Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny deli og restaurant – svinegode delikatesser hos SåRT i Jægergårdsgade

Af anders@sommersangdigital.dk
Lørdag 7. maj får Aarhus en ny deli og restaurant. Navnet er SåRT, og bag det nye sted i Jægergårdsgade står fire ambitiøse ildsjæle, som alle arbejder på den gode gammeldags facon med fedt, salt og hænder fremfor nitrit og thermomixere. 

 

”SåRT er et projekt, som på én gang er helt nede på jorden og meget ambitiøst. Vi laver stort set alting selv og bruger ingen mellemleverandører. På den måde kan vi arbejde med sæsonens bedste råvarer og følge produkterne hele vejen fra gården til gæsternes tallerken. SåRT er kort fortalt helt nede på jorden, super hyggeligt og meget ærligt,” fortæller Martin Fryd Christensen, der er en af kokkene og idémændene bag SåRT.

 

Pasta, pølser og oste helt fra bunden

Hos SåRT kan den kvalitetsbevidste foodie finde delikatesser som frisk pasta, gedeoste og pølser og charcuterie fra SåRTs eget pølsemageri på Troldgården. SåRT er både en deli, et take away-sted og en restaurant, og her er priserne ligeså gennemsigtige som menuen; for omkring 300 kroner kan du slå dig ned og smage på lidt af det hele, og serveringerne er yderst delevenlige.
”Maden på SåRT er let at forstå, og sådan som vi synes al mad bør laves. For eksempel bruger vi kød fra Troldgårdens fritgående økogrise af den sortbrogede slags. Ude på Troldgården står vi i et lille pølsemageri og laver charcuterie efter sydeuropæisk tradition. Altså vand ud, ikke vand ind. Vi bruger ingen nitritsalte, fosfater og andet ondskab, vi bruger kød, salt, vin og krydderier. Pølserne fermenterer på gården, og derefter kommer de ind og tørrer i vores tørrerum i restauranten,” fortæller Martin Fryd Christensen.

 

Unikt samarbejde med Troldgården

Bag SåRT står kokkene Martin Fryd Christensen og Esben Kragh Rasmussen fra det tidligere Deli’en i Jærgergårdsgade, kokken Mads Billenstein Schriver fra Restaurant Hærværk og landmanden Philip Dam Hansen, som driver det økologiske landbrug Troldgården ved Hovedgård sammen med sin mor Birgitte Dam Hansen. ”Ideen med at forene landbrug og restaurant er jo i virkeligheden ret unik, men for os er det en helt naturlig konstellation. Vi ønsker at være tæt på råvarerne og arbejde efter de gode gamle principper om at god oprindelse er lig med god smag. Derfor er vores stil heller ikke at skilte med økologi eller at gøre meget ud af at fortælle, at vores kød kommer fra 100 procent økologiske frilandsgrise. Vi synes det er helt almindelig sund fornuft,”siger Philip Dam Hansen, der er økologisk landmand hos Troldgården og medejer af SåRT.
SåRT i Jægergårdsgade

Åbningsfest lørdag 7. maj

SåRT åbner til Markedsdag i Jægergårdsgade lørdag den 7. maj kl. 10.00. Her rykker deli’en og restauranten ud på gaden og tilbyder pølser med brød og dyppelse til 50 kroner, charcuteriebræt eller ostebræt til 100 kroner og vin på flaske til 200 kroner. Åbningen fejres med festligt musik og senere på aftenen med DJ og endnu mere vin, pølser og ost. Alle er inviterede, og festen varer lige indtil indehaverne ikke orker mere.

 

Del artikel

Andre læser også