Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Er det en naturlov, at burgerboller skal være ens, smagløse, kedelige og tæt på uspiselige?

Af Jan L. Pedersen

Når vi snakker fødevarer og fødevarekultur, kommer jeg let til at undre mig. Eller måske forstår jeg bare ikke vores adfærd – og smag. Sorry. Jeg har et anstrengt forhold til pap-burgerboller. Du ved dem, som man kan købe i supermarkedet – godt fyldt med tilsætningsstoffer, uden nogen smag, alt for søde, manglende fylde, og ernæringsmæssigt længere ude end Doggerbanke. Kvaliteten er for dårlig, og har været det i alt for mange år. Det er en generalisering, jeg ved det, men der er sgu mere end langt mellem snapsene, når vi taler om en god købe-burgerbolle. Jeg har endnu ikke set nogen, i noget som helst dansk supermarked, som havde en acceptabel kvalitet. Tankevækkende!

Hvorfor er der ingen, som gør noget?

At supermarkederne ikke formår, at levere varen er en ting, men at langt størstedelen af burgerbarer, burgerkæder, caféer og restauranter heller ikke formår, at servere bare en nogenlunde acceptabel kvalitet af brød til en burger er pinligt i en sjældent set grad. De bruger ofte det samme mærke eller kvalitet, som man kan købe i supermarkederne. Jeg fatter det ikke, og jeg har i mange år råbt og skreget på bedre burgerboller, plus så meget andet. Jeg elsker burgere, men ofte går jeg uden om dem, kun fordi jeg er træt af de kønsløse og rent ud sagt røvsyge burgerboller. De gør ikke noget godt for nogen er min påstand.

Kom nu igen – jeg er ikke alene

Jeg kan kun opfordre til, at branchen trækker i arbejdstøjet (de har snorksovet i mange år), og får udviklet nogle burgerboller, som er værd at spise. Nogle af den type med fylde, sprødhed, smag, uden tilsætningsstoffer og selvfølgelig friske og lidt luftige. De må godt være spændende og rigtig gerne med variation. Vi sender folk til månen i et væk, så det at bage en ordentlig burgerboller burde da være en overkommelig opgave. Men nej, det ser ikke sådan ud. Vi har tabt og spillet fallit her. Lad os bare indrømme det, i stedet for at forsvare os.

På høje tid

Vi gider ikke engang teste de burgerboller, der er på markedet i dag. De er så ringe, at det er tidsspilde. I en by som Aarhus er mit bud, at der er fem – seks spisesteder (alle typer er medtaget), som laver eller serverer en acceptabel kvalitet. Det er pinligt, og jeg fatter ikke kunderne/gæsterne finder sig i det. Nok er nok, nu skal der ske noget. Så opfordringen er at få nogle burgerboller på banen, som er værd at spise, og det kan kun gå for langsomt. Vi holder øje med markedet (i Aarhus). Supermarkederne er uden for rækkevidde, og dem er jeg i princippet ligeglade med, da jeg stort set aldrig handler der. Så hvis du kender et sted, som bager nogle gode, spændende, anderledes og velsmagende burgerboller af en rimelig kvalitet, vil vi gerne vide det. Opgaven er ikke nem, jeg ved godt. Mit bud er, at det er nemmere at gennemføre et triatlon, end finde fem forskellige, ordentlige og velsmagende burgerboller i Aarhus. Burgerguiden her har de fleste med – både de gode og de knap så gode.

PS: Min bedste burgerbolle og burger, har jeg desværre ikke fået i Danmark L Bollerne var fra en lokal bager i en lille landsby i Luxembourg.

Del artikel

Andre læser også