Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kokkens livretter: Helstegt rødspætte fra Thyborøn

Af Jan L. Pedersen

Rødspætten er en højt skattet spise i Danmark. Havnens Fiskehus i Aarhus har, her i sommer, en masse flotte rødspætter fra Thyborøn, fanget med vod. Lige nu er rødspætterne helt fantastiske.

 

Kokkens livretter: Helstegt rødspætte fra Thyborøn

Serveres bedst med nye, danske kartofler, råsyltet tyttebær og brunet smør med hasselnødder, kapers og finthakket skalotteløg, en stor dusk frisk dild, citron og et glas iskoldt, godt øl. Hold det enkelt, finere behøver det ikke at være.

 

Sådan gør du:

Rødspætten vendes i rugmel, og krydres med salt og peber. Læg eventuelt et snit hele vejen ned igennem rødspætten. Det forhindrer den superfriske rødspætte i at trække/bøje sig for meget på panden under stegningen.

 

De steges på en pande med smør. Husk, at rigeligt med smør ikke gør noget. Tværtimod. De steges 3 – 4 minutter på hver side.

 

Brunet smør er en legende let ”sauce”, og laves således:

  • Smelt en pakke (250 g) usaltet smør ved middel varme, til det er gyldenbrunt, køles let af og sigtes gennem en fin si for at få valle-resterne fra. Denne proces gør, at smørret får en kraftig nøddesmag og duft.

 

  • Tilsæt de ristede, grofthakkede hasselnødder uden hinde, kapers og finthakket skalotteløg. Giv det hele et hurtigt opkog inden servering.

 

  • Steg en halveret citron på en tør pande, til den bliver karamelliseret og tæt på sort. Det giver en fantastisk “grillet” smag til det hele.

 

(Husk på, at brunet smør også passer glimrende til andre slags stegt fisk, kammuslinger og skaldyr. Især hummer med brunet smør er en klassiker).

 

Serveringsforslag

Server gerne det hele med en frisk sommersalat evt. med friske ærter, feldsalat, kogte majskolber skåret i mundrette stykker, danske radiser og en god dressing med grov sennep.

 

Mere dansk bliver det næsten ikke!

 

Se mere på Havnens Fiskehus’ website:

 

 

Del artikel

Andre læser også