//Vin

Tjek Vinen: Vi kender alle Grenache, men druen må ofte se sig henvist til bagetiketten

Af Jens Peter Nebsbjerg

Det kan måske overraske at Grenache er den syvende mest plantede drue i verden. Den ses sjældent på en etikette, men den er værd at lede efter – prøv at vend flasken om, det er på bagsiden at man finder Grenache.

 

Grenache stammer fra Spanien, hvor den kaldes Garnacha. Den har tilpasset sig tørken og varmen og det er årsagen til at den er så berejst. Druen kender vi oftest fra det sydlige Frankrig, hvor den står bag en lang række roséer og rødvine med Châteauneuf-Du-Pape som den mest kendte.

 

Grenache har sjældent meget farve, det skyldes det tynde skind med lyse pigmenter. Den bliver let overmoden og det giver flæskede vine med høj alkohol, fylde, sødme og med modne røde frugter. I den anden ende af spektret kan den give vine med enorm elegance, fin syre og sart lys rød frugt.

 

I Rhône-dalen trives den med Châteauneuf-Du-Pape som bannerfører for en stil, der kan beskrives som stor, blød og dyb. Hverdagsvinen i Rhône-dalen hedder Côtes du Rhône og her er koncentrationen lavere, det giver et lettere udtryk. Den blandes med Syrah og Mourvèdre, som tilfører farve, tannin og mørk frugt.

 

I Australien optræder denne blanding på etiketter under forkortelsen GSM. Vinene minder om dem vi finder i Châteauneuf-Du-Pape om end der selv ”down under” findes eksempler på den meget elegante version af Grenache.

 

Grenache er værd at lede efter for os der kender den. Sjældent bliver den oversolgt og søger man efter den – finder man den hurtigt.

 

Grenache er meget alsidig når den kommer på middagsbordet. I sin fyldige stil klarer den nemt ingredienser, som typisk udfordrer andre rødvine såsom hvidløg, krydderurter og tomat. Den er en god all-rounder til tunge retter, gerne simremad og proteinrig kost. Prøv den til alt fra ratatouille over flæskesteg til en velhængt bøf.

 

 

2012 Côtes du Rhône, Vidal-Fleury, Rhône, Frankrig

Philipson Wine : 109,95 kr. eller på tilbud til 59,95 kr. v. 12 fl.
Krydderurter og stald blandes i duften med kirsebær og blommer. Smagen byder på kirsebærsten, tobak og rå-lakrids. En mellemkraftig vin med varmende alkohol, der balanceres af syren.
5 stjerner

 

 

 

 

2016 Unlitro, Ampeleia, 1 Liter, Costa Toscana, Italien

Bichel Vine: 130 kr. eller 110 kr. v. 6 fl.
En saftig og frisk naturvin, hvis bællepotentiale understreges af en let prikken på tungen. Den dufter af kærnemælk, funky frugt og roser. Den smager af blommer, tranebær og røde kirsebær. Fine korn af tannin og frisk peber bliver hængende i munden. Kan med fordel serveres afkølet.
5 stjerner

 

Unlitro

 

 

2015 La Jean de Verde, Domaine Alary, Cairanne, Frankrig

Jysk Vin: 175 kr. eller 155 kr. v. 6 fl.
Vinen dufter af tætpakket blå bær, mørke modne blommer og alkohol. Alkoholen skjules af vinens koncentration og efterlader kun lidt varme. Den smager intenst af brombær, blåbær og krydderier. En blød og kraftig vin med god længde som kan håndtere selv de tungeste retter.
5 stjerner

 

 

 

2015 Garnacha, Navaherreros, Madrid, Spanien

Vinova: 125 kr.
Farven er lys som en mørk rose, men funklende klar og smuk. Den dufter af tranebær, hindbærblade og orangeskal. Strukturen domineres af en stor mængde helt fine tanniner og den forfriskende syre. Den smager af tranebær og røde kirsebær med en krydret kant som afslutning.
4 stjerner

 

 

2015 Châteauneuf-du-Pape, ”Deux Sæurs”, Tour Saint-Michel, Rhône, Frankrig

Philipson Wine: 219,95 kr. eller på tilbud til 149,95 kr. v. 12 fl.
Vinen dufter af henkogte blommer og krydderkage. Den er blød og rund, men med syre og tannin til at holde tyngden på plads. Blommerne har også hovedrollen i smagen suppleret af sødmefulde krydderier og krydderurter.
4 stjerner

 

 

 

 

 

Vin Se alle

Udvalgte artikler Se alle