Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Postnummer 8240: Tør sushi uden smag, men vinen var god

Af Line Ingwar Karlsen

Risskov er kendt som velhaverforstaden til Aarhus. De har den lange strandstrækning, den høje indkomst, de dyre hytter og ikke mindst den “rigtige” selvforståelse. Det er der ikke noget galt i. Der er gode spisesteder i Risskov. Dog ikke ret mange, men det er der. Risskov Sushi er ikke ny. De gør mest i takeaway. Vi satte os for at teste, hvad de kunne.

Risskov Sushi anmeldelse

Det så ud som et godt tilbud

På tavlen var der en blandet menu med 15 stykker blandet sushi til 150 kroner. Umiddelbart en god pris. Normalprisen var 175 kroner. Af nigiri var der en laks, en tun og en med 1 reje. Der var fire blandet maki og otte uramaki med crispy rejer. Farverne var flotte, og det så ud som om, de brugte færøsk laks. Skuffelsen kom først, da vi smagte sushien. Fisken var god. Ros til den. Men risene smagte ikke af noget. Oven i det, var de tørre. Det var ikke rart at spise. Det giver ikke mening, at bedømme fisk og andet i sushien, da risene udgør langt den største procentdel i sushi.

Postnummer 8240: Tør sushi uden smag, men vinen var god

Næste bestilling var deres menu med 4 nigiri og otte maki til 130 kroner. Ved en fejl, tror jeg da, fik vi to ekstra nigiri med. Dem takker vi for. Her var fisken igen flot og frisk, men risene tørre og uden smag. Vi tog risene af og spiste fisken. Lidt synd, men det var synd at smide den gode fisk i skraldespanden.

Postnummer 8240: Tør sushi uden smag, men vinen var god

 

Et lyspunkt, trods alt

Vi købte også chirashibox (en slags japansk måltidssalat med alt godt fra havet).

Postnummer 8240: Tør sushi uden smag, men vinen var god

Udgaven her bestod af ris, grøntsager, avocado, tangsalat, snekrabbe, teriyaki-laks, spicy rejer, tobiko-rogn, forårsløg, sesam og wasabi-mayo. Igen var risene uden smag, men dem gik vi udenom. Resten var frisk og smagte godt. Teriyaki-laks og wasabi-mayo skal fremhæves. De trak sig et godt stykke op over forventningerne. De havde formået at banke noget smag i laksen. Hvis du er til fisk og skaldyr, så prøv den her.

 

Hvor blev smagen af?

Risene i sushi er afgørende. Hvis de ikke er lavet ordentligt, så falder det hele til jorden. Nu er det ikke let at tilberede sushiris. På ingen måde. Men den vi fik hos Risskov Sushi havde ganske enkelt ingen smag. Sushi betyder oversat til dansk ”syrlig smag” med reference til de eddikemarinerede ris. Måske havde de glemt eller fejldoseret riseddike, sukker og salt. En ret alvorlig fejl, hvis det var tilfældet. Enhver sushikok i Japan har sit eget blandingsforhold, og sushiris smager sandt nok forskelligt. Og selvom det også gælder i Danmark, kan ikke redde oplevelsen. Vi var alle tre enige om, at risene ikke smagte af noget. Det satte en dæmper på resten af måltidet. Øv!

 

Venlig og usnobbet betjening

Det startede ellers så godt. Betjeningen var imødekommende og smilende. Skønt. De gik tydeligvis op i deres arbejde. Kyndig vejledning. Der var tjek på tingene. Vi følte, at vi var i trygge hænder.

 

Vinen tog pokalen

Dagens store oplevelse var uden tvivl den vin, vi købte med hjem. Den vandt. Den var fra en af topproducenterne i Mosel,  Thomas Haag, fra vingården Schloss Lieser. Årgang 2015 i Mosel var en topårgang. Rieslingen her er med sin syre og retsødme god til sushi. Den spiller godt sammen med risen og den rå fisk. Og dagens vin smagte intet mindre end forrygende godt. Vinen havde en pæn afdæmpet syre med en med en smule restsødme. Til 95 kroner er det for alvor god value for money. Køb den, også selvom du ikke skal hente sushi.

Postnummer 8240: Tør sushi uden smag, men vinen var god

Det mener vi

Det korte svar er en ommer. Når risene er tørre og ikke smager af noget, så bliver fisken underordnet. Fisken var frisk og flotte i farverne. Tykkelsen var fin. Præcis skåret. Isoleret set smagte fisken og tilbehøret godt. Som helhed dumper Risskov Sushi. Men kun på grund af de tørre og kønsløse ris. Vinen gjorde aftenen god. Men nu var det jo maden, vi kom efter, og desværre ikke vinen.

Vi vender tilbage og giver Risskov Sushi en chance til. Det kan ganske enkelt ikke passe, at de er så ringe til at lave en anstændig sushi, som smager godt, og hvor risene er veltilberedte.  

 

Risskov Sushi

Nordre Strandvej 82
8240 Risskov
Telefon: 86 13 20 40
Website

 

 

Del artikel

Andre læser også