Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Traditionelt smørrebrød når det er bedst

Af Jan L. Pedersen

Som noget nyt i Aarhus er der startet en frokostrestaurant med dansk smørrebrød. Restauranten er ikke ny, men det er smørrebrødet. Den Lille Kro i Nørregade er stedet som for alvor vil satse på frokost og traditionelt dansk smørrebrød. Et traditionelt dansk stykke smørrebrød må gerne nydes i autentiske rammer, så Den Lille Kro er et oplagt sted til smørrebrød.

Den Lille Kro i Nørre Alle

Idéen kommer i forlængelse af den store succes, som værtsparret Marianne og Daniel har haft med klassisk dansk mad om aftenen. Flere gæster spurgte dem hvorfor de ikke lavede traditionelt dansk smørrebrød og åbnede til frokost. Noget af det man kender fra smørrebrødsrestauranterne i København. Det kun meget få spisesteder i Aarhus, som serverer traditionelt smørrebrød. Efterspørgslen i Aarhus er der, men indtil nu er der ingen restauranter, der udelukkende har satset på smørrebrød, så vi går ikke ud fra det var et svært valg.

Frokostgæster på Den Lille Kro i Århus

Nu har Den Lille Kro åbent til frokost 6 dage om ugen med smørrebrød på menukortet, eller som det hedder her, smørrebrødskortet. Søndag er der lukket til frokost. Vi var forbi kroen den anden dag til en smørrebrødsfrokost.

Smørrebrød i superligaen

Der er 20 stykker smørrebrød på kortet. I det tal har vi også regnet sildene med, selvom brødet dertil kommer separat. Inden vi går i gang kan vi slå fast, at der er et pænt stort udvalg. Vi spurgte ind til smørrebrødskortet, og vi fik en grundig gennemgang af konceptet. Tjeneren fortalte blandt andet, at alt er lavet fra bunden, og pålægget er håndskåret.

Vi startede med sild. Kroen gør meget ud af at lave det hele selv, også deres sild. Så valget på Kroens sild var oplagt. Det var en hjemmelavet sild, marineret med stout, appelsin og kanel. Man kunne vælge om der skulle karrysalat eller æblesalat til. Vi valgte æblesalaten som er nyudviklet af køkkenchefen. Der var løg og kapers til. Der kom tre store stykker sild ind. De var dejlig faste i købet, helt perfekt. Her er velsmag for alle pengene. Især det stout og kanelsmagen er gennemtrængende, men det tæller kun op. Vi fik en Urban Haze – Pale Ale på en halv liters flaske, en Jacobsen Brown Ale og en Nordguld og porsesnaps til.

Kroens sild på Den Lille Kro i Århus

På tjenerens opfordring fik vi en forårssild med dijoncreme, pocheret æg, løg, kapers og tomat. En flot sild, igen fast i kødet og med en flot sildesmag som på inden måde var dominerende. Det pocheret æg var perfekt og passede godt til sild og dijoncremen. Rugbrødet var naturligvis hjemmebagt. Det smagte vældig godt og var fast i krummen.

Forårssild med dijoncreme, pocheret æg, løg, kapers og tomat på Den Lille Kro i Århus

Efter den indledende sild valgte vi smørrebrød med kød på. Første valg var Den Lille Kros signatur-smørrebrød med navnet Aros. Vi spurgte ind til navnet, og det er opkaldt efter kunstmusset Aros og inspireret af farverne i Olafur Eliassons regnbue. Smørrebrødet består af en dansk landskinke i flotte tykke skiver med æblekompot til. Det er især farverne på toppen der pynter. Her er røde tynde løg, gul peber, grønne agurker, orange gulerødder og hvid kinaradiser. Visuelt er det et flot stykke smørrebrød, men det er uden tvivl den meget faste og velsmagende skinke kombineret med den søde æblekompot, der sender smørrebrødet blandt vores favoritter.

Den Lille Kros signatur-smørrebrød med navnet Aros

Næste stykke var med rosastegt okse, søde bløde løg, syltede agurker og frisk peberrod. Det er et velvoksen stykke vi er ude i. Kødet er mørt som smør, smagen af de bløde løg sammenholdt med den hjemmelavede remoulade får tankerne hen på Schønnemann i København. Det stykke smørrebrød jeg fik her, er blandt de bedste jeg nogensinde har smagt. Prisen er kun 75 kroner, uhørt billigt for et så flot stykke smørrebrød.

Rosastegt okse, søde bløde løg, syltede agurker og frisk peberrod på Den Lille Kro i Århus

Nu var vi mætte, efter fire stykker, men efter en pause på en halv times tid, måtte vi prøve to stykker til. Det blev til et stykke med kalveinderlår med peberrodscreme, solbærsyltetøj og appelsin. Et klassisk stykke, dog med mere og bedre kød end vi normalt ser. Den forholdsvise stærke peberodssmag dæmpes fint med den søde solbærsyltetøj. Et flot stykke med dejlig velsmag.

kalveinderlår med peberrodscreme, solbærsyltetøj og appelsin på Den Lille Kro

Det sidste stykke smørrebrød var med krydret hjemmelavet rullepølse med mayo, ærter, gulerod , asparges og karse. Igen var der rigeligt med pålæg på. Men det var smagen af den flotte rullepølse, jeg husker. Den rullepølse jeg spiste på Den Lille Kro er i Slagter Jens Munch klassen, og blandt de bedste jeg har smagt.

Krydret hjemmelavet rullepølse på Den Lille Kro

Rimelige priser

Priserne ligger mellem 65 og 95 kroner for et stykke smørrebrød. De fleste stykker koster 65 eller 70 kroner. Det er efter vores vurdering utroligt billigt for den kvalitet vi oplevede på Den Lille Kro. Betjeningen var smilende, effektiv, venlig og samtidig karakterfuld og personlig. Man er i trygge hænder på Den Lille Kro. De ved, hvad de har med at gøre, og giver sig ikke ud for noget de ikke er.

Den Lille Kro i Århus

Ubetinget dansk håndværk

Daniel og Marianne er værtspar på Den Lille Kro, og de brænder begge to for det klassiske danske køkken, så du skal ikke forvente noget finere fransk eller italiensk mad her. Målgruppen er alle, men selvfølgelige er erhvervsfolk oplagte, da de ofte mødes til frokost i byen. Noget vi straks opdagede, var at alle aldre var repræsenteret. Både de helt unge og op til en 80 års fødselar. Så det med at tale om en bestem målgruppe her duer ikke.

Baren på Den Lille Kro i Århus

Inden for kategorien Dansk Frokost og smørrebrød i Aarhus bliver det ikke meget bedre, end det vi oplevede på Den Lille Kro. Vi er enige om, på Byens Spiseguide, at målet må være at få smagt alt på smørrebrødskortet.

Det  var en helt og aldeles fantastisk oplevelse at gæste Den Lille Kro – det kan på det varmeste anbefales!

Den Lille Kro

Nørre Allé 55
8000 Aarhus C
Telefon 86 86 44 41
Mail: info@denlillekro.dk
www.denlillekro.dk

[mappress mapid=”49″]

Del artikel

Andre læser også