Ernest Hemingway og Aarhus

Hvor ville Hemingway spise i Aarhus? Klassisk 65 kunne godt være svaret. Hvis den verdensberømte forfatter og eventyrer, Ernest Hemingway, havde levet i dag og boet i Aarhus, ville en af hans stamrestauranter givetvis være Klassisk 65 i Jægergårdsgade. Klassisk 65 er et stykke kopi-Paris midt i Aarhus – intet mindre. Det siges at Brasserie Lipp og Paris hører sammen, det samme gør Klassisk 65 og Aarhus. Køen, og de altid fyldte lokaler taler sit eget sprog. Ved indgangen til Klassisk 65 møder vi nogle gæster, der er på vej ud. De siger helt spontant, ”der er nok en grund til, at der altid er så mange mennesker her”. Sandt nok, men der nok mere end en grund til, at Klassisk 65 er et af byens mest populære spisesteder.

Ingen plysstole og overflødig plads

Umiddelbart er Klassisk 65 ikke et sted, man regner med at møde kendisser, men ikke desto mindre er bistroen velbesøgt af kendte. Hvilket nok er en af grundene til, at man ikke må fotografere indendørs. Helt ekstraordinært fik vi lov til at tage nogle billeder af maden og vinen, men vi spurgte også pænt, og fortalte hvad de skulle bruges til.

Der findes en sjælden romantisk stemning på Klassisk 65. Hvis du søger et perfekt sted til din date, så er Klassisk 65 et sikkert valg. Indretningen er varm, intim – og uden overflødig plads, sådan. Konceptet er ikke med bløde plysstole, hvide duge og masser af plads. Boheme-stilen er gennemført – så ved du det.

Maden er opvisning og håndværk

Det er bistromad du får her, men i den gode ende af skalaen. Idéen er at lave enkel mad, uden så meget pynt og overflødighed. Køkkenet er fransk, men ikke stringent. Der er plads til små afhoppere, såsom Ingeborg Suhrs klassiske gravad laks, eller en dansk fastelavnsbolle. Det er dog det franske landkøkken, der breder sig på menukortet. Det har holdt i 8 år, og det holder endnu. Der er dog plads til nyt, da den 3 retters bondemenu skiftes ud cirka hver uge.

Vi spiste på Klassisk 65 en fredag aften. Klokken var 20, der var ikke plads før. Vi blev venligt modtaget. Restauranten var fyldt, men en fredag aften er der altid fuldt hus. Stemningen var overvældende, der var musik, masser af gæster og en imødekommende duft af mad. Det var ligesom at komme til en fest, som var godt i gang.

Der gik ikke lang tid, inden tjeneren stod der med brød, aioli og vand. Vi følte os velkomne og faldt hurtigt i snak med betjeningen. Vi startede med et glas Cremant fra Bourgogne, serveret i champagneglas. Så var vi landet og i gang.

Det gode ved Klassisk 65 er, at man med det samme føler sig tilpas, også selvom du ikke sidder på polstrede stole. Vi var godt sultne, så vi startede med seks snegle i hvidløgsolie med persille og en gang Moules marinières. Sneglene var bløde og perfekt tilberedt – dejlig start. Prisen var 85 kroner

Muslingerne var friske, møre og store. Flot og vanedannende klassikere til 95 kroner. Vi fik anbefalet en hvid Bordeaux – Villa Bel Air 2009, den kunne gå til begge forretter. Temperaturen var perfekt. Der var gyldne nuancer, smag af fersken. En letdrikkelig sag og god til begge forretterne.

Næste servering stod på Carpaccio med trøffelmayo. Tynd krogmodnet oksemørbrad, flot mørk i farven og mør som ind i himlen. Trøffelmayoen gav carpaccioen et fransk twist. Prisen var 115 kroner.

Vores ene hovedret var signaturretten, flamberet peberbøf. Jeg kan sige meget om den, men ord bliver let fattige, den skal opleves. Jeg har ikke mødt nogen endnu, som er blevet trætte af peberbøffen på Klassisk 65. Bøffen er oksemørbrad. Mit bud er, at den er plus 250 gram, også selvom der står 200 gram på menukortet. Den tager 50 min at lave, da kødet interval-steges og hviler ude i køkkenet inden serveringen. Det unikke er, at tjeneren står og flambere bøffen, og tilbereder saucen ved bordet. Pebersaucen smager himmelsk. Den er med cognac, oksefond, portvin og madagaskar peber. Den har flot sødme og en perfekt pebersmag. Prisen er 295 kroner og langt fra byens dyreste, men absolut blandt de bedste.

Flamberingen foregik på det klassiske kobberblus. Det er ren opvisning. Det giver en god snak med tjeneren og en fornemmelse af, at man får noget ekstraordinært.

Til Peberbøffen fik vi anbefalet en Maynards vintage portvin fra 2004. Portvin til bøf? Ja, men det har vi sjældent fået anbefalet i DK. Til alle jer der tror, at portvin kun er til gamle damer, tro om. Vi fik for alvor power her. Proteinerne i kødet blødgjorde garvesyren i vinen, sødmen var perfekt til peberet, og den fremhævede portvinen i saucen.

Den anden hovedret var oksetatar, friskhakket af ren oksemørbrad til 180 kroner. Opskriften er fra Paris. Personalet fandt den på en firmaudflugt til den franske hovedstad, hvor opgaven var at smage 20 forskellige tatarer på det samme antal restauranter. Valget faldt på en tatar de fandt på en restaurant nær Gare Du Nord.

Tilberedningen af tataren foregår ved bordet. Dog er kødet hakket i køkkenet. Tjeneren kom med en bakke med ingredienserne, der bestod, udover hakket oksemørbrad af kapers, æggeblommer, skalotteløg, dijonsennep, tabasco, ketchup, cornichoner, frisk persille, purløg . Den blev serveret med håndskårne fritter og en klassisk fransk salat. Kunsten med tataren er blandingsforholdet, men det er også oplevelsen med tilberedningen der gør tataren speciel. Den er klart blandt de absolutte bedste jeg har smagt i mit liv. Alle der elsker tatar, må besøge Klassisk 65. Alt i alt en flot ret, lavet og serveret præcis med den løse hånd, der er kendetegnet ved det franske bistrokøkken. Vi drak en Mollydooker 2010, ”The Maitre D” til tataren. En ren cabernet med en alkoholprocent på 16% – og i den tunge ende. En flot vin med power og smag. Den var som skabt til rå oksekød.

Desserten var Creme Bruleé. Sprød i toppen, perfekt farve og blød inden i. Portionen var pæn stor, mættede godt og kostede 70 kroner.

Den anden dessert var ikke på menukortet. Grundet årstiden, var det en fastelavnsbolle, hjemmelavet selvfølgelig. Den var friskbagt, med masse af syltetøj og creme i. Den var efter dansk opskrift, men en god afslutning på en hyldest til det fransk bistrokøkken.

Champagne sabling og kasser af vin

Vinkortet er pænt stort, men ikke specielt dyrt. Det er kun 40% af vinene der er på vinkortet, resten står i kasser eller ligger i vinkælderen. Vinen er vigtig på Klassisk 65. Den skal passe til maden. Rødvinene er kraftige, der er power i dem, og det skal der også være, hvis de skal passe til maden. Vin er ikke kun fransk, langt fra. Værten – Søren Andreasen er uddannet sommelier, og har en kæmpeviden om vin, så du kan for alvor få en vinoplevelse her – også uden du skal overtrække din kassekredit.

Værten er i den grad tilstede

Søren Andreasen, vært og ejer af Klassisk 65. Han startede stedet for 8 år siden. Alle der har mødt Søren Andreasen, kan ikke undgå at bemærke hans store udstråling og menneskelig overskud. Han er værten, ingen ovenover eller ved siden af. Søren Andreasen er vært med stort V. Han ser sig selv som betjener. Hans opgave er at betjene gæsterne, være tilstede og synlig. Der er stor passion hos Søren Andreasen og det smitter af på hans personale, som i den grad er oppe i gear. De brænder for det de laver, og det er en fornøjelse for gæsterne. Personalet gør det rigtig godt og har det sjovt sammen, det fornemmer man som gæst ret hurtig.

På otte år har Søren og hans personale opbygget et gennemført fantastisk spisested og  formået at få mellem 1500 og 2000 spisende gæster igennem Klassisk 65 per måned. Det er imponerende når man tager lokalerne størrelse i betragtning.

Blandt byens gemte og bedste spisesteder

Byens Spiseguide har spist på samtlige caféer og restauranter i Aarhus, og Klassisk 65 er blandt vores favoritter. Stedet og atmosfæren er så unik og helt sin egen. Der er kø næsten hver eneste aften. Så bordene er selvsagt eftertragtede, men nogle gang kan man låne værtens kontor med et glas vin i hånden og vente på et ledigt bord.

Klassisk 65 er allerede en institution i Aarhus. Maden er god – rigtig god. Den er lavet med stor respekt og kærlighed til det franske køkken. Der var ikke noget fedteri med portionsstørrelserne. Flot bistrokøkken og tro mod konceptet. Klassisk 65 holder i øvrigt sent åbnet. Det er ikke usædvanligt, at der kommer spisende gæster klokken 23 en hverdags aften.