Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Madanmeldelse:Franske kyllinger fra Trøjborg Chicken King

Af Line Ingwar Karlsen

Der er kyllinger, og der er gode kyllinger. Hvor de bedste kommer fra, skal jeg lade være usagt. Men franske landkyllinger smager bare bedre end dem, man typisk får serveret i Danmark. Kyllingerne hos den lille kyllingeforretning på Trøjborg smager godt, og at de så er importeret fra Frankrig er blot en ekstra detajle.

 

Lad os slå det fast med det samme. De her kyllinger er blandt byens absolutte bedste. Længere er den ikke. De var vildt møre, smagfulde, mere mørke i kødet, end vi ofte ser og med sprødt skind, og ikke mindst så havde de ikke været i frituregryden. Så kan jeg vist ikke rose dem mere her. De skal smages. Jeg har allerede været forbi to gange, siden vi bestilte takeaway til den her anmeldelse.

 

Trøjborg Chicken King

 

Vi bestilte dem på Just Eats hjemmeside. Det, synes jeg, er det nemmeste og den bedste løsning, hvis man da ikke selv vil have gang i bilen eller cyklen.

 

Vi nappede en nummer 1, som er en kylling og bacon sandwich til 47 kroner. Man kan vælge mellem mørkt eller lyst brød og forskellige dressinger. Vi tog et lyst brød og en karrydressing. Hvem sagde traditionel tænkende? Da vi åbnede den, så vi en pæn stor brød, som var større end gennemsnittet. Masser af kyllingestykker, gulerødder, salat og bacon. Den smagte sgu godt! Det skal den have. Brødet var ikke for sprødt, så det var nemt at spise. Alt i alt en vindersandwich.

 

Kylling og bacon sandwich fra Trøjborg Chicken King

 

Næste kyllingesandwich var en variation med mozzarella, soltørrede tomater og hjemmelavet pesto. Prisen var også 47 kroner. Her var mørkt brød og grøn pesto vores tilvalg. Mozzarellaen var frisk, som den også skal være. Olien fra de soltørrede tomater gjorde desværre noget af brødet vådt. Lidt synd, for smagen var i den bedre ende. En stor fætter med gods og smag i er dommen. Prisen er i orden.

 

Dagens grove sandwich fra Trøjborg Chicken King

 

En halv ovnstegt kylling koster 80 kroner. Det er inklusiv fritter, tzatziki, humus eller coleslaw. Vi nappede det sidste. Hvorfor aner jeg faktisk ikke. Kyllingen var grillet i en gasovn. Den var marineret godt og grundig, som den bør. Smagen var klasse. Kødet var mørt og saftigt, og der var ikke friture, som ødelagde smagen. Der var nok kød på kræet. Sådan! En kylling som denne her, burde ikke spises med fritter til, men det gjorde vi nu. Fritterne var gode, men mere i den almindelige ende af skalaen. Den omgang coleslaw, som jeg fik med, var god. Den var tydeligvis hjemmelavet og ikke for fed. Den gjorde ikke så meget væsen ud af sig. Fred være med den, da det var kyllingen, som vandt.

 

Ovnstegt kylling fra Trøjborg Chicken King

Ovnstegt kylling med fritter fra Trøjborg Chicken King

Dagens sunde deleret var en lille salat – også med kylling i. Den kostede 35 kroner. Det er der ikke så meget at sige om. Almindelig og tam, men frisk.

Kyllingesalat fra Trøjborg Chicken King

 

Madens temperatur ved leveringstidspunktet

Den var fin varm, efter omstændighederne. Ikke brændvarm, men okay. Nu skulle de heller ikke så langt med maden, men det var helt sikkert varm mad, vi fik.

 

Leveret på aftalte tidspunkt

Maden kom 9 minutter før aftalt tid. Leveringen blev foretaget af Just Eat. Det er som om, Just Eat har fået mere styr på leveringstidspunkterne. Vi har de sidste gange oplevet en meget præcis levering. Dog var det en onsdag aften det her, men hatten af for man kommer inden aftalte tidspunkt.

 

Passer bestillingen – er alt med?

Jeps, der var styr på tingene her. Både brød, tilbehør og dressing var som aftalt.

 

Råvarekvaliteten

Frisk og det virkede hjemmelavet. Råvarerne var i den gode ende af skalaen. Kvaliteten var i orden – og igen ros til kyllingen.

 

Pris/kvalitetsforhold

Prisen var helt fair. Store, flotte sandwich med hjemmelavet dressing og pesto. Vi synes, der er god value for money. Især når kyllingen er en fransk landkylling.

 

Leveringspris

79 kroner var prisen for levering den dag.

 

Emballagen og skånsom transport

Maden kom i en almindelig pose. Alt var pakket pænt ind. Klart over gennemsnittet for takeaway. Intet var ødelagt, og maden var ikke rodet sammen.

Sådan kom vores takeaway fra Trøjborg Chicken King

Anmeldelsen er skrevet af Jan L. Pedersen

 

Trøjborg Chicken King
Tordenskjoldsgade 23
8200 Aarhus N
Telefon: +45 86 15 72 31 eller 86 10 80 00
Link til hjemmeside

 

Del artikel

Andre læser også