Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bone’s, børnene, bøfferne og den gode betjening

Af anders@sommersangdigital.dk

Mange børnefamilier efterspørger gode restauranter, hvor de kan tage deres børn med hen. I princippet mener jeg, at det er forkert, at børn kun skal med på restaurant, når restauranten har hoppeborg og er børnevenlig. Nok om det. Men Bone’s har satset på det velkendte, en smag alle kan lide, og krydret det med et effektivt køkken og en smilende betjening. Ud over det, så er de rigtig gode til at tackle børn, hvilket klart gør, at børnefamilier kommer igen.

Bone´s i Aarhus

God plads til alle

De nye lokaler, ved åen i Aarhus, gør, at Bone’s har fået mere plads. Der er mere luft i lokalet, og der er flere pladser. Det er en af de bedste familierestauranter i Aarhus. Her kan alle, fra helt små børn op til oldeforældre, føle sig tilpas. Hvis man er en familie, der skal ud at spise, og alle skal komme hjem som nogenlunde hele mennesker, så er Bone’s et godt bud. Ak ja, der skal nogle gange gåes lidt på kompromis hist og her, enig. Men det er en ægte familierestaurant, hvor der er plads til børnene.

Flere afdelinger

Men noget andet, som jeg også synes, er værd at bemærke, er, at personalet placerer børnefamilierne i den ene ende og de andre i den anden ende. Det giver god mening, og hvis du ønsker at spise din mad i mere rolige omgivelser, så kan det fint lade sig gøre. Det kunne man ikke før. Jeg synes, det er et godt træk, ros for det.

Det nye Bone´s i Aarhus

Salatbaren – et sikkert hit

Hvis du vælger en hovedret, så kan du for 35 kroner vælge fri salatbar. Det kan anbefales af flere grunde. For det første er salaten frisk, og der er rigtig meget at vælge mellem. For det andet så er det sundt, og for det tredje mætter det godt. Ud over det, kan den også gå som en forret.

Salat på Bone´s i Aarhus

Rib eye med smag og fylde

Vi kom af med 199 kroner for bøf og fritter, og der skal så lægges 35 kroner oven i til salatbaren. Kødet var mørt og saftigt. Fritterne var fint sprøde. Jeg fik bearnaisesauce til. Et kritikpunkt eller forslag til forbedring er, at køkkenet skulle arbejde lidt mere på deres saucer. De kunne godt gøres mere skarpe, uden det gjorde noget. Men jeg spurgte tjeneren om saucen, og hendes begrundelse var, at der skulle være noget, som børnene også kunne lide. Enig, da konceptet jo er en familierestaurant, men lidt mere syre og estragon i bearnaisen skader ikke børnene, eller så skal de lære at spise det. Så kom der også lidt børneopdragelse ind her. Men prisen på de 199 kroner er i orden. Der er value for money her.

Ribeye på Bone´s i Aarhus

Burger der vil noget

Bad Burgeren er navnet. Prisen 129 kroner er der tydeligvist tænkt over. Den smagte godt. Det var som om, at formelen var et perfekt match mellem bolle og bøf. Bollen havde en god konsistens, og var ikke for tyk. Der var friterede løgringe i toppen. Osten var mild og fint smeltet. Den sprøde bacon var fin. Et stykke til ville ikke have skadet. Alt i alt en rigtig god burger, som på vores burgerindeks får karakteren 8.90. Grunden til, den ikke får mere, er klart manglende smag i mayoen og for lidt ketchup. Det skal siges at 8.90 er en høj karakter på vores skala.

Badboy burger på Bone´s i Aarhus

Grillet BBQ kyllingebryst med bagt kartoffel og BBQ sauce til 99 kroner. Fint grillet, ikke så tyk, men heldigvis var det ikke tørt indeni. Vi fik bagt kartoffel til med hvidløgssmør. Kartoflen var ikke så stor, men tjeneren sagde, vi bare kunne få flere uden beregning. Noget som gælder for alt tilbehør inklusiv saucer. Prisen var også helt i orden. Du ved, hvad du får her. Barbecuesmagen var i den milde ende, meget milde ende. Eneste kritikpunkt herfra.

Grillet kyllingebryst på Bone´s i Aarhus

California Club sandwich til 99 kroner. Crispy kyllingestykker med bacon, mayo, salat, tomat og en karry-mango dressing. Sandwichen var med samme bolle som vores okseburger. Ros til bollen. Kyllingestykkerne havde desværre fået lidt for meget. Den ene tjener undskyldte, og tilbød os en ny. Men vi var i småtingsafdelingen, og i kategorien smag og behag, så vi takkede pænt nej til tilbuddet. Men ros for tilbuddet, og uden nogen form for diskussion. Dressingen var overraskende god efter vores smag. Prisen var inklusiv bagt kartoffel og hvidløgssmør. Så den var i den grad i orden. Alt i alt en god sandwich til prisen.

Kyllingesandwich på Bone´s i Aarhus

Konceptet er enkelt

Det er ikke den store gastronomi, man får på Bones, men det er til gengæld gennemprøvet og gennemsmagt god mad. Der er ikke så meget at forholde sig til. Vores forventninger var velkendte. Bone’s i Aarhus er et sted, de fleste har besøgt, især børnefamilierne, for det er jo en familierestaurant.

Godt et par hundrede per person

Vi var fire personer til dagens frokosts og vi kom af med 853 kroner inklusiv drikkevarer. Det er en fair pris, synes jeg. Vinen kostede, for en Viña Tarapacá fra Chile 49 kroner, mens et glas fra Rodney Strong Vineyards i Californien løb op i 79 kroner. Begge vine var typiske kødvine, ikke nogle man husker, men de smagte fint til prisen. Igen skal Bones vurderes på det velkendte. Smag, bøfferne og salatbaren var i orden, og bedre end mange forventer.

Overraskende god betjening

Smilet var fremme den dag. Det er det vist for det meste på Bone’s. Noget som helt klart slog os, med det samme, var den venlighed, modtagelsen og den hurtige betjening, vi fik. Det havde vi ikke regnet med. Få dage forinden havde vi været på en restaurant, hvor en af Danmarks store kokke regerede, her var betjeningen markant dårligere, end den vi oplevede på Bones. Underligt at tænke på og prisen på Bone’s var kun en fjerdedel. Hvordan Bone’s finder deres personale ved jeg ikke, men jeg synes, de er gode til at finde det rigtige personale. Den ros skal de have.

Bone´s ved åen i Aarhus

Begrundelsen for vores vurdering

Bone’s er en god familierestaurant, som klart får vores anbefaling. De slår ikke større brød op, end de kan bage. De vil ikke være finere, end de er. Stemningen er helt nede på jorden, ikke noget snobberi. Maden er enkel, og køkkenet har gennemprøvet det, de serverer. Altså får du det samme hver gang, og dermed får du så heller ingen fornyelse.

Hvis du ikke gider vente så længe på maden, og er du til noget mad, som er velkendt, eller hvis du har lyst til en betjening, som er serviceminded, så er Bone’s et godt bud. De har fundet en formel, som passer til dem, og det kan man synes om eller lade være. Men vi var enige ved vores bord. De skal have ros for at være ærlige og gå efter mad, som hele familien holder af. Alle kan jo lide deres mad, også vegetarerne, for Bone’s har nok byens største salatbar. Frokosten kan fås mellem 11.30 og 16.00.

Anmeldelsen er skrevet af Jan L. Pedersen

Bone’s
Åboulevarden 20
8000 Aarhus C
Telefon: +45 86 13 27 55
Link til hjemmeside

 

[mappress mapid=”407″]

Del artikel

Andre læser også