Café Faust ved åen – vores ”nye” gode ven

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange af de smarte og dyre caféer ved åen er håbløse, når det kommer til betjening, gode råvarer og mad, som smager af noget. Førhen var en af de mere tvivlsomme, Café Faust. Men sådan er det ikke mere. Tværtimod. Vi er kommet meget på Faust gennem tiderne, og indrømmet, så har oplevelsen mildest talt været svingende. Især betjeningen har været sløv, men også mangel på både nytænkning og variation på menukortet har tidligere været et problem. Den tid er ovre, kan jeg godt forsikre jer. Vi var positiv overrasket. Faktisk så meget, at vi en uge efter første besøg måtte forbi Faust igen, for at rose dem for den nye stil.

De nye tider

Vi har spist et par gange på Faust her i sommer. Begge gange var en god oplevelse, og meget bedre end forventet. Der er skruet godt op for servicen, men også maden var i den grad velsmagende. Det var et skarpt cafékøkken, vi så de par gange vi var forbi. Hold op, hvor var vi glade og tilfredse. Dejligt når man går glad og tilfreds fra et måltid.

Café Faust ved åen i Århus

Imødekommende betjening

Inden vi kommer til maden, vil jeg starte med at slå fast. Betjeningen var i orden. Intet var der at udsætte på den. Normalt er kutymen ved åen, at man skal stå og føle sig dum ved et eller andet skilt. Typisk hvor der står ”Vent her” eller noget andet ligegyldigt og dumt. Men nej, det skulle vi ikke på Faust. Der kom en tjener os i møde og spurgte, om han kunne hjælpe. Vi fik nærmest et chok. Det havde vi ikke forventet. God stil, og ros for det. Håber det er noget, andre tager ved lære af.

Stor bredde på menukortet

Vi bestilte både menuen og a la carte. Selv om det ikke var alle, som bestilte menu, fik vi alle tilbudt en appetizer. Da der var en ved bordet, som havde bestilt nachos med kylling, sprang hun over. Vi andre tog gladeligt imod. God stil og allerede der, var Faust foran på point. Nachos er ikke lige min stil, men indrømmer gerne, at der er salg i det. Hvis der kommer mange øl på bordet, kan jeg godt fristes til en omgang. Jeg smagte også de nachos, vi bestilte på Faust. De smagte okay. Især tilbehøret vil jeg sige.

Nachos med kylling på Café Faust i Århus

Sund salat eller sådan cirka

En af middagsdeltagerne var vist på slankekur eller noget i den retning. Hun bestilte en omgang Faustsalat med tigerrejer og krebsehaler med rødløg, cherrytomater, syltede gulerødder og brødcroutoner. Som tilbehør var der urtecreme og brød. Prisen var 119 kroner.

En af a la carte forretterne var toast med serranoskinke, smeltet cheddarost, tomat og grøn pesto. Som tilbehør var der lidt salat med feta og tzatziki. 59 kroner. Fin servering til den pris. Den mættede godt, og kunne godt gøre det ud for en let frokost.

Toast med serranoskinke, smelte cheddarost, tomat og grøn pesto

På Faust har de fast to eller tre retter til middag. Priserne er 258 kroner for to retter og 298 kroner for tre retter. Vi valgte en to retters.

Som appetizer fik vi en appetizer på husets regning. Det var jo sommer, og solen skinnede. Den fulgte kun med til middagsmenuen, men vi andre fik også en. Det var krebs, radiser, salat, rugbrødscrumble og toast. En lille, frisk og skarp sag med god sommersmag. Ros til den start.

Appetizer på Café Faust i Århus

Forretten var koldrøget laks med agurker, peberrodscreme, hasselnødder, salat, dild, crumble og med brød som tilbehør. Smuk servering, som smagsmæssigt sad lige i skabet. Topkarakter herfra.

Smuk koldrøget laks til forret på Café Faust i Århus

Hovedretten var tournedos. I hatteafdelingen var det med sauterede østershatte og syltede bøgehatte. Ud over det var der løg, rodfrugter og rødbedepuré. På højkant var der en flot rösti med jordskokker og kartofler. Saucen var en karamelagtig balsamicosauce, som løftede hele retten en meter eller mere.

Tournedos til hovedret på Café Faust i Århus

Oksemørbrad med pasta er som regel et hit. Det var den også på Faust. Det er uden tvivl byens bedste pasta med mørbrad, vi fik serveret. En god portion, med både smag og størrelse. Prisen var 139 kroner, og er klart vanedannende.

Oksemørbrad med pasta på Café Faust i Århus

Faustburgeren er med oksemørbrad, ost, tomat, rødløg, syltede agurker og dressing. Prisen er 139 kroner. Kødet var mørt og i gode tykke skiver. Klasse og tak. En smule mere salt og peber ville ikke have skadet, men det er igen smag og behag. Tomaterne var danske og i sæson, hvilket klart kunne smages. Salaten var rucola, godt med råløg og en fin dressing i en passende dosering. Eneste kritikpunkt var osten. Den var lidt for svag og mild. Synd, for resten var i orden – Påvores burgerindeks fik burgeren karakteren 8.30, hvilket er en relativ høj score. Som tilbehør var der brandvarme, råstegte kartofler.

Burger med oksemørbrad på Café Faust i Århus

Kyllingeburger til 129 kroner. En ganske fin burger med god, fast hjemmebagt bolle. Den samme som Faust bruger til alle sine burgere. Rucolasalat, bacon, tomater og rødløg var indholdet, ud over stegt kyllingebryst. Kødet var lidt for tørt, og det var også relativt tynde skiver. Der var ristede kartofler med mayo og tzatziki til. En stor og mættende burger. Den var mere svag i smagen end Faustburgeren, men baconen hjalp heldigvis lidt til. En god burger, som kan anbefales. Vores karakter var 7.90.

Kyllingeburger til 129 kroner på Café Faust i Århus

Ikke en vin man husker

Vinkortet var på det jævne. Priserne startede ved 249 kroner for en flaske og op til 399 kroner. Vinen, vi drak den dag, var fra en husserie, som tjeneren sagde. En Prestige de Calvisson på ren viognier til 60 kroner per glas. En okay vin, som vi selv valgte, men ikke en vin man sådan går og husker på. Vi andre tog en mere kendt og sikker løsning og valgte øl.

Ølkortet var derimod mere stabilt. Carlsberg, Tuborg Classic og en 8 – 9 specialøl. Vi valgte Fynsk Forår, Tuborg Classic, Hoegaarden og Ale No 16. De kostede alle 49 kroner. De to første var for en halv liter, mens Ale No 16 var for 33 cl.

Gæster på Café Faust i Århus

250 kroner per snude og en klar anbefaling

Da vi så menukortet, virkede maden umiddelbart billig, derfor havde vi heller ikke de store forventninger til den. Men vi kom hurtigt på andre tanker. Der var god value for money. Kvalitet, smag og portionsstørrelse var perfekt. Flot og velsmagende hele vejen igennem.

Regningen for fem personer inklusiv drikkevarer var 1348 kroner. Det, synes jeg ikke, er dyrt, når man ser på, hvad vi fik at spise og drikke. Maden var ærlig og velsmagende og klart bedre, end man typisk ser på caféer – og faktisk også på en del restauranter. Vi drak 4 øl og to glas vin plus vand. Der var value for money på alle hylder. Så tøv ikke med at ligge vejen forbi Café Faust ved åen.

Anmeldelsen er skrevet af Jan L. Pedersen

 

Café Faust
Åboulevarden 38
8000 Aarhus C
Email: info@cafefaust.dk
Telefon: +45 86 19 07 06
Link til hjemmeside

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

3 kommentarer til “Café Faust ved åen – vores ”nye” gode ven”

  1. Jesper

    I var der tydeligvis ikke samme dag ? Nu har jeg læst mange af jeres anmeldelser og syntes at de er meget ukritiske. men det kan da godt være at det er stilen her på Aarhus Update !?!

    http://stiften.dk/aarhus/en-middelmaadig-aften-hos-faust

    har selv været på Faust et par gange og synes personligt at det er stort set lige så jammerligt café-agtigt som de fleste andre cafér langs åen.

    Svar
    • Redaktionen

      Hej Jesper

      Tak for din kommentar. Vi skriver om det vi oplever, og vurderer det i en helhed. Jeg har spist på over 4200 restauranter, og spise ude stort set hver eneste dag. (dog ikke kun i Århus). Det var på det erfaringsgrundlag jeg vurderede Faust på. Måske har Stiftens anmelder større erfaring end jeg har, det skulle jeg ikke kunne sige. Alle anmeldelser er subjektive, sådan må det også være. Vi var der heller ikke på samme dag som de var.

      Om vi er ukritiske eller ej, må andre vurderer. Vi skriver kun om dem som gør det godt, og vi kan anbefale til andre. Her kommer prisen også ind i billedet, og jeg mener der er god value for money på Café Faust. Jeg kender ikke dem som har Faust, og jeg vil da også indrømme at jeg ikke har været der i nogle år, pga. dårlig betjening.

      Men jeg mener der er sket noget. Du kan jo bare se på mine billeder, mener du det er typisk cafémad?

      Det skal ikke lyde som en forsvartale, men jeg mener hvert et ord jeg har skrevet om Faust i min anmeldelse.

      Ha en god dag

      Vh Jan

      Svar
  2. Kristine Poulsen

    Café Faust er da et udemærket sted. Jeg synes deres mad er i orden.

    Og undskyld mig, men hvem tager Stiftens anmeldere alvorlig? Det tror jeg ikke ret mange gør, desværre. Det er jo tankevækkede så lidt de ved om det de skriver om:( Ofte tænker jeg, hvad mon de har gjort for at få lov til at spise ude på avisens regning.
    God regnvejrsdag:)

    Svar

Skriv et svar