//Takeaway

Anmeldelse: SushiMania i Viby – bedste sushi i Aarhus til prisen?

Af Jan L. Pedersen

Som de fleste kunder vurderer vi, hvad vi får for den pris, vi betaler. Det er der ikke noget nyt i. Kun naturligt. Men nogle gange hænger tingene bedre sammen end andre. Vi føler, vi har gjort en god handel.

 

Der er flere grunde til, at jeg synes, SushiMania gør det godt. For det første laver de forrygende god sushi til prisen. For det andet har de høje kvalitetskrav. For det tredje er deres forretninger i Aarhus rene og pæne. Der lugter ikke af fisk. SushiMania er en sushikæde med 21 butikker spredt rundt i Danmark. Det har dog ikke været på bekostning af kvaliteten, da SushiMania i Viby er en af de “nye” forretninger.

Bredt udvalg

Udvalget hos SushiMania er pænt stort. Ikke for stort, men de har et flot udvalg. Om du vælger deres bokse eller pick’n’mix, bestemmer du selv. Men umiddelbart får du mere for pengene, hvis du napper deres bokse. Dog efter udvalget i pick up større. Vi valgte begge dele. En Boks B til 150 kroner for 16 stykker og en Boks C til 200 kroner for 20 stykker. Ud over det valgte vi 8 forskellige stykker, blot for at smage dem. Prisen var 93 kroner. Men du kan også få 8 stykker til 45 kroner. Det er stykkerne som afgør prisen. 

Visuelt appetitlig

Sushien kom hurtigt. Det meste var lavet, så det gode her var, at der næsten ingen ventetid var. Vi kom ikke lige i myldretiden. Ankomsten var lidt før. Det første, der slog os, var farverne på den sushi, vi kunne se. Rene og flotte farver mødte os. Det er let at se, om tunen, laksen eller rejerne var friske. Det var de her.

Risene er (alt)afgørende

Marineringen af risene var spitze og med god smag. At risene er perfekte er ufattelig vigtig i sushi. Alt for mange sjusker her. Men både konsistens og smag var i top. Ingen tvivl om, at den asiatiske sushikok havde fuldstændig styr på sushiris.

Enten eller

Jeg var ret tilfreds med stort set det hele. De stykker med tofu var jeg dog ikke vilde med. Sojabønneost og mig har aldrig været gode venner. Men dem kunne jeg jo fint undgå, hvis jeg valgte pick’n’mix. Den med chicken nuts er i en Boks C. Fire styk. Vi valgte den kun, fordi min makker gerne ville smage dem. Ret skal være ret. De smagte ganske fint, selvom jeg helst havde set nogle stykker med fisk i stedet for.

Chilimayoen valgte vi blot for at smage den. Den er populær, men jeg undlader oftest chili på min sushi. Derimod var den hjemmelavede SushiMania sauce helt og anderledes velsmagende. Den var som skabt til nigiri stykkerne.

Asiatiske sushikokke

Her er ingen blegfede danskere, som prøver at efterabe asiatiske sushikokke, som har lavet sushi, siden de kunne gå. Sushien laves af uddannede asiatiske sushikokke, som har lært håndværket fra bunden. I Asien vel at mærke. Jeg er overbevist om, at netop det betyder noget for det færdige resultat.

 

Du kan se, hvad du skal spise

Noget af det, som jeg godt kan lide ved SushiMania, er, at deres sushi er ærlig. Man kan, stort set, se alt det, du spiser. Der er rene råvarer. Her er ikke noget sushi på samlebånd. Alt laves frisk. Temperaturen er ikke køleskabskoldt. Den var heller ikke stuetemperatur. Men der imellem.

Høj etik og moral

Fisk kan være en ømtålelig størrelse, når vi taler om bæredygtighed. Hos SushiMania er moralen høj. De køber ikke truede fisk på nogen måde. Alle fisk er bæredygtige og certificeret. Det er værd at have med i sine overvejelser, når man køber sushi.

 

Højt serviceniveau

God betjening er ikke en selvfølge i dag. Tværtimod. Derfor bliver jeg ekstra glad, når jeg får en smilende, venlig og effektiv betjening. Det skete her. Vi fik svar på alle vores spørgsmål. Dog måtte kokken et par gange ind over. Der er ofte mange kunder hos SushiMania, men alligevel var der tid til den enkelte. Hvordan og hvor de rekrutterer deres personale, ved jeg ikke. Men det virker. Det ses tydeligt på deres engagement og serviceniveau.

Vores regning løb op i

Små 580 kroner for sushi til tre personer inkl. to øl og en vand til maden. Det er helt igennem en god pris. Vi kunne ikke spise op, men heldigvis fik vi en boks med hjem, så der var til dagen efter.

 

Oplagt til takeaway

Alle der bor i, eller omkring, Aarhus kender til byens trafikale udfordringer. Et rent trafikhelvede. Det er tæt på umuligt at få takeaway, med mindre du bor ret tæt på, eller får det leveret. Det der med at hente takeaway selv i centrum er en udfordring, hvis du er i bil. Men. SushiMania i Viby er oplagt. Her er mange og gratis parkeringspladser lige uden for døren. Mange af dem, der hentede sushi den dag, vi var forbi, var også i bil.

Vores mening

Hvis du sætter kvaliteten, friskheden op mod prisen, så er der for alvor value for money. Når jeg ser på, hvad vi fik for pengene, så vandt SushiMania her. De har knækket koden. De formår at få mange kunder ind i deres forretninger, uden de går på kompromis med deres kvalitet og snorlige koncept.

 

Der er bedre, og mere avanceret sushi i Aarhus, men så er prisen også en anden. Sådan er det. Du kan blive mæt for 100 kroner her. Hvis du er meget sulten, må du måske slippe 150 eller 200 kroner. Det er value for money. Længere er den ikke. SushiMania i Viby laver sushi, som alle har råd til at betale. At SushiMania får vores bedste anbefaling er fuldt fortjent.

 

Sushimania Viby

Skanderborgvej 181b
8260 Viby J
Telefon +45 86 26 20 29
Mail: Viby@Sushimania.dk
Website

 

Åbningstider
Mandag til torsdag: 15.00 – 20.00
Fredag og lørdag: 11.00 – 20.00
Søndag: 15.00 – 20.00

 

Takeaway Se alle

Udvalgte artikler Se alle