//Guides

Kaffeguide: De fem kaffebarer i Aarhus du bør kende

Af Jan L. Pedersen

Kaffe er ikke bare kaffe. Når du har smagt god kaffe, så er du ikke i tvivl. Vi har fundet fem stensikre kaffebarer i Aarhus, hvor du med sikkerhed får forrygende god kaffe. Udover den gode kaffe og høje kvalitet, så er det også hyggeligt at besøge dem.

 

Great Coffee

I en baggård i Klostergade ligger byens mest rustikke og rå kafferisteri og kaffebar. Søren Stiller hedder kaffemesteren, og han er passioneret i en grad, som kun indgyder til respekt. Med en unik viden om kaffe, men også som anerkendt international kaffeekspert, er det stedet, hvor kaffenørder mødes. Ikke kun. Her er plads til alle, som sætter pris på en god kop kaffe. Et arbejdende kafferisteri, hvor man kan følge med i hele processen med at riste kaffebønner. Her er masser af plads, og der er en utrolig stor bredde i udvalget af bønner og kaffer. Teamet hos Great Coffee er en oplevelse at snakke med. Udover kaffe, og måske en enkelt croissant, så kan du købe alt muligt brygge-gear med hjem. Men ikke mindst få gode råd og vejledning til din kaffebrygning.

 

Great Coffee

Klostergade 32H
8000 Aarhus C
Website:

 

  

La Cabra

I Aarhus Central Food Market ligger kaffebaren La Cabra. Eller rettere, en af de to kaffebarer som La Cabra driver i Aarhus. Den anden ligger i Latinerkvarteret. La Cabra er kendt for deres kaffebønner, som de selv rister. Ejeren, Esben Piper, er kaffeentusiast, og er også passioneret for at finde og riste den perfekte kaffe. Deres bønner er anerkendte og brygges på flere kaffebarer i verden. Udover nogle hyggelige og dygtige baristaer, så har de også den kendte bager, Lasse Tronhjem, i bageriet. Han laver noget at byens bedste brød, og har i den grad formået at få det til at passe til kaffen. Her er mange forskellige kaffer. Alle bønner rister de selv. Du kan drikke kaffen i hallen (her er masser af plads) eller tage den med dig.

 

La Cabra

Sct. Knuds torv 7-9
8000 Aarhus C
Website:

 

 

 

RS28

Et par stenkast fra Banegården ligger RS28. RS står for Ryesgade. Den lille hyggelige kaffebar, som før husede Sigfreds Kaffebar. Nu hedder den RS28, men hyggen og stemningen er den samme. Lokalet er ikke stort, og der er altid godt fyldt ud. Men RS28 har en luge åben ud til Ryesgade. Kaffebønnerne kommer fra det københavnske The Coffee Collective. Her er passionen for kaffen også intakt. Håndværket ligeså. Der er boller, croissanter og kage til kaffen. RS28 er flittigt brugt især på vej til arbejde om morgenen, hvor man let kan nappe en kaffe med. De formår at lave kaffe i et flot tempo. Der er ikke lange enetaler om bønnerne, når baristaerne fornemmer, det skal gå lidt tjept. Befriende nogle gange. RS28 oser af hygge.

 

RS28

Ryesgade 28
8000 Aarhus C
Website:

 

RS28 i Ryesgade - Aarhus Update

 

Street Coffee

En lille oase i Jægergårdsgade. Street Coffee driver tre kaffebarer i Aarhus. En i Vestergade og en i Brammersgade. Det unikke ved Street Coffee er deres stemning. Når du træder ind ad døren, så slapper kroppen per automatik af. Pusten går af ballonen. Der er en sjælden set ro over at sidde og drikke kaffe hos Street Coffee. Nå ja, deres kaffe smager fremragende, og de er hyggelige at snakke med. Street Coffee startede, inden street food bølgen kom til Aarhus. De startede med en rød kaffescooter. Kaffebønnerne laves i et samarbejde med Union Handroasted i London. Bønnerne er direct trade, og forsøgt opretholdt i den økologiske ånd. Udover den dejlige kaffe, så er der også boller, croissanter og kager.

 

Street Coffee

Jægergårdsgade 15
8000 Aarhus C
Website:

 

fem kaffebarer i Aarhus

 

Bill’s Coffee

I Vestergade ligger der flere kaffebarer. En af dem er Bill’s. Her er både siddepladser og åben luge, så du kan få kaffe med på farten. Du kan også købe boller og kager, men det er klart kaffen, som de fleste kommer for. Lokalet er hyggeligt, men ikke særlig stort. Akustikken er ikke verdens bedste, men nu er det jo ikke møder, men kaffe det handler om. Når vejret tillader det, er der siddepladser udenfor, og du kan sagtens sidde i en af de ældste baggårde i Aarhus og drikke din kaffe. Kaffebønnerne kommer fra Sigfreds Kaffefabrik. Her er et stort udvalg, og nogle af bønnerne er vanedannende. Du kan også købe færdige kaffebønner med hjem. Så Bill’s fungerer også som kaffehandel af Sigfreds bønner.

 

Bill’s Coffee

Vestergade 58
8000 Aarhus C
Website:

 

Fem kaffebarer i Aarhus

 

Guides Se alle

Udvalgte artikler Se alle