Burger Hut – en saftig og anstændig burger

På Stjernepladsen ligger Burger Hut. De har fået nye ejere. Og hold da op, det kan smages. Stedet er ikke stort. 12 siddepladser, men størstedelen af dem vi så, hentede takeaway. Vi kom tidligt, og fik os et bord.

Burger Hut - Aarhus Update

Et menukort i størrelse XL

Burger Hut har et overordentlig stort menukort. 16 forskellige burgere, plus diverse sandwich, men det er tydeligvis burgerne, som de markedsfører sig på. Vi var fem på anmelder-holdet den dag, og bestilte fem forskellige burgere. Alle burgere fås i to forskellige størrelser. 200 og 400 gram.

Fokus på kødet

Bøffen er, selvsagt, vigtig i en burger, med mindre det er en kyllinge- eller vegetarburger, vi har med at gøre. Det er oftest reglen fremfor undtagelsen, at få en tør og skamstegt bøf. Hvorfor er mig en gåde. Men hos Burger Hut har de fuldstændig styr på, hvordan en bøf skal steges. 1-0 allerede i første bid. Vi spørger lidt ind til burgerne og får at vide, at alt er hjemmelavet. Det er sød musik i vores ører.

Cheeseburger med fritter hos Burger Hut - Aarhus Update

Plain cheeseburger

Det burde være en selvfølge, at man kan smage osten i en cheeseburger. Denne her var med dobbelt ost, tomat, rødløg og mixet salat. Osten var lækker, blød og fin smeltet. Den grillede smag fra stegeskorpen løftede oplevelsen. Igen en brandvarm burger. En ærlig burger som i min bog slår de fleste cheeseburgere i Aarhus. Prisen var 69 kroner.

Herre-burgeren, også til piger

Bacon burgeren med tripple bacon, tomat, rødløg og en salatmix til 69 kroner. Tomaten manglede smag, men det gør de altid på den her årstid. Bøffen var perfekt. Der var godt med sprødt bacon. Dressingen var mild, men smagte godt. Lækkert brød. Alt i alt en god burger, hvis du altså er til kød og bacon.

Baconburgeren hos Burger Hut - Aarhus Update

Royal Chicken Delux

To stykker grillstegt kyllingefilet, karrydressing, hvidløgsmayo, dobbelt bacon, stegt ananas, rødløg, husets salat, tomat og agurk. Prisen var 80 kroner. Kødet var flot stegt. Gennemstegt, men ikke tørt. Den stegte ananas var dagens joker. Umiddelbart ville jeg ikke selv have valgt den. Men ret skal være ret. Den smagte godt sammen med karryen og kyllingen. Med de to forskellige dressinger blev burgeren alt andet end tør – men derimod godt saftig. Tomaterne tog vi ud. Resten smagte godt. En af de bedre jeg har smagt i lang tid. Ofte er kyllingeburgere kedelige, men den her var alt andet end det.

Royal Chicken Delux hos Burger Hut - Aarhus Update

Chipotle Burger

En røget peberdressing, dobbelt ost, dobbelt bacon, tomat, agurk, rødløg og salat. På ingen måde en “våd burger” med for meget dressing. Der var et fint forhold mellem grønt, kød og brød. Chilien var på ingen måde stærk, men trods alt med chilismag. De varme og sprøde fritter var med chilimayo, hvilket matchede meget godt til burgeren.

Fritterne hos Burger Hut - Aarhus Update

Garlic Supreme

Huset hvidløgsmayo, dobbelt ost, rødløg og husets salatmix. Vi bestilte den uden tomat, hvilket kun løftede smagen. Lidt mere hvidløg ville ikke gøre noget. Den var til stede, men gerne mere, nu når det var en garlic-burger. 75 kroner var prisen. Alle dressinger var hjemmelavede. Brødet var af den bløde type. Ikke noget med flænsede ganer her. De var luftige og lette i det. Smagen var afdæmpet.

Garlic Supreme hos Burger Hut - Aarhus Update

Vores mening

Aarhus har mange burger-barer. Nogle bedre end andre. Burger Hut er på mange måder sin egen. De laver det, de selv synes, er bedst. Bøfferne var perfekt tilberedte. En vinder som vi sjældent ser. Alt i alt en meget hæderlig og ærlig omgang. Eneste kritikpunkt var tomaterne. Men, vi kunne bare bestille burgerne uden, hvilket flere af os gjorde. Resten smagte godt. Der er ikke så meget hokus pokus over det. Priserne er sympatiske, og vi var enige om, at man får meget for pengene hos Burger Hut. Hvis du er til burgere, så er Burger Hut et godt bud på en burger-joint, som i den grad har styr på bøffen. Hatten af for den, og en anbefaling herfra!

 

Du kan bestille burgerne og andet mad hos Just Eat her:

Lidt gæster hos Burger Hut

Burger Hut

Randersvej 23
8200 Aarhus N
Telefon: +45 86 16 74 18

Website:

Bestil mad her:

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

4 kommentarer til “Burger Hut – en saftig og anstændig burger”

  1. Camilla

    Skuffet over anmeldelsen. Fakta er ikke helt korrekt og bacon er emiteret og brødet er ikke hjemmelavet som de påstår i menukortet og kødet er ikke friskhakket som de også påstår…
    😠

    Svar
    • Burger hut

      Beklager du ikke var tilfreds med menuen. Mht. Brødet er dette friskbagt fra bageren dvs. Aldrig været frosset. Kødet er altid friskhakket og mht. Bacon stiller jeg uforstående. Kom forbi så giver jeg en ny menu som forhåbentlig falder mere i din smag.

      Svar
  2. Søren

    Der nævnes rødløg og salatmix i anmeldelsen, men sidst jeg var der, var det hvidløg og iceberg……præcis som billederne iøvrigt osse viser.

    Svar
  3. Lasse E

    Har fået både fantastisk og meget ringe burger hos Burger Hut. Deres milkshakes har altid været gode.

    Når man laver burgere til den pris Burger Hut forlanger, skal kvaliteten altid være på plads mener jeg. I bør bruge lidt tid på at uddanne jeres personale før end I sender dem ud i køkkenet.

    Svar

Skriv et svar