Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fed Fredag på Restaurant Terrassen i Friheden

Af Freja Dumont

Restaurant Terrassen i Tivoli Friheden er en ældre herre. I 1904 slog den gamle træpavillon dørene op i Havreballeskoven i Aarhus, hvor man i hestevogne tog ud for at få sin frokost med dertilhørende snaps. I 1927 fik restauranten tilbygget en sal, og i dag ligger kultursalen Hermans på denne placering. Hermans og Restaurant Terrassen samarbejder omkring større arrangementer med mad og forestillinger.

Smukke lysekroner på Restaurant Terrassen i Friheden

Denne fredag aften var der gang i den i Tivoli Friheden, hvor Fed Fredag havde samlet det unge publikum og deres forældre. Sangeren og teenageidolet Christopher var hovedattraktionen, og Citybois skulle varme op. Jo, der var fuld fart over feltet, og vi var glade for, at døren var lukket til restauranten, og vi kunne falde ind i en afslappende atmosfære i de elegante omgivelser.

 

Travlhed og manglende overblik

Der er flere indgange til Restaurant Terrassen. Vi kom ind gennem Hermans. Der var travlt, og det var svært at finde ud af, hvor vi skulle henvende os for at få vores bord. Da vi endelig blev “set”, var det utrolig smilende og venlige tjenere, der betjente os. Vi fik bord i midten af det første lokale. Et dejligt lyst og veldækket bord.

Restaurant Terrassen i Friheden en sen sommeraften

Aperitif til snack

Vi startede med en aperitif. En husets aperitif af Cider, Calvados og æble til 60 kroner. Der var ikke meget brus i, og den smagte mere af sløv cider, end den friske og sød aperitif vi havde forventet. Vi spurgte, om det kunne passe, og tjeneren hentede straks en ny. Respekt for det. Det andet glas var klart bedre. Crement de Bourgogne rosé til 65 kroner var den anden aperitif. Den var frisk og en smule syrlig i smagen.

Lidt blandet vin på Restaurant Terrassen i Friheden

Bordene var dækket med hvide duge og så elegante ud i det smukke lokale. På bordet stod hjemmebagt brød, dip af rørt smør med citronolien, grissini, saltede mandler og nødder. Brødet havde nok stået på bordet for længe, da det var tørt på den side, der lå opad. Vi dykkede lidt ned i brødkurven og fandt et luftigt stykke med god smag. Dippen og vandet var desværre lunt. Vi havde foretrukket, at begge dele var kolde.

 

Ikke det store udvalg

Hver fredag laver køkkenet en tre-retters menu, hvoraf du kan vælge to eller tre retter alt afhængig af, hvor sulten du er. Vi valgte de tre retter til 300 kroner, og spurgte ind til det sparsomme vinkort, som tjeneren ikke vidste meget om. Men hun mente bestemt, at husets vine passede til for- og hovedretten.

Forretten bestod af håndpillede rejer med røget kartoffel, rygeost, radiser og urter. Tallerkenen bar præg af, at den havde stået klar med salaten i lidt tid og derefter, når bestillingen kom, blev der lagt fjordrejer og resten af ingredienserne på. Derfor var salaten kedelig og lidt slatten. Fjordrejerne med dild havde meget smag og passede godt sammen med rygeosten. Der var bid i kartoflerne, der var letrøgede og med estragon omkring. En præsentabel og frisk sommerret.

Forret på Restaurant Terrassen i Friheden

Vi fulgte tjenerens anbefaling og valgte en halv flaske af husets hvidvin til 160 kroner. En Casa Mayor Chardonnay 2014 fra Chile, der har en let grønlig farve og en god frugtig fylde. På ingen måde en anstændig vin til maden. Prisen var i orden.

Stor hovedret

Til hovedret blev der serveret sprængt kalvefilet med skovens svampe, syrlige majs og sherrysauce samt kartoffelpuré på nye kartofler med persille og estragon, gulerødder og friske krydderurter. Tre store stykker kød. Okay smag. Det var en fast og cremet kartoffelpuré samt gulerødder og majs med let bid. En stor og præsentabel portion, vi her blev præsenteret for. Fin hverdagsmad. Husets rødvin Protocolo Tempranillo 2013 fra Spanien til 50 kroner var det eneste, der var at købe på glas. En letdrikkelig, rubinrød rødvin, der duftede af modne, mørke bær. Den gik fint sammen med sherrysaucen. Flere vine på glas er vores ønske.

Hovedret på Restaurant Terrassen i Friheden

Udendørs dessert

Citrontærte med rom- og myntemarinerede bær, samt vanilleis og karamel var hvad desserten bestod af. Vi valgte at tage den med udenfor, så vi kunne høre lidt af musikken og de skrigende teenagerne. Vanilleisen havde meget smag, og der var brugt friske bær. Tærten var dog intetsigende, men så flot ud på tallerkenen.

Dessert på Restaurant Terrassen i Friheden

Begrænset anvendelse

Restaurant Terrassen har kun åbent om fredagen, og her er der kun den to- eller tre-retters menu at vælge. Restauranten kan rumme op til 250 siddende gæster. Øvrige dage kan der bestilles pladser til større arrangementer og konferencer, men ingen a la carte. Er vejret godt, kan man nyde lidt at drikke i Risings Have, lige uden for restauranten, hvor bøgehække og blomster omkranser stedet. Der kan sidde op til 50 personer i Risings Have, og til Fed Fredag kan der reserveres bord, og det er muligt at se scenen og høre musikken derfra.

Risings Have i Friheden

Pris

300 kroner for tre retter er der ikke noget at sige til. Det var fine anretninger, og der var god smag i maden, hvor de enkelte ingredienser spillede godt sammen. Vi betalte i alt 935 kroner for to gange tre retter, to gange aperitif, en halv flaske hvidvin og et glas rødvin. Det var fair.

Gæster - Restaurant Terrassen i Friheden

Vurdering

  • Alt i alt havde vi en god aften på Restaurant Terrassen. Vi blev godt mætte, maden var serveret præsentabelt, og betjeningen var smilende, snakkesalige og præsenterede maden godt. Den gamle arkitekttegnede restaurant, med de elegante ruder, krystallysekronerne, spejlvæggene, træskærerarbejdet og kunsten skaber en dejlig atmosfære. Det er dog som om, restauranten vil mere, end den formår, og den sidste finesse mangler.

 

  • Der skal rettes op på modtagelsen, hvor et simpelt skilt med vent her og få anvist dit bord, vil skabe ro for både personale og gæster. Også kommunikationen mellem de tre tjenere omkring vores bord, skal der arbejdes med. Aperitiffen havde vi set sammen med snacks og brød og ikke sammen med forretten og hvidvinen, og ønsket om at vente med hovedretten og selv sige til, når vi var klar, blev ikke opfyldt pga. dårlig kommunikation.

 

  • Som det sidste og ret væsentlige skal friskheden i al maden være i orden. Det nytter ikke, at brødet når at blive tørt, dippen og vandet varmt og at forretten bærer præg af, at være tilberedt langt ingen gæsterne er ankommet. Det er for sjusket.

 

  • Det er oplagt, inden Fed Fredagens koncert går i gang, at hygge sig på Restaurant Terrassen med en tre-retters menu og et glas vin eller en øl. Du kan med fordel blive siddende i haven og lytte til musikken efterfølgende, med mindre du vil op foran scenen. Booker du bord før kl. 18.00 på Fed Fredag og viser din booking i Hovedindgangen, så koster entréen kr. 50 kroner pr. person.

 

  • Prisen på 300 kroner for 3 retter er fair, og den smukke restaurant fortjener service og mad på et højere niveau. Vi glæder os til at se, hvad de næste tre-retters menuer består af og til at besøge den historiske restaurant i træpavillon´en igen.

 

Restaurant Terrassen

Skovbrynet 5

8000 Århus C

Telefon 86 14 29 00

 

 

Del artikel

Andre læser også