Den årlige markedsdag i Jægergårdsgade: Chido Mexican Grill lancerer et eksperimenterende Test Kitchen

Lørdag den 6. maj kan man for første gang opleve det nye Chido Test Kitchen. Det sker i Jægergårdsgade foran Mikkeller Bar. Chido Test Kitchen er et tiltag fra den kendte mexicanske take-away restaurant Chido Mexican Grill, som kan findes i Mejlgade og Frederiks Allé (og siden marts også i Aalborg). Presseansvarlige Troels Rasmussen fortæller, at idéen med Chido Test Kitchen er at afprøve nye retter, opskrifter og tilberedningsmetoder samt at lege lidt mere med maden.

”Vi har længe villet eksperimentere mere med madlavningen på en måde, som vores koncept ikke rigtigt tillader os at gøre i butikkerne. Øverst på listen over fremtidige tests var steak, tilberedt til perfektion i sous vide og et hurtigt svirp på panden. Dernæst kom den ægte, autentisk mole, som er en kraftig mexicansk sauce og en legende i det mexicanske køkken.” fortæller Troels Rasmussen og fortsætter: ”Da Mikkeller Bar i Jægergårdsgade spurgte om vi ville være med til at lave et samarbejde, virkede det som en oplagt mulighed for at få lanceret vores nye Test Kitchen.

På lørdag skyder vi derfor det hele i gang med at servere sous vide-tilberedt steak og øl-braiseret kylling, som begge er tilberedt med Mikkellers Beer Geek Brunch, en imperial stout, som med sin sødme, fylde og kaffe passer flot til kødet. Derudover har vi lavet en fyldig og intens mole med langtidsristede tomater, chili, kaffe, mørk chokolade og naturligvis øl. Det hele bliver serveret som autentiske tacos på majstortillas, som vi mener er den perfekte følgesvend til Mikkellers udvalg af friske, juicy, New England style øl.”

Troels Rasmussen fortæller også at drømmen er at Chido Test Kitchen i fremtiden vil troppe op til forskellige events, hvor der vil blive eksperimenteret og serveret spændende mexicansk mad af højeste kaliber.

 

Vejrudsigten lover sol og varme, så du behøver slet ikke lave andre planer end at nyde den gode øl fra Mikkeller og spændende tacos fra Chido Test Kitchen.

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar