//Nyheder

Fuglsøcentret starter Højskole: De første hold handler om mad

Af Jan L. Pedersen

Det succesfulde hotel og/eller feriecenter, som både er koncertarrangør, restaurant og så videre, fornyr sig igen. Fuglsøcentret er svær at sætte i bås. Skønt. Centret har meget plads, og der er værelser, så der kan overnatte op til 500 personer. Med en placering midt i Nationalpark Mols er naturen storslået. Mulighederne er mange. De gode folk bag centret er driftige folk, som i den grad har fået sat Fuglsøcentret på landkortet. Da idéen om en højskole kom på bordet, var de ikke sene til at slå til.

 

Fokus på mad

De første hold går under betegnelsen, ”Smag på Mols”. Det er også temaet for de første hold. Det handler om lokal mad og lokale producenter på Mols. Peter Brinks, som er direktør på Fuglsøcentret, fortæller, at der har været en efterspørgsel på at gå i dybden med området, Mols. Her kommer mange gæster i løbet af et år, og flere af dem kommer igen og igen. Det har gjort, at interessen for området langsomt er blevet større og større. At det er mad og Mols’ historie, som højskolen starter ud med, skyldes ikke mindst de mange lokale producenter, som blomstrer op på Mols, og det meste af Djursland. Peter Brinks er utrolig begejstret for udviklingen og for de steder, som popper op. Her er alt fra æbleplantager, mosterier, mjød-produktion, kvægproduktion, lokale bryggerier, gin-destillerier, vinproduktion, kafferisterier, gårdbutikker, bolsjer-produktion, hamp-produktion, mejerier med blandt andet gedeost, tangproduktion, en slagterbutik med kød og pålæg fra lokale dyr, honningproducenter, is-mejerier, en økologisk landbrugsskole og så videre.

 

Højskolen er for voksne med emnet ”Smag på Mols”

Der bliver omkring 25 deltagere på hvert hold. Som det ser ud nu, så bliver der både hold om foråret og efteråret. Hvor mange hold, afhænger af tilmeldingerne. Som udgangspunkt handler det om fællesskab, et berigende ophold, hvor du oplever noget, som du ikke er vant til. Endvidere at deltagerne får et kendskab til Mols ud fra perspektiverne natur-kultur-historie-mad og spændende mennesker med spændende historier.

 

Forsigtig start

Fem til ti højskoleophold om året er målet. Det samme sagde folkene bag Fuglsøcentret, da de startede med deres koncerter for nogle år siden. Men det tal er på 50 koncerter om året. Så mon ikke det forsigtige bud er et udtryk for beskedenhed. Kunst, historie, musik, teater, natur og kultur er oplagte emner. Rammerne er tilstede. Bygningerne er jo mange, og der er plads nok. Både inde og ude. Der er roligt derude på Mols. Der er ikke noget, som forstyrrer. Her er åbne vidder, og højt til loftet, plus en ufattelig smuk udsigt et stenkast fra Aarhus.

Programmet er tæt på klar. Det er, som følger:

 

21. august:     

11.00: Ankomst til og indkvartering på Fuglsøcentret

12.00: Velkomst og frokost

13.00: Start på fagligt indhold med:

Besøg på Ryes skanser med besigtigelse af Skanserne og fortælling om General Rye og krigen 1848 og en perspektivering til Europa i dag.

Besøg på Sletterhage fyr med besigtigelse af fyret og fortællingen om fyret, dets historie og betydning.

Læskende smagsprøver ved Sletterhage fyr og historien om produkterne.

Besøg på Ellemandsbjerget og fortælling om Helgenæs historie.

 

19.00 – 20.30: Middag

20.30 – 22.00: Aftenaktivitet med Molbohistorier, fællessang og folkedans.

 

22. august:     

8.00: Morgenmad

8.45: Morgensamling med morgensang og dagens åndelige indspark.

10.00: Start på fagligt indhold med:

Besøg på gård med økologisk kvægdrift, hvor vi hører om muligheder og udfordringer ved økologisk kvægdrift.

Vi bestiger bronzealderhøjene ”Tre høje” og får fortællingen om højenes historie.

Mols Gin fortæller deres historie som iværksættere med Gin som produkt og giver os indblik i og viden om Gin suppleret med smagsprøve.

Vi får historien om og en status på projektet med de vilde heste i Mols Nationalpark.

Smag er en moderne restaurant og en krumtap i konceptet ”Smag på Mols” – ejeren af Smag og iværksætteren indenfor Gastronomi Jakob Krogh Vinkler fortæller sin historie og sin vision.

Besøg på Ebeltoft gamle rådhus, hvor vi får historien om Ebeltofts historie fra gammel søfartsby til moderne turistby.

Maltfabrikken i Ebeltoft er fortællingen om skabelsen af byens nye fremtidige dynamo for kulturel og erhvervsmæssige udvikling. En fortælling om ildsjæle og deres virke som gjorde en forskel.

Besøg i Dråby Kirke med fortællingen om kirken og dens betydning som hovedkirke i området.

Moderne ølbryggeri og iværksætteri sættes på dagsordenen gennem dette besøg på Ebeltoft Gårdbryggeri. Smagsprøver og drikkeviser.

 

19.00 – 20.30: Middag

20.30 – 22.00: Aftenaktiviteter med dramatiske fortællinger og fællessang.

 

23. august:     

8.00: Morgenmad

8.45: Morgensamling med  morgensang og dagens åndelige indspark.

10.00: Start på fagligt indhold med:

Besøg i Knebel kirke med historien bag Bjørn Nørgårds altertavle.

Vi besøger Nationalparkens sekretariat og hører om Nationalparkens historie og visionen for Nationalparken i de kommende år.

Vandretur til Kalø Slotsruin med fortællingen om ruinens historie. 

Kaffe på Mols kafferisteri suppleret med historien om den gode kaffe.

14.00: Frokost og herefter afrejse.

 

Læs mere om Fuglsøcentret her

 

 

Nyheder Se alle

Udvalgte artikler Se alle