//Restaurant

Anmeldelse af Krofatter’s mad- og ølbar

Af Pernille Søborg

Krofatter’s mad- og ølbar ligger i Guldsmedgade i Aarhus. Mad og ølbaren blev startet af Daniel Busch Hansen, den tidligere ejer af Den Lille Kro. Men han er i dag helt ude af billedet. Dengang stod det på dansk tapas(dapas), men sådan er det ikke mere. Faktisk blev han købt ud 14 dage efter, de åbnede. I dag er det Jan Johansen, der er køkkenchef. Krofatter´s byder på moderne og klassiske danske retter. Mad, som vor mor troede, hun lavede det, står der på tjenerens skjorte. Det er sin sag at lægge sig ud med mødrene, så vores forventninger blev skruet i vejret.

 

Her kan du få slukket tørsten

Bordet var klart, da vi kom. Vi nævnte straks efter ankomsten, at vi havde købt en Spotdeal på et frokostbræt. Derudover bestilte vi tre stykker uspecificeret smørrebrød. Bestillingen blev fluks givet videre. Til dansk mad hører sig god øl. Krofatter´s har, som de eneste i Aarhus, allieret sig med det fynske mikrobryggeri Coisbo Beer. Derudover har de Jacobsens og Ugly Duck. 10 haner med Coisbo Beer var der at vælge mellem. Tjeneren havde styr på anbefalingen af øl. Hun vejledte godt og lyttede til, hvad vi var til, og tænkte også på, hvad vi skulle have at spise. Vi bestemte os for en Coisbo Beer – Urban Haze Pale ale med hyldeblomst og en Coisbo Queens Desire weissbier.

Hjemmelavet flæskesvær på Krofatter’s mad- og ølbar

Øllene blev serveret straks efter, og en lille skål med flæskesvær kom på bordet. God stil! Lækre svær med en snert af chili, som gav en naturlig tørst.

 

Frokostbrættet

Frokostbrættet til 115 kroner (spotdeal pris) var med dagens udvalg af kød, fisk og charcuterie. Hertil hjemmebagt surdejsbrød og hjemmerørt løvstikke mayo og smør. Leverpostej med bacon, to rustikke spegepølser, spæde salater, Tomme de Savoie og dansk brie. Første indtryk af brættet var, at det var i størrelse small. De rustikke pølser var skåret i tykke stykker. Dejligt, man kunne smage det, og de ikke kom i tyndtskårne skiver.

Dagens frokostbræt på Krofatter’s mad- og ølbar

Leverpostejen havde smag af lever. Tak for det. Den var god fast i det. Vi spiste op – også af brødet. Trods det første indtryk af størrelsen, så blev vi mætte.

Brødkurven på Krofatter’s mad- og ølbar

Til brættet bestilte vi en Coisbo Beer – Urban Haze Pale ale med hyldeblomst. 5,3% er der i den. En sommerøl. Forfriskende med smag af humle, hyldeblomst og passionsfrugt. Prisen var 55 kroner.


Krofatters smørrebrød

3 stykker uspecificeret smørrebrød til 158 kroner. Den dag, vi var forbi, bestod det af røget ål, spegepølse og fiskefilet. Den røgede ål var med syltede rødløg, rustik relish med blomkål og broccoli samt røde rødbedespirer på toppen. Nederst var der friskbagt rugbrød med mange kerner smurt med smør. Generelt et klasse stykke smørrebrød med smag af mere. Knivskarpt og smukt. Det giver respekt, når man har røget ål på kortet. Tak for det.

Tre stykker uspecificeret smørrebrød på Krofatter’s mad- og ølbar

Fiskefileten var smørstegt. Tilpas stegt, så den var dejlig saftig. Ovenpå fileten var der rejer, ørredrogn, hjemmerørt løvstikke mayo og dild på toppen. Mayoen var i konsistens tynd og uden den store smag. Fiskefileten havde meget smag i sig selv og spillede godt sammen med brødet, smøret og mayoen. Lidt salt havde været godt, men det kunne vi jo selv klare ved bordet. Helt sikkert et dejligt stykke.

Smørstegt rødspætte

Det tredje stykke var med spegepølse, cornichoner, rå løg og friteret tynde skiver pastinak. Et helt igennem anstændigt stykke, uden overflødig og forstyrrende elementer.

Stykket med spegepølse på Krofatter’s mad- og ølbar

Coisbo Queens Desire weissbier 4,8% blev valgt til smørrebrødet. God madøl til 45 kroner. De gode øl fristede, og vi bestilte yderligere to. 5th Avenue og Krofatter´s valgte vi denne gang. Igen dejlige øl, der kostede 55 kroner stykket.

 

Hyggelige lokaler

Der er lidt over 60 pladser på Krofatter’s. Tre hyggelige lokaler med forskellige indretninger. Høje stole og sofaer langs væggene samt baren er at finde i lokalet, du træder ind i. Inde bagved er der et lille lokale, der kan lukkes af, og ude ved det åbne køkken er almindelige borde og stole. Den stille musik skaber tilbagelænet stemning, og der er plads til at tale sammen eller holde et møde. Fredag er der dog gang i den med billige øl og højere musik.

 

Køkkenet har sent åbent

Der er ikke mange steder i Aarhus, man kan få mad efter klokken 21.00. På Krofatter´s lukker køkkenet klokken 22.00 eller 23.00 afhængigt af ugedagen. Stor respekt for det! Det er ofte en tam fornøjelse at gå sent ud at spise i Aarhus, da man ofte må ty til shawarma eller pizza, hvis man er sulten hen på aftenen.

Krofatter’s mad- og ølbar i Aarhus_

Prisen

368 kroner var prisen i alt. Det var for et frokostbræt købt på Spotdeal, tre stykker smørrebrød samt fire øl. Det må siges at være en fin pris for mad og øl. Lige nu kan du købe en Spotdeal, hvilket gør prisen lavere. Hvor længe du kan det, ved jeg ikke, men vi har allerede købet et par stykker til. Det er en god pris for en frokost.

 

Vores vurdering

Krofatter´s mad- og ølbar er helt sikkert en oplevelse værd. Det er god og velsmagende mad til prisen. Stemningen er hyggelig og tilbagelænet. Betjeningen var venlig og imødekommende. Der var styr på tingene. Krofatter´s har et godt og spændende udvalg af øl, og ikke mindst er det muligt at få noget at spise hen på aftenen. Det er der ikke så mange steder som kan tilbyde. Fokus er på at give gode oplevelser til gæsterne både øl- og madmæssigt. Det fik vi!

Vi vil anbefale et besøg på Krofatter´s mad- og ølbar til dansk mad med et twist og mange spændende kvalitetsøl.

 

Krofatter’s mad- og ølbar

Guldsmedgade 32
8000 Aarhus C
Telefon +45 86 18 44 88
Mail info@krofatters.dk
Website

 

Åbningstider
Mandag til onsdag 12:00-22:00, køkkenet lukker kl. 22:00
Torsdag til lørdag 12:00-02:00, køkkenet lukker kl.23:00
Søndag lukket
[mappress mapid=”691″]

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle