Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Femårig millionstøtte til Aarhus Symfoniorkester

Af anders@sommersangdigital.dk

Salling Fondene støtter Aarhus Symfoniorkesters vision om udvidelse og udvikling med et tilskud på 5 millioner kroner fordelt over de næste fem år.

 

Det er med stor glæde, at Aarhus Symfoniorkester i dag kan offentliggøre en støtte fra Købmand Herman Sallings Fond på 5 millioner kroner, som ikke blot sikrer en udvidelse af besætningen med to strygere, men over de næste fem år skaber et solidt fundament for orkestrets klare vision: at blive byens – og landsdelens – 4. store internationale kulturinstitution, i liga med Moesgaard, Den Gamle By og ARoS.

 

Aarhus har et orkester i topform

”Det er en helt enestående nyhed. Sallings Fondene spiller endnu engang en helt særlig rolle for kulturlivet i Aarhus. Med den flotte donation spiller de med på ambitionerne om at gøre symfoniorkestret endnu bedre, samtidig med at vi sikrer at stadig flere borgere får glæde af at høre vores fremragende orkester, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad. Aarhus har et orkester i topform, og bag dets ambitioner ligger der en stærk vision og plan om at nå bredere og længere ud, og det er dét arbejde vi gerne vil sikre med en fast årlig støtte de næste fem år – samtidig med at vi kan indfri en del af orkestrets ønske om at udvide besætningen, fortæller Karin Salling fra Salling Fondene.

 

”Konkret betyder den generøse støtte fra fonden, at vi kan ansætte to ekstra strygere. På samme tid får vi økonomisk kontinuitet til at fortsætte den rivende udvikling, Aarhus Symfoniorkester befinder sig i, og kan fortsætte vores målrettede tiltag på at gøre orkestret til en førende kulturinstitution i Aarhus og for regionen. Det er ganske enkelt helt fantastiske nyheder for orkestret og for vores landsdel,” siger musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Kristian Rahbek Knudsen.

Del artikel

Andre læser også