//Restaurant

Castenskiold – bedre end nogensinde før

Af Redaktionen

Åen har meget at byde på. Madmæssigt er det, på nær nogle få restauranter, det samme middelmådige mad vi ofte ser. En af de restauranter, som skiller sig ud, er Castenskiold. De har efter snart halvandet år stille og roligt arbejdet sig op blandt de bedste restauranter i Aarhus. De har forstået, at der skal noget andet på menukortet end den traditionelle kylling og pasta, nachos, caféburgeren eller en omgang søvnig brunchbuffet. Lad os en gang for alle slå fast. Castenskiold er IKKE en café, og deres mad er på et helt andet niveau end den, man typisk ser ved åen.

Dejligt med ”Rigtig mad”

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke spiser så ofte ved åen. Dog med undtagelse af Restaurant ET og Ferdinand. Vi har spist og anmeldt Castenskiold før. Der fik de en positiv anmeldelse. Ganske fortjent. Men rygtet gik i Aarhus om, at Castenskiold for alvor havde fået et højt bundniveau, og der var kommet mere end godt styr på tingene. Det satte vi os for at teste. Og inden du kommer til enden af anmeldelsen, kan vi godt afsløre, at rygtet var sandt. Vi blev blæst omkuld den ene gang efter den anden.

Indretningen på CastenskioldUnderspillet luksus

Lokalerne indbyder til luksus. Indretningen holder. Der er noget over de høje lokaler. Man føler, man sidder i London. Vi bestilte champagne til 100 kroner glasset og en omgang snacks til 60 kroner. Ikke nok med du får et godt glas bobler, men du får også en opvisning i, hvordan snacks skal og kan laves. Køkkenchefen på Castenskiold hedder Christoffer Norton og har arbejdet både under Wassim Hallal, Tommy Friis og Andreas Harrebek på Molskroen. Det ses tydeligt allerede ved starten. Ikke nok med det dekorativ var smukt, men det smager også fremragende.

Opvisning i snacks

Kunne du forestille dig en aften kun med snacks? Hvis det er den slags, der bliver serveret på Castenskiold, kunne vi godt nappe et måltid kun med dem. Grissini lavet på blæksprutteblæk med østersmayo. Et flot æg royal med røget ål, purløgsolie og croutoner. Et kræmmerhus med friterede brisler og en estragonmayo til at dyppe i. Sidste servering var kyllingevinger i surdej uden ben. De friterede brisler er i referenceklassen. Fire snacks på Castenskiold ved åenBrødet på vores bord var hjemmebagt focaccia og en hjemmerørt krydderfedt med ristet skinke plus saltet smør.

Vi ville udforske menukortet

Den ene tog Den Adelige. Den anden gik ombord i a la carte kortet. Den Adelige består af syv serveringer til 1000 kroner inklusiv vinmenu. Kaviarservering på Castenskiold Første ret var kaviar. En omgang fra Kaviarhuset Calvisius med let grillet kammusling og syrligt æble. Serveringen var imponerende skarp. Den kom i en muslingeskal, og under den var tøris, som flot gav et slør omkring retten. Kaviaren tog opmærksomheden, hvilket også var forventet. En pæn, stor omgang luksus.

Kammuslingen komplimenterede fint de svagt, syrlige små æbletern. En start som denne her er kun med til at sætte forventningerne endnu højere.

Til at skylle kaviaren ned med fik vi en ung, klassisk Grüner Veltliner i den mineralske ende. Området er Kampstal i Østrig. Jurtschitsch Sonnhof hedder producenten.Den var renhed om noget. En ren vin med sarte toner af lindeblomst og grønne blade.Vin til vores forretterVegetar opstart

A la carte kortet byder på 21 forskellige retter. Vi valgte en ren vegetarret. Jordskokker med røget hasselnødder og en karamelliseret sauce i bunden. Det er ved sådanne serveringer man helt glemmer kød. Jordskokkerne var sprøde og med perfekt bid. Saucen gav et løft til jordskokkerne. Flot start, selv for en kødelsker. Prisen var 80 kroner. Jordskokker med røget hasselnødder og en karamelliseret sauce på Castenskiold I glasset var en halvtør Riesling fra Mosel. Producenten var Reichsgraf von Kesselstatt. Det var en af de vine, som kan drikkes døgnet rundt. En meget behagelig sødme med friskhed, som smager af mere. Den passede fint til retten. Et sikkert valg.

Knivskarpe knivmuslinger

Glaskål vendt i en senneps vinagre, stegt skorzonerrod, letsaltede knivmuslinger, dild og kørvel på toppen. Ved siden af kom en muslingesauce skilt med granolie. En feminin og lidt sart ret, men en flot servering. En hvid Valle Reale fra det italienske Montepulciano d’abruzzo var i glasset til denne servering. En lidt atypisk hvidvin med en svag oxiderende smag – og nej, det var ikke en naturvin. Ret skal være ret, den gik godt til maden. Vin til hummer og hovedret

Smuk hummerservering

Anden servering var hummer med kartofler og røget blanquette. Små ristede kartofler, hummer og lidt krydderurter. Mere skal der ikke til. Hummeren smagte fantastisk, intet mindre. Se blot på billedet. Det taler for sig selv.

Hummer med kartofler og røget blanquette på Castenskiold i AarhusHummerbisque med stegte kammuslinger

En sikker vinder og blandt de bedste jeg længe har smagt. Hybenrose-eddike, dildolie, kammusling og hummerbisque, mere skal der ikke til. Der kom en kande med hummerbisque på bordet, så vi kunne selv tage mere, hvis vi ønskede det – og det gjorde vi. Nogle gange rammer man en bisque ren, og det gjorde de her. Vi har at gøre med en potentiel klassiker og byens bedste i skrivende stund. Hummerbisque med stegte kammuslinger på Castenskiold i AarhusValget af vin hertil var blandt aftens bedste. Hvid Bourgogne fra François Carillon. Fyldig klassisk Chardonnay med både fedme, fad og struktur. Gylden farve og vanvittig velsmagende. En flot vin på glas. Et 100 % perfekt match til maden.

Hvid borugogne på Castenskiold i AarhusHovedretterne

Dådyrkølle med karamelliserede løg, syltede pære i estragoneddike og Karl Johan Creme. Kødet var let rosa stegt. Der var papirtynde skiver italiensk lardo ovenpå. Enkelt og velsmagende. Ros for størrelsen af portionen. Dådyrkølle med karamelliserede løg, syltede pære i estragoneddike og Karl Johan Creme på Castenskiold i Aarhus Lammeculotte med grillede porrer og persillesauce var hovedretten fra a la carte kortet. 155 kroner. Her var også dømt nytænkning. I bunden var en kraftig persille-emulation. I midten flødeskum. Meningen var, man selv skulle blande sin egen persillesauce. God lille gimmick. Kødet var godt, selvfølgelig mørt, med den gode kødsmag. De grillede porrer var ren kunst at se på. De var både sprøde og møre.   Lammeculotte med grillede porrer og persillesauce på Castenskiold i AarhusVinen til hovedretterne var fra Rhône. En Côtes-du-Rhône fra Domaine André Brunel. Klassisk Rhônevin med stor charme. God fylde med noter af lakrids og peber. Et godt og sikkert valg.

Efter-hovedret

Godt ord for den anden hovedret. Oksehale-rilette med en rødbedesauce som er kogt helt ned. Sprød fennikel, syltede tyttebær, tynde skriver rødbede. En pæn ret som i al sin enkelhed smagte godt. Der var en rigtig god syrebalance. Rødbedesaucen havde noter af lakrids, hvilket passede godt til oksehalerne

Oksehale-rilette med en rødbedesauce på Castenskiold i AarhusDessertafdelingen

På den store menu var der to desserter. Den første var en havtornspuré med havtornsbær, marengs og en parfait med vanilje. Der er ingen dessertvin på Castenskiold. Klar udmelding. Grunden er, at Castenskiold har en af byens bedste cocktailbarer, og det har man valgt at udnytte. Til den første dessert fik vi en cocktail med vaniljevoka og appelsinjuice.

Havtornsdessert på Castenskiold i AarhusAnden dessert

Den rigtige dessert var en æblesorbet med mynte, æblebånd og en karamelliseret æblepuré med kørvel på. Ikke så meget pjat her. Frisk dessert med en tilhørende cocktail som smagsmæssigt matchede desserten.

Æblesorbet med mynte, æblebånd og en karamelliseret æblepuré med kørvel på Castenskiold i AarhusEn Bavnhøj gedeost

A la cartekortet bød på en servering af gedeost. Dansk gedeost fra Bavnhøj med brød croutoner og nødder i bunden, en skum med brunet smør og soya. Som prikken over i’et var der en hyldeblomsteddike over retten. Dansk gedeost fra Bavnhøj på Castenskiold i Aarhus Vinen til osten var en klassisk bourgogne fra Thomas Morey. Ikke noget slinger i valsen her. Vi sluttede af med kaffe med hjemmelavet sødt til. Også her brillerer køkkenet igen i overlegen stil. Seks forskellige slags til 50 kroner. Alt var hjemmelavet og smagte forrygende.

En omgang sødt til kaffen på Castenskiold i AarhusElegant opmærksomhed – et nyt begreb?

Betjeningen denne aften var god. Det havde vi også forventet. Den var sikker og rolig hele vejen. Restaurantchefen, Bettina Nielsen, der er uddannet tjener på Molskroen, var vores tjener denne aften. Det var en stilsikker betjening, som holdt hele vejen hjem. Ikke en eneste fejl. Kun smil og venlighed. Der var to andre yngre tjenere på arbejde denne aften. De var også meget afdæmpede og diskrete i deres service. Det, at Castenskiold satser på en ordentlig betjening, giver klart et plus i karakterbogen. Bliv ved med det. Bare det at man bliver spurgt, om man vil af med sit overtøj tæller op. Det gør man på Castenskiold, og vi fik en garderobebillet, så vi var sikre på at få vores egne frakker med hjem. Ros for det, og bliv ved med det, for det er gæstfrihed og god stil.

Den sikre date

Hvis du skal på date, og du vil være helt sikker på, alt er i orden. Så tager du 2000 kroner med, eller lidt mere. Bestiller et bord på Castenskiold. Når tjeneren spørger, hvad I vil spise, er svaret blot, Den Adelige med tilhørende vinmenu. Det er sgu da let. Du skal ikke ud i vinvalg, tage stilling til mad, antal retter og alt muligt andet. Hvis du vil imponere hende, så napper du snacks og bobler udover. Det ville jeg selv vælge. Hvis du ikke scorer hende efter sådan en omgang, ja så er det sgu din egen skyld! Eller så har hun ikke smag for, hvad der er godt.

En tidlig teatermenu

Castenskiold har en del gæster, som kommer og spiser, inden de skal i teateret eller Musikhuset. Køkkenet åbner allerede kl. 17.00. Så inden klokken var 19.30, var der et stort rykind. Selvom der var noget at se til, udviste betjeningen et roligt overblik. De tog sig tid, og der var på intet tidspunkt stress på. De havde styr på vinen, ikke nogen fejl. Måden, de talte på, var nede på jorden. Intet snobberi, selv om lokalet sender et signal om luksus. Du kender nok det med, at man føler sig godt tilpas, og tiden flyver at sted. Det var den oplevelse, vi havde på Castenskiold.

Det ser dyrere ud, end det er

Vi så både unge og ældre. Gæsterne er et bredt udsnit af befolkningen. Dog fornemmer vi, at mange at dem, som var på Castenskiold, kommer, fordi de vil have noget ”rigtig” mad. Ingen tvivl om at især maden er trækplastret. 3 retter for 300 kroner og 7 retter for 500 kroner. Det er skarpt og et fund. Jeg kender ingen andre restauranter i Aarhus, som pt.  har et bedre tilbud på en 7-retters med vinmenu til 1000 kroner. Oplevelsen var hver en 25 øre værd. Når solen kommer frem, er der i øvrigt 60 pladser i solen med udeservering. Der skal vi nok komme med en anmeldelse af deres treretters menu til 300 kroner.

Baren på CastenskioldHøjt niveau

Vi tøver ikke et sekund. Castenskiold er en restaurant i gourmetkategorien. Den holder et højt bundniveau. Stabiliteten er der, og de fortjener ros for det lange træk. Vurderingen den aften var i top. Vi var overrasket og en smule flove. Flove over vi ikke har besøgt Castenskiold siden sidste efterår. Her mener vi restauranten, og ikke natklubben som åbner, når restauranten lukker. Her kommer vi jævnligt, og den kan også anbefales, men det er en anden snak. Vi var faktisk så begejstret for vores besøg, at vi allerede har anbefalet Castenskiold til folk, som spørger efter en unik oplevelse i Aarhus. Det får du på Castenskiold, og til en pris som er rigtig god. Nu opfordrer vi normalt ikke nogen til at sætte priserne op, men det, ville Castenskiold faktisk godt kunne gøre. 1000 kroner for en helaftens forestilling på det her niveau er billigt. Hvis du er træt af cafémad, kan vi kun opfordre til at prøve Castenskiold. Du fortryder det ikke! Anmeldelsen er skrevet af Jan L. Pedersen

Castenskiold

Åboulevarden 32
8000 Aarhus C
Email: mail@castenskiold.net
Telefon: +45 86 18 90 90
Link til hjemmeside
 
Køkkenet har åbent torsdag – lørdag fra kl. 17.00 til 22.00
Frokost fra 12.00 – 16.00

 [mappress mapid=”261″]

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle