//Fastfood & Takeaway

The Burger Shack – en anstændig håndholdt og den bedste Fried Chicken

Af Pernille Søborg

The Burger Shack er lidt af en kopiering af Tommi’s Burger Joint. Det kan vi ikke komme uden om. Når det så er sagt, så var deres mad overraskende god. Hold op, de var gode, den dag vi var forbi. Første gang vi var der, var en uges tids efter, Burger Shack åbnede. Det var mildest talt forvirrende. Lang ventetid, en betjening som virkede blank – i hvert fald på sit arbejde. Opstartsproblemer kan man roligt sige. Det kan ske for, næsten, alle. Men de er væk nu. Helt væk. Og burgerne, ja, de er efter min overbevisning de bedste håndholdte i Aarhus pt.

The Burger Shack på en onsdag

Enkelt så det, næsten, gør ondt

Kødet til en burger er bedst, når det er tilberedt på grill. En konstatering. Smagen af ild var til stede i bøffen. Den var rosastegt. Saftig og helt igennem perfekt. Bollerne er den bløde type. Fair nok. Men det var klart hakkedrengen, som tog kegler. Økologiske grøntsager, fritgående køer og ingen madspild. Burgerne har, ud over bøffen, ikke meget smag. Du må selv peppe den op med diverse saucer og dressinger, der står ved baren.

Sådan ser hamburgeren ud på The Burger Shack

Fritter med parmesan

Fries blev serveret i miniudgave af en frituregryde. Sprøde og pæne fritter med parmesan og lidt friske urter. Perfekt bløde indeni. Omhyggelighed betaler sig.

Smuk bøf The Burger Shack

Den bedste Fried Chicken – ever

Tænk sig, at man nu kan få fried chicken, af fritgående kyllinger, som har haft et ordentligt liv. Det tæller kun op på den dyreetiske skala. Men smagen var intet mindre end forrygende. 16 til 17 forskellige krydderier var mixet sammen. Det gav en forrygende god smag. Sprøde og møre indeni. Den bedste jeg nogensinde har smagt. Dertil var homemade coleslaw med koriander, persille, hvidløg og chipotle chili til at sparke gang i den. Den var frisk, sprød og med en anelse kant. Godt set og ikke mindst godt lavet.

Fried Chicken på The Burger Shack

Skovmandsskjorter og smil

Der var fyldt ved bordene, da vi kom, og en livlig trafik ind og ud af burgerbaren. Man skal forvente lidt kø, men pyt med det, når det er værd at vente på. Stedet var beklædt med rå træborde, bænke, træstubbe på væggene og bogreol på øverste hylde samt lysekroner i loftet. De fire mand bag baren var iført skovmandsskjorter. Det var en smilende, venlig og hjælpsom betjening.

The Burger Shack i Aarhus_

Vi betalte

Priserne er sympatiske – grænsende til det billige. En helt almindelig hamburger koster 50 kroner. Men vi tog menuen, og her var prisen 80 kroner inklusiv fritter og en Coke. Ønsker du Budweiser i stedet for cola, kunne det tilkøbes for 10 kroner.

 

Vurdering

The Burger Shack, siger det handler om økologi, bæredygtighed og smag i topklasse. De to første ting kunne vi ikke smage – men det sidste var i den grad sandt. Deres burgere var perfekte i min verden. I den håndholdte kategori er det blandt de bedste, jeg har smagt. De fleste kommer der selvfølgelig for at få burgere, men Burger Shacks fried chicken er helt sikker også værd at prøve – de slår det meste. Alt i alt en af de store anbefalinger herfra!

 

The Burger Shack

Frederiksgade 39
8000 Aarhus C
Telefon: 23 45 67 27
Mail: info@theburgershack.dk
Website 

 

Åbningstider
Søndag – onsdag fra klokken 11.30 – 21.00
Torsdag – lørdag fra  klokken 11.30 – 04.00

 

Fastfood & Takeaway Se alle

Udvalgte artikler Se alle