Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Constantia2: Det vælter ind med bookinger

Af anders@sommersangdigital.dk

Traktørstedet, der ligger ud til Brabrand Sø, har meget af se til i øjeblikket. Snart står en ny stor udbygning klar

Fra Hammelbanen tog massevis af aarhusianere for 100 år siden ud til det daværende traktørsted Constantia, der var beliggende i Stautrup.

Det er netop herfra, at ægeparret Birgit Astrup og Svend Erik Søfelt, begge arkitekter, blev inspireret til at starte deres eget traktørsted, Constantia2, i natursmukke omgivelser ved Norringholmsvej ud til Brabrand Sø tilbage i 2005. 13 år senere er Constantia2 mere populært end nogensinde før. Bookingerne til bryllupper og konfirmationer strømmer ind, og det har ført til, at stedet snart kan åbne dørene for et splinternyt selskabslokale, der står klar 16. marts.

 

Stor efterspørgsel

De mange besøgende er kommet igen og igen over en længere årrække, og den nye udbygning er ikke et valg, der er taget fra den ene dag til den anden.

Constantia2 - Aarhus Update

“Det er meget positivt, at vi nu står med en ny flot sal, og den er faktisk allerede lejet den ud, men det vidste vi allerede inden, at vi sagtens ville kunne,” fortæller Birgit Astrup med en stolthed i stemmen og tilføjer: “Jeg har hverken vundet i lotto eller har en rigmand i ryggen til at stå for det økonomiske. Vi kunne ikke finde på at bygge noget medmindre vi vidste, at der var efterspørgsel på det,” siger Birgit Astrup, der allerede nu har bookinger langt frem i tiden. “I forhold til konfirmationer, så er det vildt populært. Jeg har jo allerede bookinger til 2023. Så vi ved, at efterspørgslen er der. Nu har vi det sted, som vi altid har drømt om, og det er bare dejligt.”

 

Selskaber og smuk natur

Grundlaget for selve Constantia2 er ifølge Birgit Astrup selskaber, og det er også derfor, at man har valgt at investere i den nye, store, lyse sal, som giver nye muligheder for at afholde endnu flere selskaber – og for en større gruppe af mennesker. Det glæder ejeren.

“Vi kan ikke sige andet, end at det går rigtig godt og folk er interesserede, og hvem ville ikke være det,” siger Birgit Astrup med et stort smil og kigger ud på den omkringliggende natur, der er unik for stedet.

“Det er et megastort rekreativt område, og det er sådan lidt neddroslet, hvilket jeg meget godt kan lide. Alle kender Riis Skov og Marselisborgskoven. Der er en masse hype derude, og der er vi lidt i det ukendte område, men stedet her bliver jo brugt af virkelig mange mennesker hver dag.” Birgit Astrup er helt sikker på, hvad årsagen er til, at stedet er blevet så populært, som det er.

Constantia2: Det vælter ind med bookinger
Det glade ægtepar udlever drømmen med stedet Constantia2, der snart står klar med en ny udbygning. Foto: Martin Jørgensen

“Det er et fedt sted at have børn med. Du åbner bare døren, og så er der 7000 kvadratmeter at boltre sig på, så alle kan have en fest. Så beliggenheden og omgivelserne har helt klart haft noget at sige, og med hårdt slid og slæb har vi også oparbejdet et ry for at lave rasende god mad. Og det gør vi,” fortæller chefen og tilføjer, at hun arbejder 30 timer om dagen, men det er også med til at gøre stedet specielt, mener hun.

“Jeg tror også, at det er så populært, fordi Constantia2 er et personligt sted. Der er ikke ret mange restauranter i byen, hvor ejeren er med på samme måde, som jeg er,” siger hun og uddyber:

“Hvis jeg skulle være blevet rig, skulle jeg have fundet på noget andet. Det bliver man ikke rig af, men det er, fordi jeg synes det er sjovt. Jeg kan godt lide det, jeg laver. Kontakten til mine kunder er altafgørende, og det er dét, der driver værket.”

Del artikel

Andre læser også