//Restaurant

Grønne’s Gastronomi i Silkeborg – usnobbet og troværdig mad

Af Pernille Søborg

På vej hjem fra Food Expo i Herning, en tirsdag eftermiddag, gjorde vi stop i Silkeborg for at få lidt at spise. Maden på Food Expo i Herning var intetsigende, og tæt på pinlig. Dog undtaget en stopfyldt, Restaurant Substans, hvor der ingen pladser var. Valget faldt på Grønne´s Gastronomi, en nyere restaurant på gågaden i Silkeborg. Vi kendte den ikke, og det var en tilfældighed, vi endte der. Restauranten ejes af søskendeparret Kristina og Jesper Grønne og deres ægtefæller Henrik “Tømrer” Pedersen og Katja Grønne.

 

Vi blev taget godt imod af en kvindelig tjener. Hvor vi ville sidde, kunne vi selv vælge. Jakkerne tog hun med i garderoben. Vi følte os velkomne, og var mere end høje over en så venlig velkomst. Efter et kig på menukortet faldt vi over Grønne´s Bræt.

Grønne's Gastronomi i Silkeborg

Alt på et bræt

På Grønne´s Gastronomi serveres der frokostretter mandag til lørdag og a la carte torsdag til lørdag aften. Maden er hjemmelavet fra bunden og med brug af årstidens råvarer. Grønne´s bræt er kokkens udvalgte specialiteter til 148 kroner for fem forskellige “små”retter. Hvis du er til mindre, kan du slippe med 98 kroner for tre retter. Hvad der er på brættet, kan du se på tavlen, der hænger på væggen. Det skifter fra dag til dag. Denne dag var det gravad laks, laksetatar, hjemmerøget skinke, okserillette af oksehaler, samt honning gratineret gedeost. Ud over brættet var der en brødkurv med ekstra brød og smør.

Brættet på Grønne's Gastronomi i Silkeborg-2

Smag og variation

Frokosten var pænt anrettet på brættet. Der var fin plads omkring de enkelte dele, så det hele ikke klaskede sammen. Vi startede med gravad laks på lyst brød. God smag og mørhed. Laksetataren var i en rustik eller grov udgave, om du vil. Den var blandet med creme fraiche og godt med urter. Den var let, og de friske urter fik laksen op at ringe. Den blev serveret elegant på et salatblad og med en dusk dild ved siden. Den hjemmerøgede skinke var med syltede rødløg og tomater samt sprøde rodfrugtchips. Videren på brættet var okserilletten. Kødet var saftigt. Der manglede lidt syre, men lidt rødløg fra skinkestykket hjalp den godt på vej. En helt igennem lækker servering. Sidste stykke var med honning gratineret gedeost og balsamico på ristet brød. Enkelt og velsmagende, uden så meget snak. Mere af den slags – den smagte i den grad af mere.

 

Gode madøl

Af drikkevarer bestilte vi en American Pale Ale fra bryghuset Kragelund samt en Ask Sarurt fra Næstved Bryghus. Den amerikanske Pale Ale var en ravgylden øl med kraftig smag af humle og let citrus karakter.

Lidt øl på Grønne's Gastronomi

Ask Sarurt var en mørk gylden øl med en mild pebret smag og en duft af sommermark. Frisk og læskende. 58 kroner kostede hver af øllene, der passede godt til maden. Fællesnævneren for øllen var, at de kunne drikkes til det meste.

En anstændig øl Grønne's Gastronomi

Tilbagelænet og rart

Restauranten er holdt i lyse farver. Meget indbydende at komme ind til. På væggene er store spejle, og baren pryder i midten af restauranten. Der er klassiske caféborde rundt i lokalet, sofaer langs væggene og store vinduer ud mod gågaden. God stil. Stemningen er uhøjtidelig og afslappet. Når nu sommeren kommer, vil det også være muligt at sidde udenfor og nyde maden.
Hyggelig indretning på Grønne's Gastronomi

Vurdering

Alt i alt en god oplevelse. 412 kroner måtte vi slippe for frokost til to personer. En fin pris i min verden. Betjeningen var god – forrygende god. Jordnær, tilstedeværende og ikke mindst serviceminded. Maden på brættet var velsmagende, varieret, og vi vil nok anbefale fem specialiteter for at få stillet sulten. Mindre går ikke. Vi betalte alt i alt 412 kroner. For sådan en omgang var det helt fair, når man tog råvarerne, og at det var lavet fra bunden, med i betragtningen. Vi kom tilfældigt forbi til frokost. Næste gang vi besøger Silkeborg, vil vi helt sikker tage turen forbi Grønne´s Gastronomi igen. Denne gang vil vi prøve aftenens a la carte og se, hvad de har at byde på. Vi har store forventninger. Grønne´s Gastronomi får hermed en ubetinget anbefaling – jordnær på den gode og bundsolide måde.

 

Grønne’s Gastronomi

Søndergade 20
8600 Silkeborg
Telefon: 22 59 40 97 /  86 82 40 97
Mail: info@ggastronomi.dk
Website: 

 

Åbningstider
Mandag til onsdag fra 10.00 – 17.00
Torsdag til lørdag fra 10.00 – 23.00
Søndag er åbent efter aftale

 

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle