Endnu en caféejer arrangerer gratis juleaften for udsatte familier: “Julen handler for mig om at glæde andre”

Omran Badr, ejer af to Aarhus-caféer, inviterer familier, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen, til gratis juleaften. Klassisk, dansk julemad, julelege, en dans om træet og gaver til børnene. En god juleaften i de fleste hjem, men nu også på caféerne Hollywood og Manhattan i Ny Banegårdsgade og Rosenkrantzgade i midtbyen.

 

Ejer Omran Badr har nemlig besluttet, at han i år vil invitere aarhusianske familier, der har svært ved at finde økonomisk råderum i julen, til en hyggelig juleaften. “Jeg synes, man hører så meget om, at færre og færre familier har råd til at holde jul. Julen handler for mig om at gøre andre mennesker glade og række hånden ud, og det kan jeg som caféejer. Har man mulighed for og energi til det, så synes jeg, man skal give lidt igen,” siger den 31-årige ejer.

Han har valgt at målrette sit tilbud til de udsatte familier, da det er deres historier, der især berører ham. “Når børnene samles i skole efter jul, er der så megen glæde og så mange gode historier, og det er synd for de børn, der kommer tilbage fra juleferien uden noget at dele. Jeg er bange for, at det påvirker dem mere, end man skulle tro,” forklarer Omran Badr.

 

Frivillig hjælp

Mellem 120 og 150 mennesker skulle der blive plads til på de to caféer, der normalt ville have haft lukket juleaftensdag.

En del af personalet har frivilligt tilbudt at hjælpe med at skabe en god aften, og det er essentielt for, at det overhovedet kan lade sig gøre, forklarer Omran Badr. “Ellers kunne jeg ikke økonomisk forsvare det. Arbejdskraft på en juleaften er ikke ligefrem billig, så det er fantastisk, at de gider.”

Caféejeren er også i gang med at kontakte nogle af butikkerne i området for at høre, om de vil skæppe til med nogle gaver til børnene.

 

Dyr form for reklame

At det velgørende initiativ er sat i søen i håbet om god omtale – blandt andet her i spalterne – eller for at brande caféerne, afviser Omran Badr pure.

“Ha ha… Nej, så tror jeg, pengene var brugt langt bedre på reklamer. I kroner og ører kan det slet ikke svare sig. Rent egoistisk får jeg det ud af det, at jeg er med til at skabe en masse glade ansigter, og så tror jeg også, at sådan en aften kommer til at smitte positivt af på mig og mine kollegaers glæde ved at gå på arbejde.”

 

Den selvstændigt erhvervsdrivende, der også driver et håndværkerfirma, var da også betænkelig ved at stille op til interview. “Jeg er jo muslim, og det er en vigtig del af religionen at hjælpe sine medmennesker og gøre godgørende formål uden at ‘få noget igen’. Det er det, hele ramadanen – som er vores julemåned – og fasten går ud på. At huske på, hvordan de svage i samfundet har det,” siger Omran Badr, hvis familie kommer fra Libanon. “Men jeg har ikke det fjerneste imod, hvis folk gør noget godt for andre og samtidig får reklame for det. Så længe det hjælper nogen i sidste ende. Tænk, hvis alle, der kunne, gav en hånd.”

Se mere her: eller her:

 

Del:Share on Facebook0Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+0

Skriv et svar