//Nyheder

Nyhed: Energiselskabet NRGi sætter fem millioner på højkant til grøn udvikling

Af Redaktionen

Energiselskabet NRGi er atter på udkig efter kløgtige ideer, der kan gøre Østjylland og omegn mere bæredygtig. De bedste ideer honoreres fra en samlet pulje på fem millioner kroner.

 

Skal din miljørigtige idé kun blive ved snakken?

Det spørgsmål stiller energiselskabet NRGi i disse dage sine andelshavere med forhåbningen om, at rigtig mange kreative østjyder går rundt med en god idé, der kan gøre Østjylland og omegn mere bæredygtig og vil søge støtte fra NRGi’s såkaldte Værdipulje til at realisere projektet.

”Med igangværende projekter fra Horsens til Anholt og støtte til bl.a. solceller på forsamlingshuse, energirenoveringer, aktivitetspladser, og rådgivning om energiforbrug, er den bæredygtige udvikling ved at tage fart i Østjylland. Men jeg er sikker på, at Østjyderne stadig ligger inde med mange lyse ideer, der venter på at blive ført ud i livet,” fortæller Eva Ryberg, der er bestyrelsesformand hos energiselskabet NRGi.

 

Plads til de stortænkende, men også det små ideer

Det er tredje gang, energiselskabet kan præsentere værdipuljen, der indtil videre har støttet 31 bæredygtige projekter i Østjylland med i alt seks millioner kroner. Selvom det allerede er blevet til en del projekter, er det hverken antallet eller størrelsen på projekterne, der er afgørende. ”Med værdipuljen sigter vi mod at støtte de projekter, der på bedste vis understøtter den bæredygtige udvikling. Der er både plads til de stortænkende, men også det små ideer. Det væsentlige er, at projekterne gør en mærkbar forskel og skaber værdi for vores andelshavere ude i lokalsamfundene,” slutter Eva Ryberg.

Værdipuljens ansøgningsvindue er åbent til og med den 10. november 2017. De udvalgte projekter vil få direkte besked i december.

 

Vil du læse mere om værdipuljen og dine muligheder for at søge:

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle