Foodfein Åbyhøj - Aarhus Update
//Cafeer

Når håndværk er en dyd – Foodfein rykker for vildt i Åbyhøj

Af Jan L. Pedersen

Efter lang tids brødtørke har Åbyhøj endelig fået sig en “rigtig” bager, eller madbutik, som ejerne selv kalder deres nye butik. Og ja. Det var på høje tid, da byen har været uden anstændigt brød siden Briancon lukkede for et par år siden. Derfor var modtagelsen af Foodfein også overvældende.

Det bedste rugbrød i Aarhus?

Rugbrød er ikke bare rugbrød. Det tror alt for mange, det er. Men når du smager signaturbrødet fra Foodfein, er der overvejende sandsynlighed for, at du bliver afhængig. Det har taget Allan Enevoldsen fra Foodfein adskillige år at komme frem til resultatet.

Byens bedste rugbrød hos Foodfein i Åbyhøj

Så fik Åbyhøj sit smørrebrød

Ud over brød er der også sandwich og smørrebrød. Sidstnævnte har været en mangelvare i mange år. Der er en tre til fire stykker at vælge mellem, og de smøres løbende hele dagen. Niveauet er højt, og det er kun de bedste råvarer, der bruges. Genren er nok over i moderne smørrebrød. Jeg har smagt det, og det smager ganske enkelt knaldhamrende godt.

Gammeldags service og betjening

Hos Foodfein findes noget så sjældent som en opmærksom, venlig og kompetent betjening, som ved noget om det, som er i butikken. Jeg har handlet hos Foodfein nogle gange, og der er altid kunder. Selvom der er mange, så får man god betjening. Her er altid tid til at forklare kunderne om brødet eller de andre produkter, som er i butikken.

Hvor ser det godt ud hos Foodfein i Åbyhøj

Brød bagt i stenovn

Brød er som sagt ikke bare brød. Der er milevidt forskel på oplevelsen og kvaliteten, og nogle gange er brød så ringe, at det burde forbydes. Nybagt brød, som er bagt med kvalitetsmel og surdej, kan sætte nye standarder for, hvordan brød skal smage. Flere rigtig gode bagere udvider, så man tror, det er løgn. De håber nok på, at en eller anden kapitalkæde kommer forbi og køber dem, så de kan score kassen. Det der med bageren, som driver sit lille bageri, er tæt på ikke eksisterende. Men en af de få som bager deres brød selv, er Foodfein. Her kommer dejen ikke fra en stor central fabrik. Nej, de laver det hele selv, hvilket langt fra er en selvfølge i brødbranchen i dag.

Foodfein Åbyhøj

Lad os hylde de små butikker

Jeg er ikke i tvivl om, at de små butikker får en renæssance. De er på vej. Også på trods af at de store kønsløse supermarkeder udvider som aldrig før. Men på kvalitet og betjening har de tabt til de små. Vi ønsker faglighed hos betjeningen. Vi kan nærmest ikke få nok af godt håndværk i vores mad. Men alligevel, så vokser supermarkederne, og der kommer flere af dem. Tankevækkende, når man ser på, hvilke produkter de har på hylderne.

Café og kaffebar

Der er 12 siddepladser indendørs, og nok det samme udenfor. Så det er oplagt at sidde og spise sin mad der. Udvalget er fint. Jeg har spist deres brunch og smørrebrød, og det var det bedste, jeg har smagt i Åbyhøj i snart 15 år. Det siger ikke så lidt. Der er masser af lækre økologiske drikkevare og kaffe i diverse variationer. Alt i alt har Åbyhøj fået en bager, café, smørrebrødsforretning, sandwichbiks, morgenmadscafé og kaffebar som oven i købet laver dagens ret som takeaway. Det er vist det, man kalder et dobbelt kinderæg.

Jeg ønsker Foodfein velkommen, og hvis du bare går det mindste op i det, du spiser, så er det et must at kigge forbi dem.

 

Foodfein

Silkeborgvej 236
8230 Åbyhøj
Telefon: 22 66 72 44
Website: 

Cafeer Se alle

Udvalgte artikler Se alle