//Cafeer

Gennemført øl og mad på Bierfass

Af Redaktionen

Ved Fredens Torv, tæt ved åen og havnen ligger en af byens nye caféer. Det er ikke en helt almindelig café, men en ølcafé. Ordet ølcafé er nyt i Danmark – ligesom eksempelvis madbodega er. Vi vurderer, at Bierfass er en blanding af en ølbar og en café. Ikke at forveksle med en gammeldags værthus. Men anderledes fordi de kan lave mad som matcher øl. Det er sjældent vi oplever et så skarpt match af øl til maden.

Bierfass ved Fredens Torv

International ølbar med hjemmelavet mad

Der er altid over 150 forskellige øl på lager – nogle gange er tallet over 180. Ikke bare fra Tysklad, Belgien og Danmark, men fra hele verden. Det er for alvor et internationalt udvalg, der er på Bierfass. Der er også Tuborg, Carlsberg og andre almindelige øl hos Bierfass, grunden er, at der kommer mange udenlandske gæster, og de vil gerne have de danske øl. På andre gode ølsteder i Aarhus, er de knap så brede i deres udvalg som hos Bierfass. Her kan man tale om udvalg. Det, som vi øjeblikkeligt lagde mærke til, var, at man ikke er ølsnob her. Der er skam både Tuborg og Ceres her, altså ikke kun specialøl, men også mere almindelige øl.

Ølhaner på Bierfass

Ordentlig mad som passer til øl

Vores helt store overraskelse fik vi, da vi kom til maden. Hold da op det var godt. Hvem skulle tro, at en ølcafé kan lave så god mad? Det er sjældent, vi oplever det. Rustik mad til ordentlige priser er madkonceptet. Maden er i et prisleje, alle har råd til – og portionerne er store. Vi fik en god oplevelse, da vi gik i gang med maden. Der er et pænt og bredt menukort, hvor der er tænkt over tingene.

Det er lige før, maden tager fokus fra øllet

Jeg synes øl mange gange smager godt til mad, og jeg roser altid dem, der tør servere øl til maden i stedet for vin. Menukortet er komponeret af retter, som gør sig godt til øl, og ofte vil øllet også være at finde som en ingrediens i retterne.
Køkkenet har en stor frihed, når man laver mad beregnet til øl, fordi man ikke behøver at bekymre sig om, at chili, eddike eller andre smagsstoffer overdøver vinen. Så der kan virkelig komme knald på smagen. På Bierfass kan man drikke øl til alle retter på menukortet.

Torsdagsøl på Bierfass

Dagens fisk i ale

Vi startede med Fish N’ Chips. Fisken var torsk og fra dagens fangst fra havnen. Den var paneret i Brown Ale og blev serveret med hjemmelavet tartarsauce og pommes frites, der var krydret med et specialkrydderi. Prisen var 95 kroner. Det smagte himmelsk – jeg mener, det var den bedste Fish N´Chips, jeg har smagt meget længe. Det gode her var, at fisken var helt perfekt – ikke for hård af friture, men alligevel sprød og med en svag smag af ale – sådan Bierfass. Den har med garanti potentiale til at blive en rigtig ”klassiker” i Aarhus. Vi bemærkede de sjove og anderledes tallerkner, som var skabt til Fish N´chips – ros for at tænke anderledes på den front.

Fish N’ Chips på Bierfass Øltønden

Innis & Gunn med oksekød

Cheeseburger med fritter er godt til øl – det vil de færreste benægte. Det er ikke hver dag, man ser en ølmarineret cheeseburger i Aarhus. Kødet er marineret i Innis & Gunn, som er en ale fra Skotland, som er lagret på gamle whiskyfade. Det kan smages. Den kommer i en grovbolle med chillimayo, hjertesalat, soltørrede tomater og avokado serveret med pommes frites med havsalt. Og ja – alt er hjemmelavet. Smagsoplevelsen var perfekt – flot sammensætning. Kødet var fedtfattig og perfekt stegt. 95 kroner for denne burger er svinebilligt – den er allerede blandt mine favoritter i Aarhus.

Cheeseburger med fritter på Bierfass Øltønden

Forrygende Bierfass hotpot

En ølbar med respekt for sig selv skal havde deres egen gryderet – og det har Bierfass også. Den består af svinemørbrad, Thy øl, bockwurst, chili, hvidløg, tomat, champignon, peberfrugter og fløde serveret med pommes frites. Prisen er også her under de 100 kroner – 95 helt nøjagtig. Vi har her med en gryderet at gøre med velsmag – dejlig stærk krydret og med mørt kød. Vi bemærker med det samme, at der er faste bockwurst i gryden. Hold op de smager godt. En stor ret til den pris, og vores arme er ikke til at få ned igen. Alle, vi har talt med, som har spist hotpot på Bierfass, er begejstret for maden, og så får du smæk for skillingen i en sjældent set grad.

Hot Pot mørbradgryde på Bierfass

Øl med schnitzel

Vi fik også en hjemmelavet kyllingeschnitzel af frisk kyllingefillet med coleslaw og pommes frites. Saucen – en hjemmelavet champignonsauce var i den grad velsmagende – hold da helt op. Vi gav 95 kroner for denne portion, og ja, vi blev godt mætte.

Hjemmelavet kyllingeschnitzel på Bierfass

Ærlig ostefad

Bierfass har et godt ostefad med 4 forskellige oste specielt udvalgt til øl. Ostene bliver serveret med valnødder i akaciehonning, friske dadler, en chutney og med brød og kiks. Et stort fad koster 95 kroner, mens et lille koster 55 kroner. Ostene var fra Spanien, Tyskland og Danmark. I sær den bløde spanske chiliost tog kegler.

Stor ostetallerken på Bierfass

Øget interesse for øl

På Bierfass kommer der et bredt udvalg af befolkningen. Her kommer en del erhvervsfolk, studerende, faste kunder, som bor i nærområdet, øl-entusiaster og folk, der bare vil have et godt og billigt måltid mad. Der er nogle gange mange mennesker på Bierfass Øltønden – men der er også plads til mange, så man føler ikke man sidder for tæt. Vi har været der flere gange, hvor der har været små 100 mennesker i lokaler, men da der ikke må ryges, føles det på ingen måde klemt.

Indretning på Bierfass Øltønden

Godt gemt og drømmebetjening

Bierfass ligger ved Fredens Torv på solsiden. Når solen er fremme er det afgjort en oase at sidde på fortovet nærmest omgivet af et udvalg på op til 180 forskellige øl. Betjeningen er yngre. De har læst på deres øllektie og har en meget bred viden om øl. Men de kan også formidle den. De har en udpræget sans for service, noget vi altid sætter pris på. Der er en hjertevarme i deres måde at tale på. De går op i man har det godt her. Den dag vi skrev denne anmeldelse, var det ejeren, Christine Bilde, og en yngre tjener, Signe, der var på arbejde. De var begge kvinder af den type, man med det samme holder af. De gik ind i folk med træsko på, og var i den grad venlige, behagelige og tilstede. Den service og opmærksomhed jeg oplevede den dag, har jeg faktisk aldrig før oplevet på et sted, hvor øllet er omdrejningspunktet. Så vores vurdering af betjeningen må retfærdigvis blive i den absolutte top.

Kvinder og øl på Bierfass

Indretning på Bierfass

Et sted der føles rigtig

Christine Bilde er en ung kvinde på 33 år med en forkærlighed for øl, service og god mad. Hun har boet mange år i udlandet og arbejdet inden for restaurationsbranchen i godt 13 år – så det er ikke erfaring, der mangler. Efter 13 år kom Christine Bilde hjem til Århus, da hun er født og opvokset her. Hun følte det var tid at vende hjem. Christine Bilde ejer Bierfass sammen med sin kæreste Achim ”TJ” Ünal, som er tysker og har en exceptionel viden om øl – vel at mærke ikke kun tyske. Det er klar deres kærlighed til øl, som gjorde Bierfass opstod. Konceptet er gennemtænkt gennem flere år, og vores oplevelse er, at der ikke er meget overladt til tilfældighederne.

Værtsparret på Bierfass

Value for money

Maden var god, meget bedre end vi havde forestillet os, da vi så priserne på menukortet. Alle retter koster under 100 kroner. Sådan er det – hvor svært kan det være? Man forstiller sig ikke mad af den kvalitet til de priser, men det er ikke mindre end sandt. Konceptet holder og gør Bierfass til et af de steder i Aarhus, hvor du får mest for dine penge. Her kan alle være med.

Chesterfield og øltønder på Bierfass

Et bredt udsnit af befolkningen

Publikum er en skøn blanding af lokale, unge som gamle, kvinder og mænd og valfartende øl-entusiaster. Vi ser dem med deres bøger, computere, iPhones og rolige samtaler, mens de formentlig glæder sig over, at der endelig er kommet et sted med et international øl udvalg, og som kan lave mad.

Baren på Bierfass

En fællesnævner for gæsterne er, at de elsker øl, men vil også gerne have god mad til. Denne kombination ses kun meget få steder i Aarhus. Vi har efterhånden været på Bierfass en del gange og ser hver gang mange nye ansigter. At man ikke må ryge på Bierfass gør, at der kommer mange øldrikkende ikke-rygere. Der kommer også en del forretningsfolk, som bor på hotel i Aarhus og gerne vil have et måltid mad i byen.

Christine Bilde på Bierfass

Hyggelig indretning med klasse

Bierfass er meget tiltalende indrettet. Møblerne er lavet af traditionelle øltønder og Chesterfield møbler. Der er klasse her, med en stil der passer til øl. Vi synes, der er tænkt over tingene. Der er en god blanding at nyt og gammelt. Man kan sidder der i lang tid og flytte øl-tønderne rundt, hvor man vil sidde, det gør, at der altid er plads til en til ved et bord – godt koncept.

Hjørnesofaen på Bierfass

Bierfass har ramt plet

Vi går langs åen hjemad. Jeg har en god oplevelse i maven. Tænk at jeg har fundet mig et nyt stamsted! Nu troede jeg, at jeg kendte alle de gode spisesteder, vinbarere, værtshuse og caféer i Århus. Men nej, jeg har fundet et sted, som indeholder lige det, jeg efterspørger. Et sted hvor voksne mennesker kan være – uden røg og for høj musik. Et sted man kan snakke, spise, drikke og vælge sin næste øl mellem mindst 150 forskellige. Byens Spiseguide giver Bierfass Øltønden vores bedste anbefaling med på vejen. Bierfass har kun åbent fra onsdag til lørdag fra 16.00 til 02.00.

Bierfass Øltønden

Mindebrogade 5
8000 Aarhus C
Telefon +45 86 13 14 79
Mail: info@bierfass.dk
www.bierfass.dk
[mappress mapid=”61″]

Cafeer Se alle

Udvalgte artikler Se alle