//Takeaway

Et ægte røverkøb: Røverne har indtaget takeaway scenen

Af Anders Møhlenberg

‘Sesam, sesam, luk dig op’, sådan lyder ordene i fortællingen om Ali Baba og de fyrretyve røvere. De Fyrretyve Røvere har, heldigvis, forvildet sig til Aarhus, og med sig har de, modsat historien, rygsækken fyldt med pita og kumpir fra allerøverste hylde.

 

Lokalerne ser ikke ud af meget udefra, og det kan sagtens overses, hvis ikke man går målrettet efter stedet. ‘De Fyrretyve Røvere’ står der malet over døren, som heldigvis går op uden nogen form for trylleformular. Derudover er et af de største kendetegn, den rand af folk der stimler sig sammen i det utroligt lille gadekøkken med mellemøstligt islæt på Frederiks Allé.

 

Proppet “samtale”køkken

Det var fredag sidst på eftermiddagen, da jeg ramte Frederiks Allé 81, hvor De Fyrretyve Røvere har til huse. Jeg var blot en i mængden, der havde valgt det mellemøstlig gadekøkken denne fredag. Indenfor er pladsen trang, rigtig trang endda, og især når der er fuldt hus. Uden noget der minder om nummersystem eller lign. er der styr på det i den lille biks, og på én eller anden finurlig facon bliver folk hjulpet slavisk, som de kommer ind, og det servicemindede personale har helt styr på, hvem der har bestilt hvad.

Jeg finder min plads og rykker lige så stille lidt tættere på disken, hver gang nogle forlader lokalet med deres mad i hånden, til trods for at det fortsætter med at vælte ind.

 

Røverne har overskud

Til trods for den voldsomme travlhed denne fredag blev jeg med det samme mødt af en smilende røver, der spurgte, hvad jeg kunne tænke mig. Deres interne system er små sedler med bestillinger samt masser af kommunikation. De var 3 på arbejde med klar arbejdsfordeling mellem sig; én bagte pitabrød samt varmede og tilberedte kumpir (når den bagte kartoffel er varmet, bliver kartoffelfyldet taget ud og blandet med ost og smør, hvorefter det lægges tilbage i kartoflen) i takt med ordrerne blev placeret. Én anden varmede kødet på grillen med flammer op om ørerne, og den tredje tog imod bestillinger og sørgede for at fylde pitaer og kumpir efter gæsternes ønsker, udover det tilvalgte kød.

Det var en fornøjelse at betragte, for det var helt og aldeles afstemt og knivskarpt sat sammen, hvilket også medførte, at ventetiden var begrænset, travlheden taget i betragtning.

 

Aftenens bestilling

Menukortet er enkelt og overskueligt. Der kan vælges mellem pita og kumpir (bagt kartoffel med ost og smør) samt 5 forskellige slags kød, som alle tilberedes over den åbne grill; kylling, flanksteak, lam, laks og falaffel.

Som sideorders kan der vælges mellem broccoli og pomfritter samt 2 slags aioli. Pitabrødet bliver vendt i majsmel, inden det kommer i ovnen, hvilket giver brødet en dejlig sprødhed.

Valget faldt på en pita med kylling og én med lam samt kumpir med laks og én med flanksteak tilsat falafel. Dertil en omgang broccoli og fritter.

Ualmindelig lækkert tilbehør

Jeg synes De Fyrretyve Røvere differentierer sig på deres tilbehør. Der er frit valg mellem det lækre, hjemmelavede og hjemmemarinerede tilbehør med mellemøstlig strejf. Der er altid omkring 15 forskellige slags tilbehør, som spænder lige fra det mere traditionelle som humus, tzatziki, grøn salat, rødkål, rødløg, agurker og peber til det mere utraditionelle som et mix af bønner, frisk chili, marinerede kikærter, syltede rødløg, feta i hjemmelavet marinade og bagt rosenkål tilsat en kryddermarinade.

Udvalget er lækkert, og det meste har et twist af enten hjemmelavet marinade eller mellemøstligt krydderi. Derudover kan der vælges mellem chili-, hvidløg-, urte- eller sesam/tahini dressing.

 

Et ægte røverkøb

Det kan siges kort og kontant; det smagte fantastisk, og du får rigtig meget lækkert mad for få penge. Mængden beskrives meget godt, med denne kommentar jeg fik, da jeg kom hjem og serverede kumpir’en:

“jamen, hvor er kartoflen?”

De sparer bestemt ikke på fyld og tilbehør, og selvom det ikke lige var til at få øje på den, gemte kartoflen sig under det store bjerg af lækkerier. Her kommer det gamle udtryk for alvor til sin ret; der er i bogstaveligste forstand tale om et ægte røverkøb.

Pitabrødet var sprødt, uden at det på nogen måde var tæt på at revne, og majsmelet gav en ekstra delikat dimension til brødet, som ellers ofte blot er til for at holde sammen på fyldet – her er brødet en del af oplevelsen.

De forskellige marinader og krydderier, der bruges til tilbehøret, giver en fremragende smagsoplevelse, og tilfører masser af kant og spændende bidder i pitaen.

 

Grillet på åben grill

Kødet, som mange nok vil betegne som én af de vigtigste ingredienser i en pita, forstår De Fyrretyve Røvere i dén grad også at lave til perfektion, og alt vores var både smagfuldt, mørt og saftigt. Det hele er grillet på åben grill, som efterlader kødet med en snert af røgsmag samt masser af saft.

Vores mening

Jeg må især fremhæve lammet og ikke mindst falaflen. Den hjemmelavede falafel er intet mindre end fremragende – uden tvivl én af de bedste falafler, jeg har smagt i Aarhus. Den er sprød på overfladen, masser af smag af kikærter, hvidløg og krydderier, og så er konsistensen under den sprøde overflade blød som smør.

Broccoli som sideorders er anderledes, men lækkert. De vender broccolien i parmesan og frituresteger dem i kort tid, så de får en crispy overflade. Haps!

Eneste lille minus er de manglende parkeringsmuligheder, samt fritterne. De manglede markant sprødhed, men den kunst er altid svær, når de varme fritter pakkes ned i en kasse og skal transporteres hjem.

Priserne er rigtig gode, mængden og kvaliteten taget i betragtning. Mellem 60-65 kroner for en pita eller kumpir og 25 kroner for sideorders.

 

De Fyrretyve Røvere gør det rigtig godt. En anbefaling herfra. Lækkert og befriende, at de har formået at tage den traditionelle pita til nye højder med et strejf af Mellemøsten. Jeg er FAN!

 

 

De Fyrretyve Røvere

Frederiks Allé 81
8000 Aarhus C

 

Åbningstider

Man-søn klokken 13-21

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Takeaway Se alle

Udvalgte artikler Se alle