I udstillingen ”De første indvandrere – Stenalderen” kan publikum glæde sig til at komme helt tæt på de første stenaldermennesker, som vandrede ind i det område, som i dag udgør Danmark.
//Det sker

H.M. Dronningen åbner ny stenalderudstilling på Moesgaard Museum

Af Redaktionen

Mød stenalderens mennesker i ny udstilling fra 8. oktober. Moesgaard Museum er klar med et helt nyt afsnit i museets permanente oldtidsudstilling. I udstillingen, De første indvandrere – Stenalderen, kan publikum glæde sig til at komme helt tæt på de første stenaldermennesker, som vandrede ind i det område, som i dag udgør Danmark.

 

Stenalderudstillingen åbnes officielt af Hendes Majestæt Dronningen fredag 7. oktober i forbindelse med en reception for inviterede gæster. Udstillingen vil være åben for publikum fra lørdag 8. oktober.

 

Forandring gennem tusinder af år

Som besøgende i Moesgaard Museums stenalderudstilling kommer man på en rejse gennem tidstunnelen og oplever bl.a. de første jægere på jagt efter rensdyr lige efter isens tilbagetrækning efter sidste istid. Man følger naturens voldsomme forandring gennem tusinder af år, og møder de sidste jægere, samlere og fiskere ved kysten, hvor de har kunnet mæske sig i østers. Ved kysten og i det næringsrige hav er der gjort fund, som viser, at stenalderens mennesker mestrede det ypperste, specialiserede håndværk indenfor redskaber og stammebåde til fiskeri og havjagt.

 

En unik oplevelse

I et skovområde i stenalderudstillingen kan man opleve Ertebøllefolket, der driver pelsjagt og mødes med andre fra forskellige kystbopladser. I udkanten af skoven er de første bønder begyndt at lave rydninger og dyrke jorden. En solformørkelse peger frem mod nye tider. Hjulet kommer og langs vejene begraver man de døde. Først i vogne, derefter i gravhøje. Der opstår hierarkier, krig og konflikter, det første øl bliver brygget og nogle søger igen mod kysten, hvor kystjægerkulturen genopstår. Solen dyrkes med soltempler.

 

Det nye stenalderafsnit i Moesgaard Museums permanente oldtidsudstillinger vil give de besøgende et billede af en periode i Danmarks oldtid, som ligger langt fra det primitive, som mange måske normalt forbinder med stenalderen.

 

Stenalderens mennesker var sunde

Forskningen har afsløret, at stenalderen var en mangfoldig tid, hvor der for første gang blev skabt et avanceret samfund med de spilleregler, der kræves, når man har naboer. Stenalderens mennesker var sunde og højt specialiserede mennesker med et stort kendskab til naturens ressourcer og forstod at udnytte dem. Stenalderen varer omkring 10.000 år fra de første rensdyrjægere kom til området ca. 12.000 f.Kr. til bronzealderens begyndelse omkring 1.800 f.Kr.

 

En storslået samling

Udstillingen på Moesgaard Museum viser en storslået samling af genstande fra jæger- og bondestenalder og inviterer gennem multimedieproduktioner, landskabsmodeller, pop-up figurer, film og fortælling med på en spændende og fortættet rejse gennem 6.000 års dramatiske miljøforandringer og menneskeliv i utæmmet rå natur.

 

Stenalderudstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Nordea-fonden.

I udstillingen ”De første indvandrere – Stenalderen” kan publikum glæde sig til at komme helt tæt på de første stenaldermennesker, som vandrede ind i det område, som i dag udgør Danmark.
Ophavsretsbeskyttet billede; Rógvi N. Johansen©; Foto/medie afdelingen Moesgård, MOMU, 30. oktober 2014

Udstillingen åbner for publikum lørdag 8. oktober og er en del af Moesgaard Museums permanente udstilling om oldtiden.

Læs mere her:

Det sker Se alle

Udvalgte artikler Se alle