Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

F. Høj – moderne smørrebrød i verdensklasse

Af anders@sommersangdigital.dk

Nu er smørrebrød ikke bare smørrebrød. Der er forskel, stor forskel. Det gode smørrebrød tåler på ingen måde sammenligning med det dårlige. Mange slår sig i disse år op på dansk smørrebrød. Kun ganske få forstår at forny det danske smørrebrød. En af dem, som kan, er Wassim Hallal fra Frederikshøj, som ved åen i Aarhus, på hjørnet af Grønnegade, driver Delien F. Høj. Han kom ind fra siden, på smørrebrødsscenen, og har siden været en af mine absolutte favoritter.

Nu er F. Høj ikke en restaurant, men en Deli. Det vil sige et sted, hvor man henter sin mad og tager den med hjem. Dog, skal der nævnes, at du kan sidde og nyde din mad og drikke på F. Høj, men siddepladserne er begrænset til omkring 20 indendørs og 35 udendørs.

F. Høj i Aarhus_

Flere fra det private erhvervsliv har spurgt mig om, hvor man får god takeaway til kundemøder, arrangementer eller lignende. Ikke det man typisk får, men noget som skiller sig ud og kan imponere . Mit svar er typisk to – tre forskellige bud, men F. Høj indgår altid i mit svar og anbefaling. Jeg har fået takeaway fra F. Høj før, men aldrig anmeldt det. Så her får du en anmeldelse af smørrebrød afhentet på Delien F. Høj ved åen i Aarhus.

Indpakning af smørrebrød fra F. Høj_

Seks forskellige stykker

På tavlen er der seks forskellige stykker at vælge mellem. De skifter alt efter sæsonen, dog er stykket med okse altid på kortet. Tak for det. Jeg har spist en del stykker af Wassim Hallals stykke med okse, og jeg er ikke blevet træt af det, endnu, tværtimod. Jeg skulle have et møde og bestilte 14 stykker i alt. Den altid søde og smilende, ”smørrebrødsdame”, Samia Lindschov Hansen, var hurtig til at fortælle og vejlede. Hun er den daglige bestyrer af F. Høj og er en fast bestanddel af Delien ved åen. Nu var det jo hent selv, men betjeningen på F. Høj fejler ikke noget. Den er bedre end på de fleste caféer og restauranter, selv om det er en Deli.

Der er brød, og så er der godt brød

Hos F. Høj bages alt brød på Frederikshøj, og de har et niveau, som må gøre de fleste bagere flove. Så er det sagt. Maltsmagen og konsistensen er ikke, som vi normalt ser. Det er lavet efter en metode, som gør op med det typiske, fugtige, klæge brød, som vi ser alt for mange steder i dag. Jeg har før sagt det, og siger det igen. Jeg er besat af rugbrødet på F. Høj. Skiverne er ikke tykke, men faste og nok en 8-9 mm tykke. Sådan skal smørrebrød være. Det er en misforståelse med flere centimeter tyk brød under pålæg.

En smørrebrødskasse fra F. Høj_

Røget laks med røg

Hjemmerøget laks med rugkiks og rygeost, med en avocadopuré rørt på dildolie, hvilket forklarer den grønne farve. Der var citron, nok for at avocadoen ikke skulle oxidere, men den gav et godt syrligt modspil til fisken. Laksen smagte af røg, hvilket røget laks i sagens natur skal. Gode, tykke stykker laks som dekorativt var anrettet på brødet. Et stykke smørrebrød som var så præcis lavet, at det var svært at forstå. 60 kroner for sådan en omgang er tæt på foræring. Man vælger ikke favoritter, men hvis nu, jeg skal tvinges til at vælge min favorit, så blev det laksen, i hvert fald den dag.

Et stykke med røget laks fra F. Høj_

En moderne æggemad med krebs

Næste stykke var et stykke med æg, krebs, skorzonerrod og krebsechips. Smilende æg på et par hjertesalatblade, små poppede chips på krebs, kogte krebs og ristede skorzonerrødder. Brødet var smurt med en sauce verte dressing. Flot stykke – fedt med krebs på i stedet for rejer. Så enkelt kan det gøres, hvis ellers man kan finde ud af det. Og det kan F. Høj. 50 kroner var prisen her.

Et stykke med æg og krebs fra F. Høj_

Den heldige kartoffel

Kartoffel med pære, tyttebær og små aflange stykke bacon. Brødet var smurt med en sennepsdressing. Der var to slags kartofler ud over de kogte, puffede kartofler og kartoffelchips. Der var tynde skriver bladselleri, som passede fint til kartoflerne. Den søde tyttebærmarmelade var suveræn og løftede det hele. Et vellykket og smagfuldt stykke, hvor den danske kartoffel kom til sin ret.

Smørrebrød med kartoffel fra F. Høj_

Så til stegen

Ingen frokost uden et stykke med steg. Ud over fast og fedtfattig steg var der rødkålpuré og fileter af appelsin. Det specielle var de puffede flæskesvær og puréen af rødkål. Her fik vi et stykke, som smagsmæssigt var klassisk. Puréen af rødkål var en vinder i min bog. Brødet var smurt med en sauce verte dressing. Fint stykke til 55 kroner.

Et stykke med steg fra F. Høj_

Høns og and med æble

De fleste kender den – og har et forhold til den, men de færreste kan lave den, så den smager godt. Ja, det er hønsesalaten, jeg taler om. Wassim Hallal bruger halv and og halv høns i sin nyfortolkning af et stykke med høns. Det giver god mening, da smagen af kød bliver mere fremtrædende. Der var store, faste stykker kød i, som var rørt med en ikke fed mayo. Det smagte i hvert fald ikke fed. På toppen der sprødt stegt kyllingeskind som smagte helt forrygende. 60 kroner var prisen.

Et stykke med høns og and fra F. Høj_

Et kritikpunkt, fra en pæn ældre herre i selskabet, var, at der manglede lidt salt, ellers smagte det fuldstændig fantastisk. Nu ved vi alle, at jo ældre man bliver, jo mere salt vil man have på sin mad.

 

Fortsætter på næste side…

Del artikel

Andre læser også