Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den Komiske Tragedie: En komedie om at blive sig selv

Af anders@sommersangdigital.dk
Foto: Per Pedersen
Foto: Per Pedersen

I tyve år har skuespiller Mette Rønne ladet angsten afholde hende fra, at opsætte en helt særlig forestilling. Men nu gør hun det. ’Den Komiske Tragedie’ kommer hjem til Aarhus d. 24. og 25. november.

 

I begyndelsen af 90’erne så skuespiller Mette Rønne for første gang Den Komiske Tragedie spillet på Teatret Svalegangen i Aarhus. Skuespilleren på scenen var hendes morbror Hans Rønne, som siden da har slået sit navn gevaldigt fast indenfor teaterverden med utallige priser og stjerneregn fra anmelderne. Forestillingen blev en massiv succes og turnerede frem til midten af 90’erne.

 

JAMEN SÅ PØJ PØJ DA

”Jeg endte med at se forestillingen 8 gange, for den klingede helt særligt indeni mig. Siden da har den ligget og luret i baghovedet, men jeg har hele tiden skubbet tanken væk, for ’Hans har jo lavet den’, tænkte jeg. Og da jeg endelig besluttede mig for at lave den, var det også meget den reaktion jeg fik fra andre. Små klap på skulderen med medlidende blikke og en venlig bemærkning a la ’Jamen så pøj pøj da’. Den eneste, som ikke har haft det fjerneste problem med det, har været Hans Rønne”, fortæller Mette Rønne og griner.

Mette Rønne - Aarhus Update
Foto: Per Pedersen

Den Komiske Tragedie handler netop om angsten for at fejle og vejen hen mod at vove at gøre det, man i virkeligheden drømmer om. Det er historien om en skuespiller og hendes rolle, som sammen skal spille en vigtig scene. Men det går ikke helt som planlagt, for skuespilleren bliver lammet af nervøsitet, og rollen må tage over. Rollen finder ud af, at den sådan set rigtig godt kan lide spotlightet, og skuespilleren må kæmpe for at overtage scenen igen og stå ved sig selv. Eller har det været rollens plan hele vejen igennem?

 

”Selvom historien udspiller sig i en teaterverden, så tror jeg, langt de fleste mennesker har prøvet at tænke grimt om sig selv. Tænke, at man er uduelig eller være bange for, hvad andre synes om en. Det er et tema, som mange kan nikke genkendende til. Forestillingen giver et bud på, hvordan man kan overvinde de tanker og blive sig selv. Det er en smuk historie, hvor der både grines og grædes undervejs. Jeg glæder mig rigtig meget til at spille i min hjemby!”, siger Mette Rønne

 

DEN HELLIGE GRAL

Forestillingen er instrueret af Anders Brink, som bl.a. har en fortid på Aarhus Teater og er en fast del af ensemblet hos Von Baden. ”Nogle folk har reageret som om, vi befamlede den hellige gral, når de hørte, vi lavede netop denne forestilling. Men det er en fantastisk god historie, og derfor fortjener den at blive fortalt igen.” siger Anders Brink.

 

STØVREGN AF STJERNER

Anmelderne har indtil videre været meget begejstrede og ladet stjernerne dale fint ned over forestillingen. (Se pressecitater på side 2)

 

SPILLESTED

24.-25. nov. kl. 20.00 (og 15.00 d. 25.) GRUPPE 38, Aarhus

 

Billetter: www.kulturmarkt.dk Varighed: 75 min. Aldersgrænse: fra 14 år

 

★★★★★ En skuespilteknisk kraftpræstation og et dristigt, intelligent og komisk manuskript’ (Morten Hede)

 

★★★★Det her er en genial, veludført, gennemtænkt, gennemarbejdet og begavet forestilling fremført af en dygtig skuespiller og historiefortæller’ (Den 4. væg)

 

★★★★Man kan næsten kalde forestillingen en Master Class i ekvilibristisk skuespilteknik. Det ser så elegant og let nu, når Mette Rønne skifter imellem rolle og skuespiller. Kropssprog og mimik forenes til et kunstnerisk hele med den filosofiske og fabulerende monolog. Tak. (KOP kultur)

 

★★★★Fantastiske Mette Rønne…burde opleves i denne glansrolle…’ (Kanalnordjylland)

 

★★★★Det er lynende intelligent iscenesat af Anders Brink Madsen…Der ligger en stor spillerteknisk præstation bag, og Mette Rønne løfter opgaven til fulde og viser kæmpe overskud på scenen. (Ungt Teaterblod)

 

★★★Skuespiller Mette Rønne indtager scenen alene. Uden rekvisitter eller medskuespillere leverer Rønne en ren kræftpræstation, og hun bærer forestillingen med blændende overskud og suveræn historiefortælling… (Scenekanten)

 

Del artikel

Andre læser også