplevelsen. Sprødt udenpå, lunt og svampet indvendig. Det er lækkert med ingredienser som rødkål, kikærter og coleslaw, der ikke traditionelt kommer i en pita. Giver en god crunch, når vi bider os gennem de forskellige pitaer fra Pita Planet. Generelt er dressingen godt fordelt i alle pitaerne. Ikke kun i toppen eller i bunden. Det gør meget for smagsoplevelsen.

Alle pitaer er fyldt til randen, men vi føler os ikke “spist af” med fyld. Der er heldigvis ikke sparet på kødet eller falaflen i nogle af pitaerne.

En (pita) for alle – alle (pitaer) for én

Der er et pænt udvalg ved Pita Planet. Alle kan være med. Hvad enten du er vegetar eller ej. Lidt for enhver smag. Pitaerne laves med falafel, kylling, lam, bøf eller oksefilet. Som noget nyt fås pitaerne også som salater – det vil sige uden pitabrødet – således kan glutenallergikere nu også være med. Thumbs up!

En varm anbefaling til pita med falafel, der bliver vores favorit. Måske også bare fordi, vi er totalt falafel-fans. Vi er vilde med tanken om, at vi spiser vegetarisk, når vi får falafel. Og alligevel savner vi ikke kød. Men, en falafel er ikke bare en falafel. Puha, hvor er vi blevet skuffede op til flere gange. Det kan være en super trist oplevelse at sætte tænderne i en blød kedelig falafelkugle, der nærmest råber højt, at den ikke er nylavet.

Heldigvis, får vi en super god falafel-oplevelse ved Pita Planet. Falaflen er tilpas krydret, saftig og med et let bid. God sprød. På trods af en ellers propfyldt pita, med mange andre ingredienser, er smagen af falafel dejligt gennemtrængende. Vi får, med anbefaling fra det ellers sjove og kække personale, falafel-pitaen med hummus som smørelse. Hummusen, der er en slags purré lavet på kikærter, går rigtig godt hånd i hånd med falafel. Der tilføres en dejlig cremet konsistens til pitaen.

 

Pitaen med grillet kylling er det sikre valg for dig, der ikke søger en sindsoprivende madoplevelse. Du får præcist, hvad du forventer. Vi synes faktisk, det er en lidt kedelig oplevelse, sammenlignet med det øvrige udvalg ved Pita Planet. Smagen af kylling forsvinder næsten væk i alt det andet fyld, der er i pitaen.

Pita med grillet lam er en god oplevelse. Mest af alt, fordi vi ikke er vant til at spise lam til hverdag. Normalt forbinder vi lam med et spise, vi får til påske. Lammekødet er mørt. Og til alle Jer, der frygter smagen af uld, vil vi gerne bekræfte, at denne ikke eksisterer ved Pita Planets lam. Lamme-smagen er ikke dominerende, men meget mild. Vi får anbefalet chili-dressing hertil. Det spicer pitaen dejligt – der er godt krudt i den chili!

Pita med grillet oksefilet ligger lige ét niveau højere på kvalitets-skalaen, sammenlignet med falafel og kylling. Ikke helt så snasket. Den grillede oksefillet er overraskende god, taget prisen i betragtning (60 kroner). Mørt. Saftigt. Smagen af grill kommer til sin ret, og dominerer heldigvis de mange smagsindtryk fra fyldet.  

Er det tilladt at brokke sig over en overfyldt pita? 

Det eneste minus var, at pitaen næsten var overfyldt. Det gjorde den lidt svær at spise håndholdt. Vi vil på ingen måde anbefale Pita Planet til en første date. Pitaen kunne umuligt spises på en charmerende måde. Heldigvis er vi ikke på Street Food for at imponerer omgivelserne, men for at blive mætte – og det bliver vi bestemte med en pita fra Pita Planet.

Vi spørger os selv, om det overhovedet er tilladt at brokke sig over en overfyldt pita? Vi bliver hurtigt enige om, at det ville være dumt. Vi har virkeligt bare fået meget for pengene. Og det kan jyder som os godt lide!

Dommen

Vi synes, at vi får rigtigt meget for pengene ved Pita Planet. Alle pitaerne ligger mellem 50 kroner – 60 kroner. Det er faktisk i den billige ende, hvis vi sammenligner med det generelle prisleje for et måltid på Street Food. Alle pitaerne fås også som menuer, hvor der kommer crispy fries som tilbehør. Det koster 30 kroner ekstra at få en menu. Vi er dog fuldt ud mætte efter blot én pita fra Pita Planet. Vi vil derfor mene, at din sult skal være stor (eller du skal være ekstrem glad for fries), hvis du går all-in, og tager en menu ved Pita Planet.

 

Sidst skal der lyde en stor ros til personalet for den kække og behagelige betjening, selvom der næsten altid er lang kø ved Pita Planet. Det betyder noget, at der langes ligeså mange smil over disken som pitaer.  

Se mere om Pita Planet her

 

Takeaway Se alle

Udvalgte artikler Se alle