Jan L Pedersen - FF ved åen i Aarhus - delemad og social dining ved siden af Ferdinand
//Restaurant

En godt gemt hule – FF er baggårdens lysende stjerne

Af Jan L. Pedersen

Hvis vi skulle komme med et bud på en af byens bedst gemte restauranter, ville FF helt sikkert være et bud. Det er restauranten, du skal vide, hvor ligger. Men hvis du én gang har været der, glemmer du det ikke igen. For de gør det helt forrygende godt og har formået at finde et niveau, som appellerer til alle. Både fornyelse og mere klassiske serveringer har plads på menukortet her. Det gennemgående træk er, at der er utrolig meget smag i maden. Skønt. FF gør en del i social dining. Det er en betegnelse for mad, der bliver serveret som deleretter i stedet for dine egne individuelle anretninger.

FF

Cocktails fra øverste hylde

Vi indledte aftenen med en cocktail og et glas champagne. Quincessential hed cocktailen, der var med vodka, quince, white wine vinegar, lemon sirup og mineralvand. En sød cocktail med et syrligt twist, der passede fint til snacks og charcuterie. 95 kroner. Champagnen var Perrier Jouët. Grand Brut. Et okay glas, hvor blomsterduften sprang op af glasset. 100 kroner for et glas. Helt igennem et ærligt glas.

Casual Eating

Størstedelen af gæsterne bestiller casual eating-menu til 365 kroner for 12 serveringer. Det gjorde vi også. Det er til deling ved hele bordet – og da vi kun var to, var det til at overskue. Der var snacks, charcuterie, fisk, kød og grønt samt dessert. Det er de fem grupper, serveringerne er placeret i. Men ud over hittet her, så har FF også et fint a la carte, hvor der blandt andet er coté du boeuf.

Snacks

De fem snacks bestod af croquetter med confiteret and, svampe og estragon creme, onionrings med saté mayo lavet på soltørrede tomater, brioche med røget krondyr og rejer med grøn karry i en let mayo.

Charcuterie

5 forskellige slags pølser blev serveret på et bræt. Dertil oliventapenade, brunet smør, syltede rødløg og rød peber tapenade spiced up med asiatiske krydderier, samt to slags friskbagt brød til. Der var spanske og italienske pølser, plus lidt vindblæst gris fra vest for Silkeborg. Det var, hvad serveringen bestod af. Charcuterie er en massebetegnelse, som alt for ofte bliver misbrugt. Men ikke her.

FF

Fisk og suppe

Vinteren i Danmark skriger på suppe. Så FF har som regel en suppe på, i vinterhalvåret. I dag var det en hummerbisque med ristet mørksej. Klassisk tilberedt, og cremet med fin sødme. Velsmag uden så meget snak. En pleaser-servering, som de fleste elsker.

Den anden omgang fisk var rimmet laks med en tynd bund af abrikos og tranebær. En syrlig lemoncreme, hasselnødder, nøddechips og salat var også i serveringen. Laksen var mør, og godt rimmet. Spændende servering med mange elementer på.

Kød og grønne serveringer

Svineterrine med 3 slags gris. Confiteret svinebryst, sprængte kæber og langtidsstegt nakkefilet. Syltede rødbedegele, gulebeder, ristede grønkål og rosenkål samt fløde-urtesauce. En smuk anrettet portion, hvor især kødet tog kegler. Velsmagende, mørt og en helt igennem flot komponeret ret. 

Det grønne element var langtidsbagt selleri, friteret persille og stikkelsbærskompot med karry og en snert af chili. Dertil en selleriskum.

Sliders med pulled svin, hjertesalat og en løvstikkemayo. Fin servering, hvor kødet var ren verdensklasse. Saftig og igen med utrolig meget smag i. Tak.

Sliders hos FF

Desserterne

Ymerfromage med makron, is og bagt æble. Dette var ikke en deler – heldigvis, for der havde nok været lidt kamp om den.

Deledesserten var en fransk chokoladekage med sprød karamel, og syltede tranebær, tranebærguf, tranbærsorbet og kørvel. Begge var spændende desserter og igen på et højt niveau, men ikke mindst de smagte godt.

Til desserterne blev vi anbefalet at prøve to cocktails. Den ene var Sweet Velvet, der bestod af bourbon, orgeat sirup, citron og mandelskum. Sød var den og næsten en dessert i sig selv. Den anden var en Locheed SR-71 lavet af gin, bærpure, maraschino liquor og citron. Her var god syrlighed, der passede godt til desserterne. Prisen var 95 og 100 kroner.

Her er rart at være

Der var en dejlig tilbagelænet stil på FF. Intime lokaler som var drønhyggelige. Interiøret var varieret. Sofaer, stole med skind og levende lys. Loungemusik strømmede ud af højtalerne. Hvis der skulle skrives en ny tjenerbog, hvilket måske var på høje tid, så var vores tjener en oplagt rollemodel til den. Betjeningen her var uden så meget smart i en fart. Rolig og ukompliceret. Der var ingen lange fortællinger om ingenting. Han havde stor viden. Det kom fra hjertet, og var skarp på både mad og vin. En betjening til topkarakter, og som vi sjældent ser i Aarhus.

Hvad drikker man til 12 serveringer?

Det hele var i orden. Vi bestilte en pinot Nero fra Gianni Tessari. Prisen var 500 kroner for en flaske. De serveringer, som vinen ikke passede til, drak vi champagne og cocktails til. Men når maden er på et så højt niveau, som tilfældet var, så synes jeg, der skal mere fokus på vinen. Jeg så meget gerne flere vine på glas, og ikke mindst en vinmenu, som var afstemt til maden i de forskellige “heats”. En til snacks, en til charcuterie, en til fisken, en til kød og grøntserveringerne og en til desserten. Jeg indrømmer gerne, at det ikke er verdens letteste opgave at sætte vine til 12 serveringer, og det mener jeg heller ikke, man skal. Men med en fire til fem forskellige slags bør det være muligt at ramme maden.

 

Vores regning

I alt kom vi af med 1.690 kroner. Maden koster kun 365 kroner per person. Sjælden set value for money. Vand med brus koster 35 kroner per person, og så får du alt det, du kan drikke. Drikkevarerne løb op i 960 kroner, hvilket helt og aldeles var vores egen skyld. Champagne, en flaske vin og tre cocktails er jo ikke blot for at slukke tørsten.

Det mener vi om besøget:

Maden var ren opvisning i (vel)smag. 12 serveringer på det her niveau til 365 kroner fås ikke billigere i Aarhus. Der var utrolig god bredde i serveringerne og der var meget smag. Det var store portioner. Delevenlig gourmetmad uden så meget snak. Vi blev mætte og var helt igennem tilfredse med FF. Betjeningen var forrygende god. Lokalerne inde i baggården var hyggelige og lidt huleagtige. Hvis du er ved åen i Aarhus, så gå gennem porten ind til baggården. Fordelene er mange. Ikke mindst, du får en anderledes restaurantoplevelse som på mange måder skiller sig ud. Vi giver hermed FF vores allerbedste anbefaling med på vejen. Mindre ville være uforskammet.

 

FF

Åboulevarden 30 – inde i baggården
8000 Aarhus C
Telefon: +45 87 32 14 44

Website:

[mappress mapid=”722″]

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle