Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et komplet overblik over maden på NorthSide 2016

Af Line Ingwar Karlsen

Så kom ugen, vi har ventet på længe. Alt for længe. Årets store fest i Aarhus er NorthSide. Det er byens stolthed, og et af de store højdepunkter. NorthSide er kendt for at sætte fokus på god mad og luksus. Det er til dels lykkes. De har fokus på bæredygtighed og økologi. Sympatisk. Alt maden på NorthSide skal være økologisk – eller størstedelen. Det er der ikke noget i vejen med. Tværtimod. Men de tidligere år har man gået mere op i økologi end smag og god mad. Lad os håbe, at det i år lykkes at forene økologi udelukkende med ordentligt og velsmagende mad. Potentialet er der i hvert fald. Der er gode nyheder med madboder, som ser ud til, de kan lave noget godt og spændende mad. Der er også nogle stykker, som “nok” burde være blevet hjemme, men måske overrasker de positivt. Lad os håbe det. Jeg har knyttet mine personlige kommentarer til nogle af madboderne. De står, selvfølgelig, for min egen regning.

 

Her er lidt om madboderne – både de nye og gengangerne:

 

  • LêLê fra København er nye i år. De har på få år skabt respekt om og kærlighed til vietnamesisk mad. De er her med deres foodtruck i VIP området. Spændende og klart et godt træk.

 

  • Tommi’s Burger Joint er “også” nye. De åbner lige om lidt i Aarhus. De laver gode burgere, men ikke så meget anderledes end dem vi er vant til i Aarhus. Måske er de mere præcise og omhyggelige med deres burgere. Lad os håbe det. De har i hvert fald styr på deres mad, og passer godt ind til klientellet på NorthSide. Velkommen til Aarhus.

 

  • MIB er der med deres flæskestegssandwich og med Klassisk MIB. Lad os håbe, de er blevet bedre end sidste år. De var mildest talt dårlige og sjusket lavet. Men de har haft et år til at øve sig, så mon ikke de har lært noget af de fejl, de lavede sidste år. Køen sidste år var lang, men vi regner med at deres personale i år, tænker mere på deres job og servicen end deres egen private fest.

 

  • Wild Life Burgeren er ny. Den har vi tårnhøje forventninger til. Det er Allan Poulsen og Martin Lemvig fra Det Gamle Mejeri. De to kan om nogen lave mad, og har ry for at være knivskarpe. Det bliver stort – og jeg spår denne bod til at blive festivalens mest eftertragtede. Allan Poulsen har tidligere været køkkenchef på Henne Kirkeby Kro og Bagatelle i Oslo. Martin Lemvig har været køkkenchef på Prins Ferdinand, Ferdinand ved åen og ikke mindst medejer af MASH i Aarhus.

 

  • Restaurant Komfur er et sikkert kort at spille. De er gode, og har styr på tingene. Forventningerne til dem er høje, og de har alle forudsætninger for at indfri dem.

 

  • The Diner er med i år. De har et godt koncept og kan finde ud af at lave mad, som smager godt. Ud over det, så har de som regel et godt team til sådan nogle arrangementer, hvilket gør, de kan finde ud af at lange noget mad over disken. Godt valg, da de skiller sig lidt ud fra de andre burgersteder. Udover det, så kan de jo også lave andet god mad end burgere. Deres ribs er verdensklasse.

 

  • Madværket ved. Sdr. Bjert Kro bliver et scoop. Især hvis de er lige så gode, som vi har oplevet dem ved andre lejligheder. De er gode, og kan i den grad lave spændende mad. De har fokus på de lokale råvarer og ikke mindst smag. Hvis de vil, kan de sætte nye standarder for festivalmad.

 

  • Ferdinand har VIP restauranten i år. Det var den, CANblau havde sidste år. Det tegner godt, da Ferdinand også hører til i kategorien gode og stabile restauranter, som ved, hvad de har med at gøre. Et godt og trygt valg, som helt sikkert ikke skuffer.

 

  • Så er der pizza og pomfritfabrikken. Hvordan pizza og pomfritter hænger sammen, ved jeg ikke. Fusionskøkken kan man vel sige. Om de formår at lave noget godt og spiseligt, må tiden vise.

 

  • Så er der østersbaren – Blue Oyster Bar. Det har hidtil været Clausens Fiskehandel, som har stået for den. Det gør de stadigvæk. Clausen Fiskehandel er eminent til at sælge østers, men at åbne dem kniber gevaldigt. Det er de ikke skarpe til. Lad os håbe, at de har trænet noget i år, så vi får rene østers.

 

  • Oles gård og Oles Toast er der i år. Sidste år var Oles gård den helt store vinder. De tog os alle med storm. Anderledes og for alvor god mad. Vi tror på, Ole kan løfte arven fra sidste år. Selv om den er noget tung.

 

  • På vegetarsiden har vi Fika. De er gode og laver noget godt og velsmagende mad. Uden tvivl. Et sikkert valg af NorthSide.

 

  • Foodfein er også med i år. De er sikre som amen i kirken og laver forrygende godt smørrebrød. Deres brød er verdensklasse, og et sikkert hit.

 

  • Så er der NorthSide Burger. Den har før været god og rammer bredden. Sidste år var vores kritikpunkt, at burgerne var småkolde, men der var også mange menneske. Lad os håbe, de tager opgaven mere alvorligt i år.

 

  • Spiselauget har i år fire, forskellige, boder med. Det er en sjat. Spændende om de kan magte det. Deres sikre vinder er Gourmet Hotdoggen. Den skal nok tage kegler. Sidste år floppede de med deres porchetta, som mindede mest af alt om noget grov savsmuld. Den er ikke med i år. Tak for det. I år står den på sliders, Fish n’ chips og tacos. Spændende hvilket niveau de ligger på.

 

  • Gedemarkedet var der også sidste år. De var ikke skarpe, tværtimod. Kødet var godt, men tilbehøret var under al kritik. Lad os håbe, de har tage kritikken til sig, for deres ged smagte forrygende godt.

 

Ud over dem vi har nævnt her, så er der De 4 Årstider, Snackbaren, Italian Feast, Frikadellen, Rodfast, Zabello, Nachos & Empanadas, Sliders, Satriales pasta & pork store, Glad!, Skarø is, Bar Sushi, Foderbrættet, Pandekageboden, Street Food, ÆggeSlice, Social Foodies, Gourmench, Smoothie-Licious og Bike.

 

Aarhus Update har tre madanmeldere på NorthSide i år, og vi får hjælp fra et par københavner-anmeldere. Så nu er tiden inde til at undersøge, om maden på NorthSide er så god, som de siger og gerne vil have – eller den “bare” er økologisk og sympatisk.
Klasse fish and chips på NorthSide 2014

Del artikel

Andre læser også