Betal regningen, eller sælg dig selv!

Forleden skrev jeg en lille klumme om virksomhedernes brug af betalt omtale. Klummen var tænkt som et opråb – og at man skulle huske at følge markedsføringsloven. Ud over det, så ønskede jeg også at gøre opmærksom på, at virksomheder meget let kan få badwill, ved at købe sig til gode anmeldelser. Desværre har det vist sig, at mange læsere er og har været i tvivl om, en anmeldelse eller anden positiv omtale er betalt, eller det er uvildig. Jeg har fået mange kommentarer, mails, telefonopkald efter min klumme. Det tager jeg som udtryk for, at mange har en mening om emnet. Det, som også kom frem, var at nogle virksomheder, herunder restauranter, blev hængt offentligt ud, fordi de havde betalt bloggere og madanmeldere med gratis mad og drikke, mod de fik en positiv anmeldelse. Lad mig slå fast med det samme: Det var ikke min hensigt. Hvilke aftaler virksomhederne laver med bloggere/madanmeldere er mig uvedkommende. At der er nogle restauranter, som har været nødsaget til at købe sig til positive anmeldelser, er i sidste ende synd for dem. Men nu er skaden sket, og mon ikke de tænker sig om næste gang, der står en blogger eller journalist og tigger om gratis mad og drikke?

Pressen har historisk set haft mange privilegier

Gratis presseture, gratis teaterforestillinger, gratis koncerter, gratis restaurantoplevelser, gratis bøger, gratis vin, gratis tøj, gratis fester, gratis koncerter, gratis fiskekasser, gratis grøntkasser, gratis kødkasser, gratis årskort for hele familien, gratis biler (i en periode), gratis fotoudstyr, gratis hudplejeprodukter, gratis hotelværelser, gratis ferier og så videre. Jeg kunne blive ved… Men pointen er, at når pressen i årevis er blevet forgyldt af diverse virksomheder, hvorfor må bloggere og de nye digitale medier så ikke benytte sig af de samme privilegier?

Reglerne bør vel gælde for alle, eller hvad?

Det er ikke for egen vindings skyld

Jo, reglerne gælder for alle. Men i min optik er der en forskel, og det er, at journalister og andre ved de gamle medier ikke får noget for egen vindings skyld. Det vil sige, at de får deres normale løn for at spise, teste, rejse, se teater, se film, spise restaurantmåltider og så videre. Det er altså en del af deres arbejde, at udføre disse jobs. At deres arbejdsgivere, herunder medierne selv bør og skal betale for det de tester og anmelder, er kun naturligt i min verden. Men jeg ved godt, at medierne får alle mulige og umulige gaver og invitationer. Det kan jeg ikke lave om på, men det mindste, de kan gøre, er, at skrive, at de har fået de pågældende ydelser, de anmelder, gratis. Det er mange gamle medier også gode til, men der er en gråzone, som vi læsere/forbrugere ikke kender og ser. Det er eksempelvis, når en anmelder har personlige præferencer eller relationer til skuespillere, restauratører, forfattere, virksomheder, en given kultur mv. Hvis dette nu er tilfældet, så er det mindste der kan gøres at fortælle læserne om det, eller helt lade være med at skrive anmeldelsen eller artiklen. I min verden er det god stil, at skrive man kender den og den privat, og har fået dit og dat betalt.

De nye tider – og medier

Min personlige holdning er den samme som overskriften. Betal selv, eller hold kæft. Uafhængighed har aldrig været gratis. Hvis du er en af dem, som får tilbudt alt muligt gratis, for som modydelse, at skrive positivt om det. Så tænk dig godt om. Hvad er din mindstepris, og hvor er din stolthed henne? Jeg har tidligere skrevet, at jeg førhen selv har modtaget forskellige pressegaver og gratis mad, vin mv. Men jeg følte, det var grundlæggende forkert, at virksomheder skulle betale mig, for at skrive noget pænt om dem. Min objektivitet var til salg for den højestbydende. Ikke særlig troværdigt – og faktisk også belastende. Nu var det relativt lidt, jeg fik tilbudt, men alligevel nok til, at jeg følte, det var forkert. Derfor tog jeg, for længe siden, den principbeslutning, at alt, hvad jeg anmelder, betaler jeg selv. Det samme gælder dem, som skriver og anmelder for Aarhus Update.

Jeg takker konsekvent nej til gratis ydelser. Nogle gange kan jeg da ærgre mig lidt, især hvis rejsen går til store byer, hvor hoteller og michelinrestauranter er uden beregning. Så når en virksomhed vil købe positiv omtale, mod gratis invitationer, så takker jeg konsekvent nej tak. Derimod, hvis en restaurant vil høre min uvildige mening om en menu, eller noget vin, så kan jeg godt finde på at takke ja til en invitation, men jeg ville aldrig skrive eller anbefale det til nogen – og det står helt klart.

Et spørgsmål om ære – og troværdighed

Det er dyrt at betale selv, men jeg tror på, at det er den eneste måde, du kan bevare din objektivitet og dermed troværdighed. Så tænk dig om, næste gang du bliver tilbudt et gavekort på 5.000 kroner for at skrive en eller to positive anmeldelser for et firma. Jeg håber også, at firmaerne tænker lidt mere på, om købte anmeldelser og skjult reklame er en holdbar vej at gå!