Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Crêperiet – Udsigt til lystbåde, fisk og store portioner

Af Freja Dumont

Sommeren er nær, og et at de steder, der hvert år på denne tid har travlt, er spisestederne på Marselisborg Havn. Så snart solen er fremme, kommer folk til den lille havn for at få is, fisk og pandekager. Vi havde bestemt os for at prøve Crêperiet denne aften. Modtagelsen af den unge tjener var venlig, og vi blev anvist et bord ved vinduet med udsigt til lystbådene. Skøn udsigt.

Creperiet på Marselisborg Havn i Aarhus

Lokalet er på ingen måder prangende. Det bliver vist en middelmådig oplevelse, var vores første indtryk. Betjeningen var hurtig til at komme og tage imod bestillingen. I menukortet stod der, at husets specialitet var den berømte fiskesuppe Bouillabaisse. Den måtte vi prøve. Men nu hvor det var et crêperi, vi besøgte, måtte vi også hellere prøve både madpandekagerne og de søde dessertpandekager.

Indretning på Creperiet

Overraskende god fiskesuppe

Soupe de Poissons kalder Crêperiet deres fiskesuppe. Bouillabaisse kunne den vel også kaldes. På bordet blev anrettet en lille skål med aioli, en skål med revet ost og en brødkurv med små, sprøde stykker brød. Midt på bordet blev den dampende suppe placeret i en støbejernsgryde, hvorfra vi selv kunne dosere mængden af suppe, aioli, brødcroutoner og ost. Det er i de gamle gryder, man koger de bedste supper, siger et fransk ordsprog. Suppen var godt fyldt med muslinger, blæksprutter og blandet fisk. Der var en god variation og nok af det. Selve suppen havde lidt bid, og sammen med den cremede aioli og osten var det en dejlig ret. 151 kroner var prisen. Helt fair for en god bouillabaisse.

Fiskesuppen på Creperiet

Overskueligt vinkort

Det er ikke det store udvalg af vine, der findes på Crêperiet. Fem hvidvine, to roséer og syv rødvine. Husets hvid- og rødvin er de eneste, der bliver solgt på glas. Derfor var valget let. Det blev husets hvidvin til bouillabaissen. Glasset blev skænket i køkkenet, så vi så ikke flasken, men ifølge menukortet var det en La Cuvée Lupé-Cholet. Det er ikke god stil, faktisk grænsende til det pinlige. 45 kroner var prisen for et glas og 173 for en flaske.

 

Crêpe – sprød og flot

Boghvedepandekagen, La Crêpe, stammer oprindelig fra Frankrig og har været på middagsbordet i over 500 år. Den serveres på Crêperiet i 19 forskellige variationer. Vi valgte crêpe nummer 10, der var med ørred, stuvede spinat og salat. En farverig og stor sag. Pandekagen havde ikke den store smag i sig selv, men den var godt sprød og tog ikke smagen fra de øvrige ingredienser. Salaten var frisk og sprød med en anelse dressing. Ørreden var røget. Den var velsmagende og tilpas røget. Prisen var 147 kroner. Alle madpandekagerne er med salat og dressing.

Crepe med ørred på Creperiet

Betjeningen kender deres begrænsninger

Der var to tjenere på arbejde denne lørdag aften. Den ene mere erfaren end den anden. I restauranten var der pænt med mennesker, men ikke helt fyldt. Det vekslende vejr havde ikke fået aarhusianere ud til vandet. Betjeningen fejlede intet. De var gode til at informere, var venlige, opmærksomme og kendte deres begrænsninger. De var forbi et par gange og spurgte til maden, og om vi manglede noget. Til gengæld blev maden ikke præsenteret.  Der var ingen stress over tingene, og vi fik lov til at drikke vinen ud og slå mave, inden vi bestilte desserten.

 

Hold da op en portion!

Meget overvældende så det ud, da desserten blev serveret. Nummer 34, en crêpe med is, chokoladesauce, Grand Marnier, nødder og flødeskum til 109 kroner. Der var ikke sparet på noget. Det skulle dog lige være Grand Marnieren. Den anden dessert var nummer 40. En crêpe med dagens bær og is til 99 kroner.

Dessert nummer 34 på Creperiet

Isen var Carte d´or. Vi valgte chokoladeis med chokoladestykker, jordbæris og vanilje. Dessertpandekagerne er lavet af hvedemel. De er tykke og velsmagende. Til desserten drak vi to kopper kaffe med mælk til 27 kroner stykket. En kedelig kaffe, måtte vi konstatere.

Dessert nummer 40 på Creperiet

Svær at sætte i bås

Restaurant, café eller cafeteria? Ved første syn er det ikke til at se, hvad Crêperiet egentlig er. Restauranten er holdt i blå og orange nuancer, og den afslappende stemning bliver understøttet af den afdæmpede musik. På væggene hænger malerier af det gamle Aarhus, og bordene er pyntet med lys, blomster og blå, blomstrende duge med glas over. Crêperiet er indrettet med små caféborde og stole. Der er omkring 40 – 50 pladser i alt. Det er muligt at reservere et lokale til arrangementer eller møder.

Om sommeren er der siddepladser i plastik udenfor, hvor en musiker sørger for underholdningen til maden. Ved disken er der fire pander klar til at lave crêpes. På travle dage skal man derfor påregne ventetid, hvis der bestilles crêpes.

Creperiet på Marselisborg Havn

Prisen

Vi betalte i alt 856 kroner for to hovedretter, to desserter, en flaske vin, plus et ekstra glas vin og to kopper kaffe. Maden var velsmagende, det var store portioner, og med en beliggenhed som denne er prisen bestemt i orden. Crêperiet er bevidste om de store portioner, så det er muligt at dele en portion. Alt afhængig af appetitten, så kan man vurdere, om det skal være en hel eller halv crêpe, man kaster sig ud i.

 

Vurderingen

Der er intet storslået over Crêperiet. Det skulle dog lige være portionsstørrelserne og udsigten. Selve lokalet minder mere om et cafeteria end en restaurant, så vi blev positivt overrasket over madens smag. Stemningen var helt nede på jorden og betjeningen venlig. Informationer om portionsstørrelser, lidt mere Grand Marnier på desserten, en præsentation af maden, når den blev serveret, og at vinen blev serveret ved bordet ville have været på sin plads. Trods disse fodfejl tøver vi ikke med at anbefale en tur på Crêperiet.

Vi var de sidste i restauranten kl. 20.30, men der var intet pres på for at få os til at gå. Det gjorde bestemt ikke noget, at vi skulle gå hjem. Vi var godt mætte og nøjes nok med, at dele en dessert næste gang vi kigger forbi Crêperiet.

 

Crêperiet

Marselisborg Havnevej 24

8000 Aarhus  

 

Åbningstider

Åbningstider sommer 1/4 – 30/9

Alle dage kl. 12 – ?

Åbningstider vinter 1/10 – 31/3

Mandag – tirsdag       Lukket

 

Onsdag – søndag  kl. 12 – ?

Det er altid en god idé at bestille bord i forvejen.

Bordbestilling: 86 12 13 00.

 

 

 

Del artikel

Andre læser også