Restaurant Europa – godt gemt og helt fantastisk

Et lidt overset spisested i Aarhus. Byens Spiseguide har spist på Restaurant Europa tre gange. Samtlige gange var en god oplevelse. Det var til frokost. Restaurant Europa ligger godt gemt, men i den grad et besøg værd. Gennemført dansk mad, velsmag, hyggelig og personlig betjening er nøgleord. Restaurant Europa går i daglig tale under navnet ”Europa”, men hedder oprindelig Europa Mad & Vinbar. Den hyggelige restaurant ligger ved Europaplads i Aarhus – deraf navnet Europa. Lokalerne husede før Ølmolevitten. Det var først for 3 år siden, Europa opstod i lokalerne – og tak for det.

God beliggenhed – om få år blandt byens bedste

Det nye store mediehus kommer til at ligge overfor Restaurant Europa. Lige nu er Europa lidt gemt, og man skal vide, hvor den ligger, og hvad det er for et sted. Men om få år vil jeg godt vædde med, at området uden for Europa bliver et af byens mest befærdede da letbane, mediehus og de nye havnearealer vil skyde op der.

Velkomst på Europa i Aarhus

Skønne gamle dyder

Frokosten, vi fik på Europa, tog kegler. Store portioner, flotte anretninger og en velsmag der sad i skabet. Det er vel herrefrokost, men også for damer. Vi ser en hel del kvinder, som spiser på Europa, så restauranten er langt fra forbeholdt mænd.

Der er nok plads på her bord  - Restaurant Europa i Aarhus

Vi startede med en sildetatar. Den kom flot anrettet. Sildene var gammeldags modnede. Der var ristet rugbrød og rå æggeblomme til. Sildene var møre med den rigtige konsistens. Prisen var 65 kroner.

Sildetatar på Europa i Aarhus

Næste ret er en klassiker på Restaurant Europa. Det var rørt oksetatar efter en opskrift Sofus kender fra sine år i Schweiz. Det var en stor tatar, velrørt med syltede grønne agurker, rå løg, lyst ristet toast og peberrod. Simpel og med en velsmag, som jeg sjældent har fået. Man kan vælge at få calvados eller cognac i en lille fordybning, som man selv laver i bøffen. Jeg valgte cognac. Tjeneren skænkede gavmildt op – og jeg rørte cognac og tatar let sammen. Det var et godt match. Tataren var blød og havde den helt rigtige temperatur. Der var den friske gode kødsmag. Det er ærlig og ordentlig snak.

Oksetatar på Europa i Aarhus

Vi valgte to gange to stykker smørrebrød. Prisen var 75 kroner og 65 kroner. Vi behøver ikke at diskutere, om det var billigt – for det er billigt. Det var store stykker. De hjemmelavede fiskefrikadeller kom med hjemmelavet remo og med søde løg. Et hit hvis man er til fisk – især de søde løg kan jeg fremhæve. De gjorde det godt og passede godt til fiskesmagen. Næste stykke var med æg og rejer. Igen et stort stykke, ærlig og klassisk. Den er som et stykke med æg og rejer, nu engang skal smage.

Smørrebrød på Europa i Aarhus

De andre to stykker var med hjemmelavet leverpostej til 65 kroner og roastbeef med spejlæg og bløde løg til 85 kroner. Den hjemmelavet leverpostej var med bacon, champignons og hjemmesyltede rødbeder. God – rigtig god smag. Helt perfekt krydret. Utrolig et så veltilberedt stykke dansk smørrebrød, koster mindre  end en masseproduceret Bigmac-menu. Roastbeef med spejlæg og bløde løg var i den grad en overraskelse. Der var flotte, perfekte røde stykker roastbeef på. Det var utrolig mørt og nok med kød – ikke noget fedteri her. Et flot stykke smørrebrød – en udødelig klassikere som man aldrig bliver træt af.

Roastbeef med spejlæg og hjemmelavet leverpostej på Europa i Aarhus

Vi fik også en Pariserbøf til 130 kroner. Den pariserbøf, jeg fik på Europa, var stor – rigtig stor. Den kommer med snittede løg, to æggeblommer, hakkede rødbeder, kapers og peberrod. Kødet er medium, perfekt til min smag. Flot struktur og saftig. Jeg kunne ikke spise op, men en velvoksen mand ville nok kunne. Der er ikke andet at sige end – den skal opleves.

Pariserbøf på Europa i Aarhus

Vores andet valg var en burger med hjemmelavede fritter til 130 kroner. Burgeren er ret unik. Den er udviklet over længere tid af Sofus og Karin. Den er præcis, som de ønsker, en burger skal være. De kan godt være stolte af den. Den er enkel, og med en rigtig god smag. Den kommer med swisscheese, bløde løg og bacon. Kødet er magert og flot stegt. Osten er velvalgt – og med masser af smag. Bollen var sprød. Fritterne var rigtig håndskårne og udvandet, så de har den helt rigtige konsistens og smag. Pudsigt nok er Europa ikke et burger – eller fastfoodsted, men de laver faktisk en burger med fritter som de fleste bør misunde.

Burger og håndskårne fritter på Europa i Aarhus

På Europa er man beskedne – og helt nede på jorden. Man taler ikke om fint mad og gourmet, men vi på Byens spiseguide er ikke i tvivl – det er faktisk den bedste burger, vi i meget lang tid har smagt. Den ligger i toppen, og klart værd at køre langt efter.

Efter vores tredje besøg er dommen klar. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken endnu en gang. Maden er lavet ordentligt uden så mange dikkedarer. Kvalitet, håndværk og respekten for det ”gamle danske køkken” sidder lige skabet. Måltidet var en fornøjelse. Alt i alt perfekt til vores smag.

Frokoståben med klassisk smørrebrød

Som noget nyt udbygger Karin og Sofus deres køkken, så der bliver plads til at lave mere mad. De vil satse på klassisk dansk smørrebrød. Nu er det ikke sådan, at smørrebrød er noget nyt på Europa, tværtimod, men nu vil de satse endnu mere på smørrebrød. Det bliver på samme måde som på de gamle kendte københavnske frokostrestauranter. Det bliver med smørrebrødsseddel, smørrebrødsfade, øl og hjemmelavede snaps. Det bliver frokost fra mormors barndom – og den er lavet uden store armbevægelser og fine manerer.

Indretning på Europa i Aarhus

Priserne er moderate – og så bliver man mæt

Store portioner og små priser er noget, der lyder godt for de fleste. Europa har nogle rigtig gode priser – især når portionsstørrelse og kvalitet spiller ind. Byens Spiseguide vil med sikker hånd betegne Europa som et sted med value for money. Især erhvervsfolk, som holder forretningsfrokoster ude i byen, vil med garanti komme på Europa – stedet ligger perfekt med masse parkeringspladser tæt på. Atmosfæren er god, og betjeningen har den ”rigtige” holdning til service. Ikke noget med purunge kvinder der knap nok ved, hvad en porter er.

En menutavle på Europa i Aarhus

Karin og Sofus – her er værterne er tilstede

Ejerne af Restaurant Europa er et umage par. Alle er på fornavn med Karin og Sofus. Meget oprigtige, originale og snaksaglige. De er begge sympatiske, til stede og kender branchen bedre end de fleste. Både Sofus og Karin har arbejdet på flere af byens gode spisesteder, så det er ikke erfaring de mangler. De er af den gamle skole og ved, hvad god betjening er. Hos dem er der ingen der føler sig oversete. De er begge meget opmærksomme, og snakker venskabeligt med gæsterne. Helt nede på jorden. Maden står Sofus for, mens Karin står for serveringen. Hun er af dem type, som kan skænke en fadøl ordentligt. Det tager den tid, det skal tage, og øllet er velskænket. Man føler nærmest, det er obligatorisk på et sted som Restaurant Europa med øl og snaps til frokosten. Snaps er noget, man selv er begyndt at lave, og som Sofus og Karin vil satse lidt mere på i fremtiden. Især ”kvindesnaps” som allerede i dag er kendt på Europa, vil vi se mere af i fremtiden. 

Sofus og Karin på Europa i AarhusMasser af stamkunder

Ingen tvivl om, at dansk frokost og smørrebrød er ved at få en renæssance. Vi ser flere, der spiser frokost ude i byen – en trend vi med sikkerhed vil se mere af i Aarhus. Europa har allerede en del stamkunder som roser spisestedet, men når køkkenet og smørrebrødsseddelen er udbygget, tror vi, at Europa har potentiale til at blive blandt byens foretrukne frokostrestauranter. Så lad os håbe, det nye køkken snart står færdig på Europa, så de kan lave endnu mere dansk frokost. Byens Spiseguide følger op på Restaurant Europas nye frokostseddel, når den er helt færdig.

Udover maden, har Europa en god og hyggelig bar, som er åben til klokken 2 torsdag , fredag og lørdag.

Baren på Europa i Aarhus

Europa Mad- & Vinbar

Havnegade 28
8000 Aarhus
Telefon: + 45 86 19 86 18
http://restauranteuropa.dk
 

Del:Share on Facebook20Tweet about this on TwitterPrint this pageEmail this to someoneShare on Google+4

11 kommentarer til “Restaurant Europa – godt gemt og helt fantastisk”

  1. Emma

    Jeg har smagt deres burger, og jeg må sige at det nok er byens bedste!
    Karin og Sofus er også de sødeste på jorden.

    Svar
  2. Malou Klidmoster

    Endnu en for mig ukendt perle. Tak for den fine anmeldelse – der må jeg snart ind 🙂

    Svar
  3. Jesper Berg

    Lige mine ord, har fulgt dem siden De startet deres lille sted, er aldrig blevet skuffet.
    Deres mad er som det bedste ens mor ville lave det og med samme kærlighed har bestilt bord til i -morgen

    Svar
  4. Jens Bruun

    Det ser godt ud. Det er lige præcis det Århus mangler – en rigtig gammeldags smørrebrødsrestaurant.
    Jeg sender den her anmeldelse rundt i firmaet. Jeg tror der er mange som ikke kender Europa restauranten – mig selv inkl.
    Hyg jer drenge – og stor ros til jeres side-:)

    Svar
  5. Martin Hansen

    Til jesper , du spiser der jo osse hele tiden… Burgeren er et hit men stemningen er jo altid i top

    Svar
  6. Jens Nielsen

    Det ser godt ud. Kender ikke stedet, men tak for jeres tip. Jeg tror det er der vi skal hen næste gang vi skal ud at spise. Jeg synes Pariserbøffen ser rigtig stor ud. Hilsen Jens

    Svar
  7. Max Jørgensen

    Fuldstændig enig i ovenstående anmeldelser. Maden er suveræn og betjeningen i topklasse, selv når 16 højrøstede drengerøve fra ASA’s Oldboys +40 fodboldhold fører sig frem til sæsonafslutningsfest. Vi kommer garanteret igen, hvis vi må!

    Svar
  8. Brigitte Mors

    Den skønneste lille oase – fantastisk mad og god stemning. Findes ikke lige i deres kategori. Oplevelsen er god hvad enten det er et størrer firma arrangement eller blot 2 personer jeg har bestilt til. Anbefales varmt herfra

    Svar
  9. Selling

    Fik en rigtig dejlig frokostplatte, veltillavet af gode råvarer og hertil var der friskbagt groft rugbrød. Godt udvalg af velskænket øl og fantastiske hjemmelavede snapse. Vi kommer helt sikkert igen, og anbefaler jer gerne.

    Svar
  10. Inger Klausen

    Glæder mig til i aften – har inviteret Hanne på Stjerneskud.
    Glæder mig til at spise dejlig, frisk, veltillavet stjerneskud og igen møde dejligt nærvær fra Karin.
    Har kun været på Europa én gang tidligere med mit kollega netværk til julefrokost 2013. Det var bare SÅ godt.
    Og netop dejlig imødekommenhed fra værtsparret.

    Svar
  11. Guide - Den sikre frokost i Aarhus C - Frokostguide i Byens Spiseguide

    […] Lukket søndag. Læs også: Anmeldelse af Restaurant Europa […]

    Svar

Skriv et svar