Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En tur i mormor-køkkenet – Kalø Slotskro ved ruinen og bugten!

Af Line Ingwar Karlsen

Ved Kalø Slotsruin ligger et sort træhus. Det er smukt og ikke nyt. Kalø Slotskro er navnet. Ikke et prangende sted. Tværtimod. Det minder mest af alt om en velholdt jagthytte. Faktisk er det et held, det ligger der. Kroen skulle have været revet ned, da der skulle bygges et nyt informationscenter til Mols Bjerge på grunden. Det er udskudt flere gange. Indtil 2017 sker der ikke noget med Slotskroen. Derefter er fremtiden uvis.

Kaløs Slotskro_

Bundsolidt menukort

Menukortet er ikke moderne. Lidt landevejskro-agtigt. Men det er der nu heller ikke noget galt i. En af forretterne var noget italiensk antipasto, hvilket ikke passede ind i stilen på kortet. Ellers var der meget okse at finde, og et stjerneskud udgjorde fisken på kortet. Signatur-retten hed Kaløgryden med mørt okseinderlår med grove fritter og ris til. Den indgår i kroens to retters menu til 218 kroner med fri salatbar og dagens dessert. Gryden er ad libitum, hvilket flere af gæsterne øjensynligt sætter stor pris på. Umiddelbart en sympatisk pris.

Hyggelig indretning på Kalø Slotskro

En klassiker som er bedre end mormors

Mørt oksekød i flødepaprikasauce er en ret, alle kan lide. Den her var i den milde ende. Paprikaen var ikke gennemtrængende, men det var let at smage den. Der var store stykker kød i og ikke andet, ud over saucen og meget små stykker rød peber. Hvis du er typer, som vil have grønt til, så er det i salatbaren, du skal finde det.

Her er tale om meget mad her - Kalø Slotskro

Tjeneren anbefalede, at vi kunne drysse mango, kokosmel og en sød chili henover vores ret. Jeg spurgte, om det ikke mere var ristaffel, man brugte den slags tilbehør til, men han var ikke med på, hvad jeg talte om. Så vi lukkede den der. Vi fulgte hans anbefaling, men der var bred enighed ved bordet om, at Kaløgryden smagte markant bedre uden. En ganske velsmagende omgang, som klart kan anbefales.

Kaløgryden på Kalø Slotskro

Dagens dessert

Desserten var friske jordbær med softice. Jordbærene var søde og klart en vinder. Softicen var, som sådan noget nu engang er. Retro uden så meget snak.

Dagens dessert på Kalø Slotskro

Retro salatbar

Der går lang tid mellem, jeg ser en salatbar. Det er ligesom om, tiden er løbet fra det koncept. Idéen fejler ikke noget, blot kræver det hyppig udskiftning af skålene i baren. En salatbar, der ikke er frisk, er totalt kikset. På Kalø Slotskro holder de fast i salatbar-konceptet. Salaten er frisk, og den ser ganske indbydende ud. Valgmulighederne var begrænsede. Den var med i prisen på menuen, så vi måtte da op i køen. På de her kanter virker det helt naturligt at stå i kø i en salatbar.

Retrosalat på Kalø Slotskro

582 kroner i alt

Fire retter, med drikkevarer, til 582 kroner er ikke dyrt. Vi drak et glas af husets vin til 58 kroner og en stor øl til 48 kroner plus to gange kaffe til 60 kroner (til desserten). Den pris kan man ikke tillade sig at blive fornærmet over. Vi var stopmætte og godt tilfredse. Da vi gik derfra, var restauranten fyldt med gæster. Mange af dem var stamkunder, kunde vi se. Betjeningen kendte dem og vidste nærmest, hvad de skulle have at spise. Vores to tjenere var unge. De vidste ikke så meget om vin og drikkevarer, men de havde styr på maden. Vi skal ikke klage. De var friske og meget nede på jorden. Vi manglede på intet tidspunkt noget.

Fuld hus på Kalø Slotskro

Udsigten fås ikke meget bedre

Turen til Kalø Slotskro let. Motorvej til Rønde og 4 km mod Femmøller så ligger den der i svinget. Bugten ligger lige uden for kroen, og udsigten til slotsruinen og havet er smuk. Det er ren idyl. Mange vælger at gå en tur før eller efter et måltid på kroen. Det er også oplagt.

 

Vurdering

Det er ikke stor gastronomi, vi har med at gøre på Kalø Slotskro. Det er solid mad i mormor-genren. Det smager godt. Der er noget velkendt over maden. Der er en tryghed i gryderne. Portionerne er store – og især hvis det er ad libitum. Der er ikke sparet på noget. Mit bud er, at de fleste kommer her for at blive godt mætte. Et kig rundt ved bordene afslører, at der bliver gået til den. Folk tager flere gange og spiser op. Maden er lavet fra bunden. Det ses og smages tydeligt. Ros for ærligheden, og at kroen ikke giver sig ud for mere, end den er. Det er befriende med restauranter, der ikke alle skal op i toppen af gourmet-genren.

 

Kalø Slotskro

Molsvej 31
8410 Rønde
Telefon: 40 97 98 06
Mail: info@kaloslotskro.dk
Web: http://kaloslotskro.dk/

 

Del artikel

Andre læser også