Sårt i Jægergårdsgade i Aarhus - Foto Jan L. Pedersen
//Restaurant

SÅRT – tilbagelænet på den fede måde

Af Jan L. Pedersen

Jægergårdsgade er i fuld gang med sin anden ungdom. Gaden er mere hip end nogensinde før. Et, mindre, hav af nye forretninger er skudt op. En stor del af dem har med mad at gøre. En af de nye, lidt uvorne, drenge i klasse er SÅRT. En kombineret restaurant og delikatessebutik. Indretningen og atmosfæren er cool, grænsende til det hippe.

 

Kød fra egen bondegård og grønt fra vennerne

“Vores køkken er et uformelt sammensurium af gode sager fra delikatessen, frisk line eller bundgarnsfanget fisk, kød fra vores egen hyggelige gård, samt grøntsagsretter, med grøntsager fra venner og bekendte”, står der på SÅRTs hjemmeside. Det er altid rart at vide hvad køkkenet selv tænder om deres mad. Med sådan en udmelding blev forventerne ikke mindre.

Metalkrus er det nye sårt

Der var metalkrus til vores vand. De var mere smarte end praktiske. Smag og behag, men jeg er mere til glas end emalje. I krusene står bestikket og servietten. Praktisk og enkelt kan man sige.  

Metalkrus og saft på SÅRT

Anstændig betjening

Lækker stil og gennemført indretning. Lokalerne har før været brugt til restaurant. Men uden den store succes. Det ser ud til, at drengene bag SÅRT har bedre succes. De er i hvert fald tro mod deres koncept. Gennemført, det skal de have. Betjeningen var en yngre mand, som viste sig fra sin bedste jyske side. Et bud. Venlighed, opmærksomhed og skarp på både mad og vin. Ingen slinger. Jeg elsker den type betjening, som ved, hvad de har med at gøre, uden at iscenesætte og promovere sig selv.

Maden skulle efter sigende være rustikt

Hvad, det så end dækker over, er mere fluffy. Vi bestilte noget trøffelsalami fra slagteren i Siena. Det var ikke hjemmelavet, men det var også fuldstændig underordnet. Det smagte fantastisk. Derefter en omgang pasta og charcuteriefadet.

Danske pølser uden så meget ævl

Charcuterie hedder det så smukt på kortet. Alt er dog dansk. Og når det smager som her, så er det weltklasse. For filan, hvor var det godt. Der var fire forskellige slags. Skinke, Ventricina med cayennepeber, Lonza og Coppa. Dertil var der aioli, tomatpesto og tahin, som er en pasta af malede sesamfrø. Tre meget forskellige slags, der passede godt til pølserne. Lidt fermenteret grønt havde også fundet vej til fadet. Gode, syrlige pastinakker og gulerødder. I kurven var der to slags brød. Lækkert og selvfølgelig frisk og hjemmebagt. Prisen for fadet var 150 kroner.

Bolognese danes

Pasta med kalveskank., braiseret, med masser af parmesan fra en kæmpe ost, som udhules i takt med, at pastaen bestilles. Pastaen var al dente. 1-0 til SÅRT her. Det er ufattelig sjældent, man får en perfekt kogt pasta på en restaurant. Men det var tilfældet her. Jeg forstod på tjeneren, at det var en dansk bolognese. Det var det også. Kødet var forrygende mørt og sammen med parmasanen, var det kærlighed ved første blik. Pastasauce bruger man ikke. Eller det er løgn. For der var lidt i bunden. Men den gjorde ikke meget væsen ud af sig. Prisen var 150 kroner. Alt i alt en mættende og ærlig omgang.

Naturligvis naturlig vin

Tilgangen til vin er afslappet. Dermed ikke sagt at folkene bag SÅRT ikke ved noget om vin, for det gør de afgjort. Men de har kun økologisk, biodynamisk og naturvin. Det er ikke de gamle Bordeauxer, Ripasso eller Amarone, du finder på kortet her. Det kan de ikke lide. SÅRT har en holdning til meget, herunder til vin. De er kategoriske. Sådan er det. Enten kan man lide det, eller så kan man ikke. Jeg har været der flere gange. De har noget ganske fremragende vin, men også noget som jeg ikke forstår. Men vi drak lidt rød- og hvidvin. Begge i den lette genre. Gode vine, som er yderst drikkevenlige. Det fede er, at SÅRT har nogle vine, som man ikke får andre steder. Hatten af for det. Vi drak en økologisk hvidvin fra Domaine De Majas Cotes Catalanes. Frisk og saftig uden markant syre. Den røde vin var ren naturvin på pinot noir/dornfelder fra Mosel. Orea Saar Rouge var navnet. En elegant og let vin med stort bællepotentiale. Den smager godt, og kan drikkes til det meste.

Delikatessebutik sammen med restauranten

I det ene hjørne af restauranten har SÅRT deres udsalg af forskellige oste og pølser. Det er de samme, som du får serveret i restauranten. Det er vildt hyggeligt og giver en leben, som kun meget få restauranter oplever til frokost.

Vores vurdering

SÅRT er ærlig. De skiller sig ud fra mængden. Befriende, selvom jeg af og til tænker, hvorfor mon? Deres mad smager godt. Råvarene er de noget af det bedste, der kan opdrives. Størstedelen af kødet, inklusiv det færdige charcuterie, kommer fra deres bondegård. De laver det meste selv. God stil. Alt i alt er SÅRT et hyggeligt sted. De er sig selv og gør det forrygende godt. Jeg holder af både restauranten og delikatessebutikken. Et besøg på SÅRT er ukompliceret. Der er ikke så meget, du skal tage stilling til. Du slipper også for lange enetaler om mad og vin. Kort og præcis intro. That’s it. Vi betalte i alt 540 kroner for charcuteri, trøffelsalamien, pastaen og for to glas vin. Hvis du, endnu, ikke har været forbi SÅRT-drengene, så får du her en opfordring til at komme afsted. Det var en helt forrygende god oplevelse denne onsdag til frokost.

SÅRT

Jægergårdsgade 6
8000 Aarhus C

Website:

 

Restaurant Se alle

Udvalgte artikler Se alle