Betjening når der er bedst - Restaurant Unico
//Restaurant

Restaurant Unico er så meget mere end en golfrestaurant

Af Pernille Søborg

I anledning af Det Kongelige Teater, Kulturby 2017 og Moesgaard Museums opsætning af friluftsforestillingen Røde Orm, har Restaurant Unico lavet en Røde Orm menu. Med en perfekt beliggenhed i gåafstand til Moesgaard Museum, hvor stykket spilles, parkerede vi bilen og tog plads en onsdag aften klokken 17.45. Der var fuld booket.

 

Kæk modtagelse

Vi var lidt tidligt på den, men det var intet problem. Med en kæk bemærkning om, at vi kunne starte i baren, var stemningen ligesom lagt. Vi fik et bord ved vinduet og kunne nyde udsigten til store bede af rhodondendroner i forskellige farver og golfbanens grønne plæner.  

Alt booket hos Unico i Højbjerg

Effektive snacks

Først kom der bobler i glasset. Cremant d´Alsace Brut fra Schueller i det ene glas og Alain Guillaume Rosé Champagne i det andet. To ganske udmærkede glas.

Dertil fik vi tre sprøde snacks. Malt, flæskesvær og tomat chips. Vi kom hurtig i gang. Vi havde bestemt os for en Røde Orm menu med tilhørende vinmenu til 555 kroner, og derudover udså vi os nogle retter fra a la carte og valgte lidt vin på glas fra vinkortet. Det er også muligt at købe en ølmenu i stedet for vinmenu til menuen.

Lidt snacks på Restaurant Unico_

Overraskelse fra køkkenet

En hotdog a la stegt flæsk fangede vores øjne. Den kunne fås som tilkøb til menuen. Det var den lille overraskelse fra køkkenet med bobler, som stod på Røde Orm menuen. Bobler havde vi jo allerede bestilt, så vi sprang til. “Doggen” kom i et hjemmebagt brød med flæsk. Det var paneret og havde ligget i svinefedt natten over og derefter stegt sprødt. En mayo lavet på persille, sprøde kartofler og rødbedeskum var på toppen. En sjov lille start med velsmag.

Hotdog a la stegt flæsk på Restaurant Unico_

Røde Orm menuen

Så blev de to første glas vin skænket, og der kom brød med estragonsmør på bordet.

Forretten bestod af hvide asparges fra Samsø. De blev serveret med en lille dildcreme og håndpillede rejer samt sprødt rugbrød, vilde urter og urtesalt. Karse-emulsion og skilt sauce med klorofyl olie blev hældt over. Et farvespil af de smukke. Flot anretning, og smagen skuffede bestemt ikke.  Aspargesene krævede ikke meget tilberedning. Smagen i sig selv var fantastisk. Saftige og sprøde. Hvidvinen var en silvaner fra Klaus Gallé i Rheinhessen.

Hvide asparges og rejer på Restaurant Unico_-2

Smuk kalv og sommer

Hovedretten var kalvesteg trancheret ved bordet, og serveret på et stort bræt.

Betjening når der er bedst - Restaurant Unico

I små gryder var der nye kartofler, grønne asparges, rødvinssauce, og ved siden af en sommersalat med mormordressing og sprøde croutoner. Sikke en portion. Mørt og perfekt rosa kød med rødløg på toppen. Kødet smeltede på tungen. De flotte, grønne asparges var saftige med knæk-lyde, og saucen satte prikken over i´et. Det ene stykke kød tog det andet, men vi måtte opgive at komme igennem den store portion.

Kalven på Restaurant Unico_

Ost eller dessert

Valget stod mellem tre oste fra Arla Unika med behørigt tilbehør eller citronfromage og timian. Vi valgte ostene. Tre stykker var der på tallerkenen. En 1-årig Havgus, Kornly og Rød Løber. Dertil var tyttebær og hjemmebagt knækbrød. Tre komælksoste, der var lidt til den salte side. Ikke så meget at sige til dem. Gode oste, der holder. Dertil drak vi en Angela Langhe Chardonnay fra Italien.

A la carte

Til forret havde vi valgt laks en bellevue til 111 kroner. Laks, med vagtelæg og en blanding af stenbiderrogn og silderogn, karsecreme og masser af urter. En vinaigrette med syltede agurker blev hældt over. Flotte farver var sat sammen her, og retten så lige så lækker ud, som den smagte. Den fede laks var dejlig mør. Rognen gav en god saltet smag til retten, og de syltede agurker i vinaigretten gav det syrlige islæt. Gennemført flot forret.

Laks, med vagtelæg og en blanding af stenbiderrogn og silderogn, karsecreme og masser af urter på Restaurant Unico

I glasset var der tyske, Heiner Sauers, biodynamiske Sauvignon blanc. Et udmærket glas vin, som var lidt underlegen i forhold til laksen. Personligt havde jeg nok valgt Chardonnay eller Riesling.

Heiner Sauer på Restaurant Unico_

Tatar med peberrod

Til hovedret havde vi udset os en tatar a la wienerschnitzel til 111 kroner. Den lå på en luftig peberrodscreme, som var lavet på creme fraiche. Peberroden gav lidt bid til retten – dog uden at overtage den gode tatar, der var af oksemørbrad og med kapers, ansjoser og citron. På toppen var et sprødt brød samt grønt. En nytænkt tatar, der tog kegler ved bordet. Østrigsk Pinot Noir 2012 Gebling fra Sepp Moser var vinen til.

Tatar a la wienerschnitzel på Restaurant Unico_

Den kreative citronfromage

Desserten var en citronfromage. Citronmåne med karamel i bunden, citron kageknas, klassisk legeret citroncreme, parfait iscreme med timian, vinaigrette med citronpuré og koldpresset olie og frisk timian. En meget nyfortolket udgave af citronfromage måtte min ældre medspiser sande. Hun var dog imponeret og spiste op. Bamberger Riesling Auslese fra 2015 passede godt til desserten. Generelt er de glade for tyske vine på Unico, hvilket der ikke er noget galt i.

Citronfromage hos Unico i Højbjerg

Enkelt og hyggeligt

Det er hyggeligt på Restaurant Unico, der kan have 50 – 60 gæster udenfor og 40 indenfor samt spisende golfspillere ved indgangen. Det røde gardin var i dagens anledning trukket for, så vi sad adskilt fra golfspillerne, der også skulle have mulighed for en bid mad. Glødelamper i forskellige former hang ned fra loftet, men det var nu det naturlige lys, der kom ind gennem de store vinduer, der sørgede for belysningen. Trævægge og hylder i forskellig former og størrelser og store vinkøleskabe skaber rammerne. Bordene er dækkede ganske enkelt med et par glas, en hvid serviet, en trækasse med bestik, levende lys og en frisk blomst.

Fuld hus på Restaurant Unico_

Et fund til prisen

1.328 kroner var prisen for Røde Orm menuen inklusiv vinmenu, overraskelse og bobler, tre retter a la carte med tre vine og et glas bobler. Maden er uhørt billig i forhold til kvalitet, smag og størrelse. Du får noget for pengene her.  

Vurdering

De forstår, at præsentere maden på Restaurant Unico. Flotte serveringer, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Smagen er i en klasse for sig. Traditionelle retter møder fornyelse, og de forstår at bruge råvarerne. Det er en ren fornøjelse. En forestilling med mad og vin inden Røde Orm går på scenen. Betjeningen var fyldt med venlighed, havde overblik og situationsfornemmelse. Præsentationen af mad og vin skete med et smil og omhyggelighed. På ægte Røde Orm vis vil jeg svinge sværdet for Restaurant Unico og give dem vores bedste anbefaling.

 

Klokken 19.50 var vi færdige med middagen og klar til at gå videre. Der var et fint flow over serveringerne, og personalet havde styr på tiden, så vi uden problemer kunne nå over til forestillingen.

 

Røde Orm fortsætter til den 1. juli, og der er stadig pladser at få på Unico til både mad, drikke og parkering. Husk, at bestille din Røde Orm Menu, når du reserverer bord.

 

Restaurant Unico

Ny Moesgårdvej 50
8270 Højbjerg
Tlf. +45 86 27 66 11,
Mail: mail@restaurantunico.dk

Book bord online her:

 

 

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle