Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mexicansk på den gode måde – Chido Mexican Grill

Af Line Ingwar Karlsen

Vi er i Mejlgade. Nok den største og vildeste cykelmotorvej i Aarhus. Her ligger et lille mexicansk spisested, som gør det godt. Overraskende godt. Det er mest en takeaway-joint, vi har med at gøre, men der er 14 siddepladser, hvilket gør, at en del spiser deres mad på stedet.

 

Maden er spændende. Eksotisk og ikke mainstream. Den er hjemmelavet, og på den gode måde. Der er tænkt over tingene. Mig bekendt er det danskere, som driver Chido, hvilket burde være nok til, at smagen var tilpasset den danske smag og kultur. Det ser vi alt for ofte, når det etniske køkken bliver kopieret og tilpasset. Men nej. Det er ikke sket på Chido. De har formået at gå fri – og holde sig til en smag, som er så autentisk, at du ikke ved, om det er i Mexico City eller Mejlgade, du befinder dig. Du bestiller din mad ved en disk, hvor maden også laves, mens du kigger på. Du får derfor maden med det samme uden ekstra ventetid. Dog var der pænt med kø den dag, vi var der, så ventetid undgik vi ikke.

Takeaway og café - Chido i Mejlgade

Burrito – eller en pandekage med kødfyld

En burrito er en større pandekage, end en tortillas er. Ofte er den tykkere. Vi fik Barbacoa, som er langtidsstegt ølbraiseret oksekød. Det er flanksteak, som langtidssteges med krydderier og øl. Der var meget af den  møre kød i vores burrito og lidt frisk salat. En mild, grov salsa. Pikant, ja på kanten af stærk. En hjemmelavet guacamole, som smagte helt forrygende godt. Masser af ost ogbønner. Grøntsagerne var stegt grøn peber og løg med oregano, majs og frisk koriander kom på til sidst.

Sådan ser den ud - Burrito på Chido i Mejlgade i Aarhus

Pandekagen var kold, dog varm på den ene side, hvor kødet lå. Den var let at spise, men blev lidt våd i bunden efter lidt tid. I Burrito-ligaen, er det byens bedste, vi har med at gøre her. 58 kroner måtte vi slippe. Det var der intet at sige til, ud over at prisen var human.

Burrito på Chido i Mejlgade i Aarhus

Quesillada – en halv halvmåne fra panden

Hvad er en Quesadilla? Det er en mexicansk ret. Umiddelbart ikke svært at gætte. Man tager en flad majspandekage og folder den til en halvmåne og steger den på en varm pande eller en grill. Derefter bliver den skåret over, og du får to kvarte stykker.

At et valg også er et fravalg er ikke noget, de kender til på Chido. Her kan du få det hele i, hvis du vil. Vi nappede Carnitas, som er en mexican-style pulled pork. Lidt brune ris, pinto bønner, jalapeño salsa, hjemmelavet guacamole, salat, creme fraiche, syltede rødløg og fetaost. De var rundhåndet med den friske koriander, som var sidste valgmulighed. 60 kroner stod der på tavlen for den her.

Forrygende god Quesillada på Chido i Mejlgade i Aarhus

Bowls – den uden pandekager

Staffs favorite må alt andet lige være det bedste, et spisested kan præstere. På Chido kan du snige dig uden om pandekagen og få alle de mexicanske lækkerier i en af deres ‘Bowls’. 65 kroner gav vi for sådan en omgang. Billigt og den mættede ufatteligt godt. Den var med sorte bønner og pinto bønner, Barbacoa, som jo betød langtidsstegt ølbraiseret oksekød, fajita stegte grøntsager, pico de gallo, majssalsa, nachos, BBQ, feta, guacamole og ren creme fraiche. Den smagte fremragende men meget tæt på vores burrito. Der var også stort set det samme i.

Staffs favorite - en bowl på Chido

Det går den rigtige vej – med betjeningen altså

Vi har spist på Chido flere gange. Maden har altid været god. Til prisen byens bedste mexicanske mad. Men betjeningen har været svingende. Nogle gange har jeg følt, de havde nok i sig selv, og at vi gæster/kunder kun var et nødvendigt onde. Men, sådan var det ikke denne torsdag aften. Der var både smil, snak, god rådgivning og ikke mindst følte vi os velkomne. Sagt på en anden måde, betjeningen var sjældent god – og nu spiller det max hos Chido.

Lige inden lukketid på Chido

Ingen alkohol inden døre

At man ikke kan få en mexicansk øl til sin mad er lidt øv. Og dog, der er øl på Chido, men du må ikke drikke dem i lokalet. Så det er kun som takeaway, du kan købe dem. Det ville være bollen og å´et, hvis vi kunne nyde lidt alkohol til maden.

Cool indretning på Chido

Den mexicanske læskedrikproducent, Jarritos, leverer læskedrik til Chido. Ret cool, da de ikke fås andre steder i Aarhus. Både smagen og farverne er anderledes. Men tro mig, du kommer til at holde af dem. De mexicanske limonader om du vil, kostede 22 kroner stykker. Igen sympatiske priser for lidt at drikke til maden.

Non alkohol på Burrito på Chido i Mejlgade i Aarhus

Vores regning og mening

Chido Mexican Grill er et ydmygt spisested, men hvor vi befandt os fantastisk godt, og hvor maden fuldt ud levede op til vores forventninger. 227 kroner inklusiv det vi drak til. Hvis ikke vi også ville teste bowlen, så var der mad og drikke for under en hund. Og ikke bare mad, men helt forrygende god mad. Lige nu er Chido Mexican Grill nok et af de hotteste takeaway-steder i Aarhus. Alt spillede maks den dag, vi var forbi. Hold fast i den stil, og udvid med en spiritusbevilling, så man kan få anstændig øl til sin mad.

Chido en mørk aften

En ubetinget anbefaling til Chido herfra. Hvis du ikke har været der endnu, så er det på tide. Det kan umuligt være prisen, som holder dig tilbage.

 

Chido Mexican Grill

Mejlgade 48a
8000 Aarhus
Telefon: 31 70 49 95
Website

 

Åbningstider
Mandag – fredag
11.30 – 14.00 og fra 17.30 – 21.00
Lørdag og søndag fra 14.00 – 21.00

 

vinbar_banner_803

Del artikel

Andre læser også