Af Redaktionen

For ganske kort tid siden gik det op for mig, at den lille hyggelige græske Restaurant Zorba i Frederiks Allé har noget, ud over det sædvanlige, at byde på. Normalt falder jeg ikke på halen af græsk mad, med mindre ferien går til Grækenland eller op til Chez Tony på Trøjborg.

Den gamle græker er blevet skaldet

Alle jer, der var i Aarhus i 80’erne og først i 90’erne, ville kunne huske en restaurant på Bruuns bro, som hed Zorba. Ejeren dengang hed Thomas Karassavidis, en altid glad og munter mand. Her fik man god gammeldags græsk mad, præcis som man husker det fra ferierne i Grækenland. Jeg kom der rigtig mange gange, dengang i 80’erne. Pudsigt nok, er det Thomas’ datter, den kun 19- årige, Xenia Kjær Karassavidis, som ejer Zorba i Frederiks Allé. Vi har set og talt med hende flere gange i restauranten. En sød, smilende og køn pige, som tydeligvis har et mål, med det hun vil. Hun er altid på arbejde og fortæller os, at hun altid har haft en drøm om at få sin egen restaurant. Med en græsk far og med et hjerte som banker for det græske køkken, er hendes drøm gået i opfyldelse. Vi kan ikke rose unge iværksættere nok. Dem, som kaster sig ud i at starte egen virksomhed, fordi de brænder for det, de gør, og tror på det.

Xenia Kjær Karassavidis og hendes far, Thomas, fra Restaurant Zorba i AarhusMaden er som dengang

Maden er ligeså god, som dengang i 80’erne. Sjældent er   jeg blevet så nostalgisk, som da jeg opdagede, at det var den gamle Zorba, som var genopstået med den gamle grækers datter som ejer. Den lille og hyggelige restaurant er som regel fyldt. Stedet er allerede attraktivt.

Autentisk græsk

Græsk mad er enkle retter, helst lavet på friske råvarer og godt krydrede med bl.a. mynte, hvidløg, oregano, timian, citron, persille og kanel.
Målet hos Restaurant Zorba er, at servere ægte græske retter for aarhusianerne, til rimelige priser.

Velsmag og enkelhed

Vi har spist på Zorba en del gange efterhånden, og prøvet lidt af hvert. Men denne aften var vi nogle stykker, som skulle have noget mad, som passede til øl. Det gør græsk mad glimrende. Første forret var grillet fetaost med tomat, oliven og løg til 45 kroner. En pæn og velsmagende omgang. På ingen måde en lille forret. Hvis du er til fetaost, kan vi varmt anbefale den.

Grillet fetaost hos Restaurant Zorba i Frederiks Allé

På den anden side af bordet stod den på kalamari(indbagte blæksprutteringe) med tzatziki til 49 kroner. En stor portion. Den kvindelig medspiser sad med et tilfreds smil på læben, så enten drømte hun om en ferie sydpå eller så smagte det godt. Jeg tolkede det sidste, da jeg smagte dem på min pikilia.

Kalamari på Restaurant Zorba i Frederiks Allé

Næste forret var spanakopita (indbagt græsk spinat og feta i filodej). Også til 45 kroner. Tre store stykker. De kom med tzatziki til. Sprød dej og ikke mindst frisk i smagen.

Spanakopita (indbagt græsk spinat og feta i filodej) hos Restaurant Zorba i Aarhus

Ønsker man at smage lidt af hvert, er et oplagt valg pikilia. Her deler man forskellige forretter bla. taramosalata, som er torskerognsmousse, som er lavet af torskerogn med kartofler, chilifeta som er rørt feta med chili, kalamari og dolmades. Prisen er 69 kroner per person og den laves til mindst to personer. Her får man en rundtur i det græske køkken.

Pikilia til to personer på Restaurant Zorba i Frederiks Allé

Vi startede med en billig klassiker. En pita med græsk bøf (40 kroner). Brødet er hjemmebagt på grillen, hvilket smages med det samme. Dressingen er tynd, men klassisk græsk som den skal være. Der er en pæn stor bøf i samt salat, tomater og agurker. For 40 kroner får man mere, end man kan forvente, og de fleste pita-konkurrenter får baghjul her.

Pita med græsk bøf på Zorba i Aarhus

Den næste af de lette retter var en pita med lam (55 kroner). Det pudsige her er, at man nok ville forvente, at kødet var i pitaen, men det er ikke tilfældet. Man får to lammekoteletter ved siden af. Meningen er så, at du skal bide af dem samtidig med du spiser din pita. Lammet har været på trægrillen og havde en perfekt smag. Uanset om kødet er ved siden af eller ej, så får du en god stor velsmagende ret her.

Pita med lam på Zorba i Aarhus

Souvlaki betyder “lille spid” på græsk. Det er også en græsk madret med et spid med forskelligt grillet kød til. Det er klassikere, som skulle prøves. Den blev serveret med græske kartofler, salat, feta og tzatziki. Ros for det er kartofler og ikke fritter, som man ofte ser det i Grækenland. Kødet var mørt og godt krydret, og der var nok af det. Prisen var 119 kroner. På ingen måde dyrt.

Souvlaki til 119 kroner hos Restaurant Zorba i Frederiks Allé

Vi havde en anmelder med fra København. Han valgte en græsk bøf med stegte kartofler, græsk salat med feta, tzatziki og en kurv med lune stykker pitabrød til fælles deling. Enkel anretning. Ikke så meget pjat. Det smager godt, og tankerne kommer hurtigt ind på gode ferieminder fra syden. En stor saftig bøf. Et gæt kunne være små 300 gram. Også her var prisen 119 kroner.

Græsk bøf på Restaurant Zorba i Frederiks AlléDuften af grill – og trækul

Er der noget bedre end en åben grill, hvor kød og grønsager steges på? Jo, ville nogle måske sige. Men vi synes, duften af træ, kød og grill er helt forrygende. Den gamle græker, Thomas, fortæller, at græsk kød skal laves over en grill, hvor fedet drypper ned i kullene og giver os og aroma til kødet. El er meget billigere, og mange bruger i dag en el-grill i stedet for en trækulsgrill. Synd og skam, siger han. Hans datter er enig. En af hemmelighederne ved Restaurant Zorba er, at de laver en stor del af maden over åben ild. En anden er, at alt kødet er marineret, mindst to dage og er efter egne familieopskrifter.

Trækulsgrillen hos Restaurant Zorba i AarhusHvad drikker man til græsk mad?

På en del græske restauranter drikker man Ouzo, Metaxa, græsk øl og Retsina. Det kan du også få hos Zorba, men der er også et vinkort med de bedre græske vine. Det er en græsk restaurant, ikke en restaurant tilpasset den danske smag, ergo skal vinen også været græsk. Så der er stor ros for det. Vi var alle fire enige om, det talte op. Desværre ser vi en del græske restauranter, som har italiensk og sydamerikanske vine, for at behage de danske gæster. Hvis man køber de gode græske vine, ja så er de klart både en oplevelse og anbefaling værdig. Vi bestilte også en omgang græske øl, Mythos. Den smager i øvrigt bedre, end en hel del danske pilsnere. Husets vin koster kun 189 kroner, og det er for en liter. Vi drak den til vores mad. Den smager faktisk ganske godt til prisen.

Mythos pilsner på Zorba i AarhusBilligt, rigtig billigt

Det er ikke de store penge et måltid koster på Zorba. Et let måltid kan gøres for under 100 kroner, og det er inklusiv noget at drikke til. Maden er der ikke noget at komme efter, og slet ikke hvis man er til det ægte græske køkken. Portionerne er store, man bliver mæt. Der er noget stolthed over grækerne – i hvertfald på Zorba i Aarhus. De sætter en ære i, at deres gæster bliver mætte. Det finder man hurtigt ud af. Gæsterne tæller en stor del stamkunder, som både spiser på Zorba eller tager maden med hjem. Alle retterne fåes som takeaway – og priserne er en del billigere, end hvis du spiser dem i restauranten.

Indretningen på Restaurant Zorba i Frederiks AlléIkke så meget plads

Gæsterne må sidde lidt tæt, når der er fuldt hus – og det er der ret ofte. Der er plads til 35 spisende gæster. Hyggen er der, og stemningen er afslappet, så man opdager faktisk ikke, at pladsen er knap.

Græske familiebilleder hos Restaurant Zorba i AarhusGræsk som i Grækenland

Restaurant Zorba er et spændende og intimt sted med ægte og autentisk græsk mad. Lige efter den græske kogebog. Enkelt og uden dikkedarer. Et stykke grillet kød, lidt ristede kartofler, en skål salat, feta og en skål med oliven. En ubetinget anbefaling herfra. Det er vores vurdering, intet mindre. Restaurant Zorba er original på den gode græske måde. Der er god service, god og billig mad, fantastisk grillduft fra trækulsgrillen. Alt i alt en lille og godt gemt græsk restaurant, som ikke gør meget ud af sig selv.

Restaurant Zorba

Frederiks Allé 91
8000 Aarhus
Telefon +45 86 13 50 70
 
[mappress mapid=”126″]

Fastfood & Takeaway Se alle

Udvalgte artikler Se alle