//Restaurant

Unik, i en tid fyldt med kopier – CANblau og den moderne spanske tapas!

Af Redaktionen

At CANblau scorer flere gæster, end Don Juan scorer damer er vel ikke nogen hemmelighed – eller er det? Den store spanske tapasbar ved Vor Frue Kloster i Aarhus holder både niveauet og kursen, selv om tapasbaren er populær og velbesøgt. Ret ofte er der fuldt hus. Netop fuldt hus var der, den aften vi var forbi, for at anmelde dem. Nu er fuldt hus ikke altid negativt. Der kan fint være noget godt over en fyldt restaurant, hvor der er et leben, som på en restaurant midt i Barcelona. Så jeg eller vi havde de positive briller på med hensyn til de mange gæster.

Aarhus’ svar på elBulli

Jimmy Holm er navnet på køkkenchefen. Hvis du bare kender det mindste til kokkebranchen, vil du kende hans navn. Han har arbejdet på den legendariske spanske restaurant elBulli, der i en årrække var verdens bedste restaurant. Maden eller en del af den, er inspireret af Ferran Adrià på elBulli, men nyfortolket af Jimmy Holm og hans crew.

Restaurant Canblau i Aarhus

Enkelt menukort – kryds uden bolle

At bestille mad på CANblau er ikke verdens letteste opgave. Der er nok at vælge mellem, og kunsten at begrænse sig er lettere sagt end gjort. Vi gik pænt amok med krydserne og valgte lidt af hvert, både personlige retter og retter som vi kunne dele. Delemad kan være cool, især hvis man deler med en, som ikke spiser så meget.

Bestillingseddel på CANblau i Aarhus

4–0 til CANblau fra start

Vores fire første tapas kom på en gang. De bestod af marinerede rejer og frissesalat med aioli til 78 kroner. En slags CANblau klassiker vil jeg mene, eftersom jeg har bestilt den en del gange. Aiolien var moderat i smagen, fint nok, for så var der plads til at smage de marinerede rejer.

Marinerede rejer på CANblau i Aarhus

Flamberet rimmet laks med goma dressing (klassisk japansk), hvor smagen af sesam var tydelig. I udkanten var en markant grøn dildolie. Ellers var der peanuts og skovsyre ved laksen. På toppen var der puffede ris. En enkel ret, i en størrelse som jeg vil betegne som stor tapas. Laksen var perfekt flamberet. Ingredienserne spillede fint sammen, dog syntes jeg ikke, de puffede ris gjorde noget ved retten. Prisen var 98 kroner.

Flamberet rimmet laks på CANblau i Aarhus

Tapas med røget og let flamberet ål, håndpillede rejer, løgcreme-marmelade, fransk vild brøndkarse, emmentalerchips og en smule revet citronskal. Så enkelt kan det gøres, hvis man ellers kan finde ud af det. Og det kan de, på CANblau. Ålen var i sig selv fantastisk, men løgmarmeladen smagte som ind i himlen godt. Et bud var, at den var godt kogt ind med fløde, men bottom line var, at retten var en af de bedste retter, jeg nogensinde har smagt med ål – og så kostede den kun 108 kroner.

Tapas med røget og let flamberet ål på CANblau i Aarhus

Tre gange krabbesalat mellem kartoffelchips og med avokadocreme på toppen. Salaten var lavet på krebsehaler og plukket krabbekød. Den var på ingen måde fed, selv om den var vendt i mayo og creme fraiche. En smuk servering, hvor man kunne smage krabbekødet. Prisen var 88 kroner.

Tre gange krabbesalat på CANblau i Aarhus

De tre første fungerede som opstart, og var hver især fint skarpe, især de to sidste.

 

Mellemretten var et par gange friskrørt gedeost på grillet brioche. På toppen var der koldsyltet pærer, en tøffel-honning sirup og en syrlig reduceret balsamico. Pynten var nyplukket skud fra krydderurter. Her fik vi en perfekt tilberedt gedeost i den milde ende. Flot servering, hvor syre/sødme balancen var til topkarakter. Gedeosten kom lidt i baggrunden på grund af den syrlige balsamico og den søde trøffel-honningsirup. Men samlet set, en klasse tapas.

Friskrørt gedeost på grillet brioche på CANblau i Aarhus

Hovedretterne eller vores ”store” tapas bestod af en omgang jomfruhummer-bisque med kammusling. Svampepuré af Karl Johan svampe i bunden til 88 kroner. Okay servering. Kraftig bisque, men ikke aftenens bedste servering.

Jomfruhummer-bisque med kammusling på CANblau i Aarhus

Kan trøfler være kedelige?

Lys ristet toast med kogt skinke, trøffel og mozzarella til 78 kroner. Umiddelbart lyder det kedeligt, og da serveringen kom, så det også en smule kedeligt ud. Men nej, det smagte ikke kedeligt. Fint indslag, hvor trøflen tog alt opmærksomheden. Det var den, vi kunne smage. Gennemtrængende og helt suveræn. En oplagt dele servering. Der kom fire styk, og det er for voldsomt til en mand, men fint til 2 eller 4 personer.

Lys ristet toast med kogt skinke, trøffel og mozzarella på CANblau i Aarhus

 

Fortsætter på næste side…

 

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle