Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyhed: Italieneren i Åbyhøj går all in med brændefyret stenovn og restaurant

Af Line Ingwar Karlsen

Pizzaer lavet i en brændefyret ovn smager bare bedre. Det er der vist ikke nogen diskussion om. Men vi er ikke vant til at spise pizzaer lavet i en ovn med rigtig træ og ild i. Desværre. Nu kommer ovnen over dem alle snart til Aarhus. Eller rettere, Åbyhøj. Her udvider byens stolte pizzeria, Delizioso, deres aktiviteter, og går all in med en brændefyret pizzaovn i størrelse XL.

 

Manden fra Napoli, hvem ellers?

At det er en indfødt italiener, som er i gang med at få bygget sin egen pizzaovn i Italien, kommer ikke bag på mig. Det er italieneren, Nicola Cipullo, som er manden bag. Han kommer oprindelig fra området omkring Napoli og er en mand, som ved alt om autentisk italiensk mad. Det er tæt på et stående pizza-leksikon, vi har med at gøre. Stenovnen er en drøm, som er ved at gå i opfyldelse for ham.

 

En Ferrari ovn til både træ og gas

Det tager godt to måneder at bygge og installere ovnen. Så det er ikke sådan en type, man køber i Elgiganten. Og det er nok også godt nok, for bygningsværket er i størrelse tung og stor. Ovnen kombinerer klassisk stenovnsbygning med moderne teknologi. I stenovnen bliver der både fyret med træ og gas, hvilket gør, at man kan styre temperaturen mere præcis, end hvis der “kun” var træ. Nicola Cipullo fortæller mig, at han ikke har set sådan en ovn i Danmark før. Han lover, at aarhusianerne vil opleve nogle pizzaer, som vi ikke har smagt i Aarhus før.

 

En investering af de store

Prisen for den brændefyret stenovn er på den anden side af 200.000 kroner. Det er vel at mærke kun for den fysiske ovn. Så kommer ombygning, skorsten og montering oveni. Det er en pæn stor investering. Men ifølge Nicola Cipullo er det alle pengene værd. Der kommer ovnbyggere og teknikere op fra Italien for at være med til at installere ovnen. Ud over ovnen, så bygger han også lokalerne om, så de bliver egnet til restaurant.

 

Hyggelig, italiensk restaurant

Nu er det jo ikke ligefrem restauranter, som Åbyhøj er kendt for. Desværre. Men nu får forstaden en lille italiensk restaurant. Ingen tvivl om at pizzaerne fra den nye stenovn kommer til at trække gæster. Men det er ikke kun pizza, du vil kunne få hos Delizioso. Her laves også hjemmelavet pasta i alle mulige variationer og ikke mindst italienske egnsretter, som vi ikke har smagt før.

Delizioso brændefyret stenovn

Hvornår kan vi så smage de “nye” pizzaer?

Nicola Cipullo er en grundig mand. Intet er overladt til tilfældighederne. Og han ved, at det godt kan tage noget tid, at få lavet tingene som han vil. Derfor vil han heller ikke ud med en præcis dato for, hvornår den nye ovn er klar. Dog fik jeg et forsigtigt bud ud af ham, og det er i midten af november. Jeg har spist maden fra Delizioso i en del år, og jeg er ikke i tvivl om, at det her projekt bliver et af dem, hvor der kommer til at være en lang kø ud på gaden. Med andre ord, hvis en indfødt napolitaner med den helt rigtige stenovn og råvarer fra øverste hylde ikke kan lave pizzaer, så er der vist ingen, der kan!

 

Delizioso

Silkeborgvej 243
8230 Åbyhøj
Telefon +45 86 26 36 50
Website:

 

Del artikel

Andre læser også