De dårlige foredrag i Aarhus – har volumensygen overtaget?

Husker I det skelsættende afsnit af Beverly Hills 90210, hvor West Beverly Hills High får flere uvelkomne besøg af sorte, våbenbærende unge fra naboskolen? Det er også afsnittet, hvor David Silver danser sin kiksede signatur-dans bag keyboardet, mens han forsøger sig med spæd fistelstemme-rap. Brandon får igen cementeret, at han ikke danser, ved at svare “you know me better than that, chief”, da Andrea byder ham op. Dylan finder ud af, at han elskede Kelly allerede i et tidligere liv, i det vilde vesten. Men bedst af det hele, er catch phrase’n “Squash It”! Hvis tingene eskalerede og var på vej et dårligt sted hen, skulle man slå den ene flade hånd ned i den anden knyttede hånd og sige “Squash It”. Så tænkte man sig lige lidt om, talte til ti og undgik dermed en træls situation. Med dette, formår kliken at nedbryde racisme og fremmedhad. Episk!

 

Tirsdag den 7. marts var jeg og mange andre Beverly Hills 902010-fans til udsolgt foredrag på Dokk1, kaldet Beverly Hills – serien, der formede en generation”, arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus og Århundredets Festival. Jeg ville ønske, at der var nogen der havde sagt “Squash It” der!

 

Vælter i tilbud

Aarhus er blevet enormt kulturelt omfavnende og vi svømmer i utallige tilbud om foredrag om emner, som kun fantasien sætter grænser for. Især ”Århundredets Festival”, som fandt sted fra den 3.-12.marts, spyttede det ene event ud efter det andet. Du kunne lære om ”intelligente cocktails”, møde Nils Malmros, lære om “Din tarm – din sundhed” eller om 90’er-hitserien Beverly Hills 90210. Jeg var 10 år da denne amerikanske serie indfandt sig i Danmark, torsdag aften på TV2. Som så mange andre, blev jeg fuldstændig fanget af serien om de rige unge i Californien og deres (luksus)problemer.

Så da jeg faldt over Facebook-eventet omkring foredraget, som ville gennemgå hvorfor BH 90210 var et popkulturelt mesterværk, købte jeg billet med det samme.

Forfatter og tv-serie-ekspert Tobias Bukkehave starter ud med at introducere de tidlige 90’ers tv-serier og gør os klogere på, hvorfor det netop er Beverly Hills, som har fået status som et popkulturelt mesterværk. Sådan præsenterede Århundredets Festival foredragets første foredragsholder.

 

Utallige “øhm’er”

Tobias satte desværre barren usandsynligt lavt fra første sætning. Om han var nervøs eller generelt bare retorisk dårlig, ved jeg ikke. Hans pointer om hvorfor BH 90210 blev så banebrydende som den gjorde, var egentlig ganske fine. Men hans talestrøm var præget af utallige “øhm’er”, han ledte konstant efter ordene og det faktum, at han ikke kunne huske karakteren David Silvers navn, fik de tilhørende til at kigge på hinanden med løftede øjenbryn. Det hele overskyggede indholdet og jeg tror de fleste, som jeg, holdt op med at høre efter og prøvede bare at forhindre tæerne i at krumme for meget. Lettelsen over, at kunne nyde et par minutter uden hans snak, var tydelig at mærke på de andre deltagere, når han engang imellem lagde op til at vise klip fra serien. Der var desværre alt for få (kun 3) og i et af dem var lyd og billede voldsomt dårligt synkroniseret.

Jeg har selvfølgelig brugt en del tid på at Google de personer jeg kritiserer, for at sætte mig ind i deres grundlag for at holde foredrag. Tobias Bukkehave er Cand.mag i medievidenskab. Jeg lader det lige stå et øjeblik…

 

Lektor i PowerPoint-faldgruber

Næste oplægsholder blev præsenteret således: Lektor i medievidenskab Karen Klitgaard Povlsen dykker ned i serien som dannelsesgods for en generation og kigger også nærmere på, hvornår vi gik fra fascination til ironi.

Karens taleflow var klart bedre end Tobias’, men det var også næsten det eneste positive at sige om hende. Som lektor i medievidenskab går jeg stærkt ud fra, at hun burde have erfaring med foredrag eller i det mindste at tale til større forsamlinger. Og ikke mindst; erfaring med at lave PowerPoint-præsentationer; hvis man vælger at bruge det medie. På Microsoft’s hjemmeside, minder de om faldgruberne som mange falder i, når de skal lave en god præsentation. F.eks. nævnes for meget tekst, direkte oplæsning fra teksterne, for få billeder og for mange slides. Karen var skyldig i alle disse. Retfærdigvis skal det siges, at hun da havde nogle fine, lærerige fakta. F.eks. at serien blev en stor succes blandt andet på grund af producernes brug af “børne-tv-fremgangsmåden”: “Tell it, show it, tell it again”, understøttet af et enkelt klip hvor dette var brugt. Men ellers var det for meget “sofa-fortællinger fra Viby”, som en anden utilfreds foredragsgænger, Helle Abild Ulstrup, formulerer det, på eventets Facebookside. Hun fortsætter: Der manglede fokus og især billeder og langt flere klip! Jeg havde personligt håbet på en mere kærlig tilgang til serien, en større rundtur i sæsonerne, flere direkte referencer til figurer og hændelser og mere om de ti år som markør for ungdommen, og min fornemmelse var, at der sad mange i salen som mig.

Udover ovenstående punkter, var det tydeligt, at der ikke havde været nogen som helst form for kommunikation mellem de to foredragsholdere. Karen ville have vist klip og være kommet ind på punkter som Tobias allerede havde dækket, nævnte hun for os. Og hvorfor var der så få klip? Foredraget handlede jo om en tv-serie!

 

En fesen Ray Pruit

Inden pausen lagde kvinden fra Århundredets Festival/Dokk1 så overdrevet entusiatisk op til det musikalske indslag, som vi kunne se frem til i anden afdeling, som var det Kristi genkomst.

Jeg har selv flere gange stået på en scene i musikkens navn og har ikke altid leveret en pragtpræstation; hvorfor jeg altid er påpasselig med at kritisere andres optræden. Men da der igen, efter pausen, blev lagt overstadigt op til det musikalske indslag som “vores egen Ray Pruit” var forventningerne store. Desværre havde den unge mand med guitaren hverken gennemslagskraft på vokalen eller guitaren, og glemte også teksten et par steder. Dette resulterede igen i en akavet stemning i salen.

Alt i alt gik jeg derfra med en følelse af, at have spildt 100 kroner på at iagttage to dårligt forberedte og ufokuserede personer. Jeg vil ikke engang kalde dem foredragsholdere, da jeg ikke synes de opfyldte de grundlæggende krav der er til at kalde sig det. Det eneste gode jeg fik ud af det, var den pose Skittles, hver enkelt deltager fik.

 

“Psykopaterne omkring os”

I november var jeg til et andet udsolgt foredrag på Dokk1. “Psykopaterne omkring os”, hed det og var arrangeret af FOF Aarhus. Præsentationen på Facebook lød således:

Er du over 30 år og aktiv på arbejdsmarkedet? Så er der så godt som 100 % sikkerhed for, at du på et tidspunkt i dit arbejdsliv har været udsat for en psykopat. Måske har du haft en psykopat som chef, som kollega, som medarbejder eller som samarbejdspartner. Måske undrer du dig stadig over, hvad det egentlig var, der skete.

I dette foredrag vil Sanne Udsen, forfatter til ‘Psykopater i jakkesæt’, fortælle om, hvad der kendetegner en psykopat, og hvad man kan gøre, hvis man er udsat for en psykopat.

Her havde jeg stort set samme oplevelse. Sanne Udsen virkede uforberedt og usammenhængende. Powerpoint-præsentationen, som også indeholdt alt for meget tekst, kunne lige så godt være lavet af en anden, for hun rodede rundt i den og måtte springe frem og tilbage.

 

Refundering for markedsføringsstunt?

Indholdsmæssigt virkede det mest af alt, som et markedsføringsstunt for hendes bog. Udfra præsentationen måtte man antage, at dem der havde købt billet havde stødt på psykopater og derfor mest af alt så frem til at lære, hvad man skal gøre, hvis man er udsat for en sådan. Desværre fyldte denne del kun et par minutter og fandt sted på falderebet til afslutningen. Som en anden utilfreds deltager, Cecilie Buch Golczyk, skrev på eventets Facebookside: Vi havde håbet på virkelige cases fra det danske erhvervsliv og en løsningsorienteret tilgang ift. hvad man gør, hvis man fx arbejder sammen med en person med psykopatisk adfærd.

Flere havde udtrykt deres utilfredshed efterfølgende og FOF imødekom disse og skrev: Til alle, der har haft en dårlig oplevelse ved foredraget “Psykopaterne omkring os” tirsdag d. 8.11: …Vi er kede af at høre, at nogle af jer er utilfredse med selve foredraget. Hvis I har kommentarer eller klager, må I meget gerne henvende jer til afdelingsleder Merete Callesen på mail: merete@fof-aarhus.dk eller tlf: 87314118.

En så ringe formidling af et så vigtigt, og alvorligt, emne, rystede mig oprigtigt. At opdage, efter min Google-søgning, at Sanne Udsen såmænd også har forfattet to bøger omkring takt og tone, gør blot dette paradoks endnu større.

 

Fri mig for akavede stemninger!

Jeg er med på, at oplevelsen af et foredrag og om hvorvidt indholdet er fyldestgørende, er subjektiv. Men når så mange udtrykker skuffelse og i visse tilfælde syntes, at et foredrag var så dårligt, at de vil have deres penge refunderet, er der så ikke en uoverensstemmelse mellem forventning og udførsel? Må vi foredragsgængere ikke stille helt basale krav til foredragskundskaber som god retorik og PowerPoint-forståelse? Og kan vi da ikke prøve at undgå de akavede stemninger der gør, at jeg overvejer at simulere et nødopkald fra moster Ellinor, for at kunne forlade lokalet? Det har mest af alt virket som om, at Folkeuniversitet og Århundredets Festival har haft lidt for travlt med at samle foredragsholdere end at undersøge, om vedkommendes kvalifikationer var værd at lægge navn til. Jeg vil hellere have færre muligheder at vælge imellem end at skulle stille mig til tåls med at føle mig talt ned til, mens jeg er tvangsindlagt til  at se en midaldrende kvinde skøjte rundt i en PowerPoint-præsentation, som min 8-årige niece kunne have lavet bedre.

 

Der er hermed lagt op til en debat omkring denne problemstilling. Har I haft dårlige oplevelser? Hvordan kan vi sikre en bedre kvalitet af foredrag i Aarhus fremadrettet?

 

Del:Share on Facebook60Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar